Begrebet islamofobi har i årevis spillet en central rolle i den offentlige debat. Muslimer og store dele af venstrefløjen har flittigt benyttet sig af begrebet i forsøget på at udviske eller kvæle enhver debat om islams stadig større påvirkning af de vestlige samfund. Islamofobi er blevet det dominerende narrativ og fyord, når muslimer konfronteres med kritik og i sammenstødet mellem vestlig verdslighed og islamisk gejstlighed.
Det er måske ikke så mærkeligt endda.
Begrebet islamofobi har nemlig rødder i de mørkeste og mest fundamentalistiske kræfter i den muslimske verden - som en pendant til xenofobi - dvs. et værn mod kritik af islamisk tradition og sædvane. Og man må da sige, at det har været effektivt.
De fleste debatter og postulater har ofte rødder i empiri eller teori. Via saglig argumentation, erfaringer og forskellige perspektiver forsøger man skabe opbakning til sin holdninger. Det er en tradition, vi kender fra Oplysningstiden, hvor forskere og filosoffer udfordrede kirkens sakramentale patent på sandheden. I dag er værdisammenstødet mellem denne vestlige tradition og og islamisk dogmatik er så stort, at det bringer ubehagelige minder om 1600-tallets religionskrige.
Islamofobi for første gang
Som et værn imod kritik af koranens dominerende indflydelse på samfund rundt om i verden, skabte pionerer fra Det Muslimske Broderskab et begreb, der havde til formål at mane al kritik i jorden og beskyttede religiøse forordninger mod at blive konfronteret med argumenter og historiske erfaringer. Begrebet fik navnet islamofobi.
Det Muslimske Broderskab, der opstod i 1928, reagerede imod Vestens tilstedeværelse og indflydelse i den arabiske verden, hvor sekulære arabiske nationalister udfordrede muslimers magt og gejstlighed og sidstnævnte forsøg på at indføre love, påbud og sharia i hele den arabiske verden.
Mange befolkningsgrupper i særligt Jordan, Egypten og Syrien omfavnede den arabiske verdens sekulære principper, men konfronteret med begrebet islamofobi, vendte de hurtigt ryggen til de frihedsidealer, som den arabiske nationalisme advokerede for. Islamofobi blev dermed et effektivt ideologisk våben til at lukke munden på kritikere af islam.
Islamofobi for anden gang
Anden gang, den brede offentlighed stødte på begrebet, var i forbindelse med Salman Rushdies onde, onde roman, De sataniske vers fra 1988. Det iranske præstestyrer nedkaldte hurtigt en fatwa, dødsdom, over forfatteren. Ikke nok med det, så måtte Salman Rushdie kæmpe for sin egen sikkerhed, mens han blev mødt af kritik fra vestlige meningsdannere, herboende muslimer samt store dele af venstrefløjen. Ikke fordi de havde læst bogen, men fordi den jo var udtryk for den rene og skære islamofobi. Igen viste dette muslimsk-fabrikerede begreb sig som effektiv værn imod religionskritik, endda i skønlitterær indpakning.
Lige siden 1988 har det været næsten umuligt at tage en saglig debat om islams stigende indflydelse i det vestlige samfund. Hver gang nogen har forsøgt at argumentere for ytringsfrihed, kvinders rettigheder, ja, imod den danske Koranlov, er man blevet foreholdt Det Muslimske Broderskabs opfindelse - islamofobi - og enhver samtale er blevet bragt til ophør.
Islamofobi fastholder muslimer i et religiøst jerngreb
Problemet bliver i den sammenhæng, at man som fri borger i det vestlige samfund ikke får mulighed for at skelne mellem irrationelle fordomme og diskrimination mod muslimer eller oplyst kritik islamisk praksis og sædvane.
Ved at ligestille islamofobi med direkte racisme rettet direkte imod muslimer fastholder man også muslimer i Vesten i et religiøst og kulturelt jerngreb, de ikke kan bryde ud af, hvis de er sande muslimer. På trods af, at muslimer ikke er en etnisk homogen gruppe, skaber islamofobi-spøgelset indirekte den muslimske umma, som definerer det verdensomspændende muslimske samfund, hvor man ikke er tro over for nationalstaten, men over for nationen islam.
Vi skal være de nye protestanter
Der påhviler derfor vestlige politikere og meningsdannere en stor opgave i disse år. Muslimers krav på særrettigheder skal mødes med argumentation baseret på viden og empiri og skal ikke fejes under gulvtæppe med henvisning til islamofobi. Det er begreb, islamiske fundamentalister og magthavere i årtier har brugt som ideologisk redskab til at kvæle enhver opposition.
Som protestanterne satte sig op imod pavemagten skal vi byde imamerne, der spreder deres antivestlige galde i vestlige moskeer trods. Det er ikke islamofobi. Det er saglig kritik af religiøs dogmatisme.
