Vi keder os aldrig. For hver gang man lige tror, at nu kan verden da ikke blive mere idiotisk, så skruer nogen lige en oktav op for det store sommertivoli, så vi også har haft noget at tale om i denne uge. De af os, der altså tør sige tingene højt. 

Vi lægger positivt ud. For på den politiske verdensscene har den tidligere demokrat, senere løsgænger-kandidat til det amerikanske præsidentembede, Robert Kennedy, Jr., i weekenden opgivet sin egen valgkamp og i stedet tilsluttet sig Donald Trump som muligt medlem af en eventuelt kommende republikansk regering.

Som sædvanlig viser de rare, inkluderende Demokrater sig i al deres rummelighed, når livet går dem imod; i dette tilfælde i form af Kennedys egen familie, der skælder og smælder og bandlyser den fortabte søn, der på skammelig vis kaster smuds på slægtens stolte tradition for at tilhøre det korrupte og indspiste miljø i Washington D.C. - og gå over i fjendens lejr. Med familiens historie in mente, må man håbe, at Kennedy har styr på sin personlige sikkerhed gennem de kommende måneder. 

Fri fugl arresteret og ren tilståelsessag
I den utrættelige kamp mod fri tale og privatlivets fred, som på globalt plan lader til at rulle hurtigere og hurtigere for hver uge, er stifteren af den krypterede tjeneste Telegram nu blevet arresteret i Frankrig. Anklagen lyder på noget med narkohandel, men den kanin op af hatten er vist lidt en klassiker, når en myndighed skal bruge et påskud for at sætte frie fugle bag lås og slå og samtidig sende et tydeligt signal til omverden; her siger man kun det, vi kan tåle at høre, og hvis ikke vi må læse med, lukker vi dig ned og kriminaliserer dig. 

På den mere positive side ryster Mark Zuckerberg nu så grundigt i bukserne ved udsigten til en mulig valgsejr til Trump, at han i et åbent brev har erkendt, hvordan han samarbejdede med Biden-administrationen under coronakrisen og via Metas platforme censurerede kritiske røster. At den indrømmelse kommer netop nu, er jo mesterligt, men om ikke andet så bidrager den til at pille endnu et af lagene af det store løg af løgne, som i disse måneder lader til at skvatte fra hinanden. 

Talebansk tavshed
Det med ytringsfrihed tackler man helt anderledes effektivt hos Taliban, der i sidste uge leverede et tiltag, som ellers nok kunne få livstrætte, danske ægtemænd til at lette rumpen fra sofaen. Ikke nok med at kvinder kun må færdes uden for hjemmet iført gamle gardiner fra top til tå; nu må deres stemmer heller ikke længere kunne høres i det offentlige rum.

Efter en årrække med helt utroligt anstrengende feminister af begge køn på diverse talerstole og platforme herhjemme kan jeg jo godt se, hvordan et mere patriarkalsk indrettet samfund kan ende i en sådan udvikling, og trods min egen frihedselskende natur, kunne jeg hurtigt komme i tanker om et ikke ubetragteligt antal kvindelige meningsdannere, som jeg med glæde ville sende på genopdragelse i Afghanistan, hvor de kunne udleve deres inderlige drøm om det lykkelige Arabien – mens vi andre kunne få lidt fred i øregangen.

Perverterede præferencer i Nordsjælland
I den mere frisindede ende af skalaen bemærkes det, at en tidligere prostitueret fra øverste hylde netop har udgivet sine erindringer, hvor hun fortæller om sine 10 år som såkaldt luksusluder. Heri bekræfter hun bl.a. den her i reservatet sejlivede myte om, at mænd fra toppen af samfundet har langt mere perverterede præferencer – hvilket absolut kun bidrager til et ekstra træk på smilebåndet, når man fremover færdes i det københavnske og nordsjællandske selskabsliv. Vi anede det jo nok. Men det er alligevel fornøjeligt at se det på tryk.

