Jeg har lidt svært ved at hitte rundt i det der med klima-forandringerne og navnlig diskursen omkring dem. Det er som en debat, man simpelthen ikke kan vinde med almindelig sund fornuft, fordi ens modstander er galvaniseret i hjernen og så overbevist om validiteten af sit eget argument, at enhver modstand er overflødig.

I sidste uge brugte samtlige nyhedsmedier ufatteligt med spalteplads på at forberede os på, at vi skulle brænde op i helvede, fordi landet kortvarigt blev ramt af det, der engang hed en dejlig, varm sommerdag, men som nu er klassificeret som voldsomt vejr.

En varme, måtte vi forstå, der opstod som direkte følge af koprutter og unødvendig bilkørsel, og som muligvis ville tage livet af mindst én plejehjemsbeboer med det ene ben i graven og en mellemøstlig SoSu-assistent uden danskkundskaber til ordet ”saftevand.”

Skønt at være klima-kommunist
Siden de to undtagelsestilstands-udløsende dage har vejret været sådan gennemsnitligt grågrumset her over matriklen, og i skrivende stund er det 17 grader og regnvejr. Men også dét kan forklares med uudgrundelige floskler om CO2-udledning, golfstrømsforvirring og jordstråler.  

Det må være skønt at være klima-kommunist. Man har altid universal-svaret på rede hånd, ganske enkelt fordi man - uanset hvordan vejret arter sig – kan stille sig op med bekymret mine og forklare vederstyggelighederne som udslag af den globale opvarmning, som vi ganske vist spejder forgæves efter her i landet, men som åbenbart kan udløse alt fra ekstrem varme til ekstrem kulde.

Og endda forøge størrelsen på Indlandsisen, selvom det ikke er noget, det segment så gerne taler om. For det er jo heller ikke det vigtige her; det vigtigste er, at du skammer dig, indordner dig og helst slet ikke trækker vejret. Kun sådan kan planeten og udvalgte dele af menneskeheden overleve.

Højt opstyltet velkomst
Mens vi venter spændt på sommervejrets indtog i Danmark, blev borgerne i Aarhus vidner til et helt andet indtog, da EU-formandskabet i sidste uge blev skudt i gang. Eller rettere - blev ikke særligt mange af dem vidner til det. For allerede flere dage før dignitarernes ankomst blev Danmarks andenstørste by hermetisk forseglet, så man hverken risikerede ukvemsord, vildfarne bilister eller sågar morderiske attentater, som det østjyske sindelag jo er så kendt for at udtænke.

Og her må man sige, at EU-toppen for en gangs skyld spillede med musklerne. For godt nok bliver vi i Europa på alle måder og fra alle sider overhalet af både økonomier, frihedsgrader og evne til eget forsvar – men ikke engang en amerikansk eller kinesisk præsident kan prale af denne form for højt opstyltet velkomst.

En slags belejring, kunne man næsten sige. I et virvar af betonklodser, bagvendt ensretning, lukkede gader og kampklædte antiterror-tropper (hvis antal som regel er omvendt proportionalt med VIP’ernes popularitet) måtte byens borgere forsøge at navigere deres umiddelbare hverdag, mens Mette Frederiksen, Ursula von der Leyen, Zelensky og alle de andre socialistiske rødder udviste demokratisk forståelse bag en sværm af blinkende lygter og PET-biler.   

I dagens anledning havde vores statsminister endda taget kedeldragt på. For ligesom at matche det jævnt uspecificerede militær-kostume, som Zelensky gerne optræder i og repræsentere den industrielle side af den krig, som vi så gerne vil holde i gang.

En krammer fra Dansk Industri til Maos efterfølgere
Fra det ene diktatur til det andet, så er DI’s vicedirektør blevet så tilpas indoktrineret af mediernes udlægning af den amerikanske præsidents mange gøremål, at han nu åbenlyst giver en krammer til Kina og bejler til øget samarbejde med disse Maos efterfølgere.

For godt nok bøvler kineserne lidt med menneskerettighederne og noget med at anerkende lande og befolkningsgrupper med et mindre kollektivistisk verdenssyn, men det gør ikke noget, synes Thomas Bustrup, der i Berlingske opfordrer til at droppe den skingre moraliseren overfor Kina. For bare de ikke er Donald Trump, så kan de fjerne alle de dissidenter og indre organer på straffefanger, som de har lyst til.

Det er der jo alligevel ingen vestlige medier, der gider skrive om, så længe Trump siger bandeord og er så irriterende at levere på sine valgløfter. Den slags realpolitik er altså ikke noget, vi plejer at gå så højt op i her på kontinentet.

