For små fire år siden havde jeg et offentligt udestående med professor Jakob Skovgaard-Petersen, professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Han havde i en anmelderrost bog kaldt mig antimuslim (sammen med en række større ånder), og jeg tillod mig forsigtigt at spørge, hvad professor Klog mon mente med den betegnelse, og hvorvidt den havde nogen videnskabelig gyldighed. Det svarede han aldrig på.
Det, der gjorde professoren mest ophidset, var tilsyneladende, at jeg efter at have orienteret mig i kildekritiske studier af islams tidligste historie – nogle kan findes her og her - havde svært ved at tro på den fantastiske legende om Muhammed i Koranen og andre islamiske tekster.
Af den simple grund, at der ikke findes samtidige kilder til Muhammeds liv og levned, hvorfor vor tids toneangivende forskere har valgt at formidle islams tidlige historie på grundlag af en senere opstået tradition.
De forskere, der typisk løber med bevillingerne i Danmark og resten af den vestlige verden, vælger simpelthen at tro på overleveringerne. Det er netop derfor, at Jakob Skovgaard-Petersens bog hedder ”Muslimernes Muhammed” i modsætning til alle andres. Alle andre skal nemlig ikke tro, de er noget.
Jeg kom i tanke om Jakob Skovgaard-Petersens ophidselse, da jeg blev bekendt med det af en saudi-arabisk rigmands finansierede forsøg på at miskreditere kritisk, uafhængig forskning som islamofobisk og som udtryk for ikke-muslimsk islam. Langsomt forstod jeg sammenhængen. Antimuslimsk, islamofobisk og ikkemuslimsk islam er tre ord for det samme: Noget, der skal væk.