Prostitution kommer i mange udgaver, og politik er en af dem, for det er en kendt sag, at man nogle gange skal sluge lidt af hvert på vejen mod ministerbilerne. Senest har Pernille Vermund dog kunnet nøjes med at gentænke sine egne ord, da hun i et interview med Berlingske gav udtryk for anger og beklagelse over sin tidligere så indvandrerfjendske retorik. Den løgn må alligevel have gjort ondt at skulle servere i en weekend-Berlinger. Men sådan er det jo, når man skifter ham fra nationalkonservativ til liberalt-progressiv og skal matche LA's jordiske rester af radikale afhoppere.

Ikke flere rundstukker til Sophie
Borgen begynder at vågne fra sin lange sommerferie, og helt fremme i skoene er sundhedsminister Sophie Løhde, der sandelig ikke har ligget på den lade side i sommervarmen og heller ikke er bange for en smule fascisme for at indfri de store ambitioner, hun har på den danske folkesundheds vegne.

I sin iver efter at redde os fra os selv foreslår hun nu, at det skal koste en bødestraf på op til 40.000 kr., hvis man som forælder køber en flaske billig chilensk chardonnay og sælger den videre til sin U18-teenager, der står og skal til fest. Formedelst et indhug i ungens lommepenge. Kommer barnets 18-årige kammerat til at sælge samme barn en cigaret eller en øl, så koster det også kammeraten en klækkelig bøde.

Forslaget melder dog intet om, hvorvidt forældre må købe alkohol til eget forbrug for barnets lommepenge, hvilket jeg ellers ville mene var en rimelig ordning og i betragtning af, at Sundhedsministeren selv ligner en, der har udviklet møde-bagdel og rundstykke-hage, så synes jeg faktisk, det er tappert at hende sådan at gå i brechen for den almene sundhedsmoral.

Trangen til at passe godt på os allesammen, når nu vi efterhånden er blevet for dumme og for tandløse til selv at gøre det, kan for øvrigt betyde, at vi snart bliver et ministerium (inkl. portefølje) rigere.

Ministerium for Rart i Maven
For efter den utroligt farlige snestorm sidste vinter, hvor adskillige danskere efterfølgende måtte have psykologisk krisehjælp, fordi myndighederne ikke som forventet kom med chokoladekiks og rygmassage, mens de i 3-4 timer sad fast i det gennem flere dage annoncerede uvejr, så føles det nu rart i maven hos regeringen at foreslå endnu en udvidelse af det offentlige råderum med et Ministerium for Samfundssikkerhed. Det lyder som et initiativ, der passer fuldstændig ind i det politiske parallelunivers, vi pt. befinder os i. Tænk hvis det ministerium kunne løse problemet med sikkerheden på s-togstationerne om aftenen. Så kunne vi tale om samfundssikkerhed.  

Og, nå, ja. På bagatelsiden har der også i den forløbne uge været halløj med det kulturberigende segment, der i denne omgang dræbte tre og sårede yderligere ni personer ved en tysk byfest. Ansatte ved medierne må have brugt ufattelige kræfter på at ransage deres indre for retoriske kunstgreb, der kunne lede udenom benævnelsen af gerningsmandens etnicitet, for det må man jo ikke.

Medmindre han er jyde, for eksempel. Eller gennem otte generationer fra Schleswig-Holstein. Men ak; hurtigt måtte de krybe til korset og erkende, at der var tale om en syrisk indvandrer, der allerede sidste år skulle have været udvist, men som de tyske myndigheder åbenbart havde glemt eksistensen af. Og det kan man jo ikke helt bebrejde dem, i betragtning af at det voldsomme antal immigranter, som Angela Merkel lukkede ind under mottoet: ”Wir schaffen es.” Hendes vælgere betaler nu en høj pris for deres egen naivitet. Ganske som Keir Starmers gør det i UK.

Så pyha, kære læsere; også på denne tirsdag må der vist serveres perlende bobler til aftensmaden, så vi kan holde til tidens løjer og langkål. Den livsnydelse bliver jo dyr i længden, men jeg trækker bare udgiften fra min søns lommepenge og ser, hvornår Frau Løhdes kamptropper står uden for døren.