Tillis? Hvem er det?
På trods af, at selv danske medier har måttet ty til at omtale den amerikanske præsident i om ikke ligefrem rosende, så i det mindste neutrale toner i kølvandet på bl.a. NATO-topmødet, så er det slående, som medierne fortsat forsøger at vende hver en sten for at finde på noget at skælde ud over. I sidste uge opslog BT f.eks. en stor, gul overskrift om, at senatoren fra North Carolina, Thom Tillis, efter uenighed med Trump havde valgt ikke at genopstille til posten.

Godt nok var der ikke en levende sjæl i Danmark, der på forhånd vidste, at den mand eksisterede. Og godt nok var det ikke just nogen akut situation, hvor Tillis forlod sit embede før tid; han meddelte blot offentlig, at han ikke ville genopstille.

Dermed var det de facto en ikke-nyhed for os her til lands, men fordi den kunne twistes til at handle om Trumps kontroversielle, politiske persona, så var der jo ingen grund til at lade den gå til spilde, hvis den kunne høste en lille forarget følelse rundt om i de danske stuer.

Men mon ikke North Carolina finder en ny, og mindst lige så egnet, kandidat til posten i 2028.

Er du brun og på venstrefløjen gælder andre regler
Vi bliver i USA, nærmere betegnet New York, hvor pænhedens segment er gået til yderligheder og har valgt intet mindre end en kommunist som ny borgmesterkandidat. Ikke en socialist. Ikke en Bernie Sanders Light, der taler om velfærd og gratis tandlæge. Nej, en decideret kommunist, der med oprejst pande og Marx i baglommen taler om at overtage produktionsmidlerne og skære ned for politistyrkerne, herunder ICE, der beskæftiger sig med indfangning af illegale immigranter.

Han hedder Zohran Mamdani, og udover at mene, at private ejendomsrettigheder er en hindring for social retfærdighed, så har han også den fordel, at han er af afrikansk afstamning. Og dem udtaler man sig jo ikke kritisk om. Havde en hvid mand fra Texas sagt bare halvdelen af det vrøvl, Mamdani har fyret af, så havde man givetvis udskældt ham som en "højreekstremistisk trussel mod demokratiet".

Men Mamdani er brun og på venstrefløjen, og så gælder der andre regler. Så kan man sagtens stå og tale om at afskaffe kapitalismen. For det er jo dér, vi for længst er endt: Det handler ikke om, hvad man mener, men hvem der mener det. Så længe det kommer fra den rigtige del af det venstreorienterede meningssegment, så anses det for modigt, progressivt og et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Den grumme trepart
Vi runder af herhjemme, hvor Den Grumme Trepart er gaven, der bliver ved med at give. Eller tage, alt efter politisk tilhørsforhold. Det er som den moderne version af lensafløsningen, hvor alle de væmmelige typer, der ejer den jord, som forsyner os med mel og havregryn, skal lide og afstå væsentlige dele af deres ejendom for fællesskabets bedste.

Og bare det føles grønt og godt i maven, så stiller flertallet ikke spørgsmålstegn ved, om det har nogen nævneværdig virkning. Lige nu presses landmændene til at tage stilling til, hvilke dele af deres jord, der skal overgå til fri natur, med den lille bagatel af en detalje, at Christiansborg stadig ikke kan give dem et konkret svar på størrelsen af deres kompensation.

Så igen opstår spørgsmålet; hvem har egentlig gavn af denne trepart? Ikke landmændene, ikke forbrugerne, ikke dem, der gerne vil have mad på bordet uden at skulle pantsætte bilen.

Endnu en fest for konsulenter, klimaministre og NGO'er
Nej, det er endnu en fest for konsulenter, klimaministre og NGO’er med kontorfællesskab i Indre By og hjernen lagt i blød i dydssignalerende væsker. Alt sammen akkompagneret af en statsminister, der i vanlig stil står med alvorlig mine og siger ord som "ansvarligt", "ambitiøst" og "nødvendigt.”

Og mens vi påtvinges klimaskatter, kilometertællere og bæredygtig adfærd, så kan kineserne fortsætte deres kulkraft-æra og cementere det økonomiske overherredømme uden én eneste kritisk kommentar fra de danske klimavogtere. For det handler jo slet ikke om klima; det handler om kontrol. Det handler om at bøje nakken og finde sig i, at politik i det moderne EU blot gælder om at nikke accepterende til det, der allerede er besluttet.