Den 6. maj besluttede en gruppe af pro-palæstinensiske venstreorienterede studerende på Københavns Universitet at slå teltlejr på universitets Center for Sundhed og Samfund (CSS) som en protestaktion til fordel for Palæstina. Helt konkret var det gruppen ”Studerende Mod Besættelsen”, der tog initiativ til denne aktion. Således indskriver de sig i en global bevægelse, hvor der blandt andet i USA har været voldsomme protester og demonstrationer på de amerikanske universiteter med antisemitiske hændelser og konfrontationer med politiet til følge. De danske campist-aktivister er dog efter eget udsagn fredelige og intolerante overfor enhver form for antisemitisme.
Efter at have besøgt lejren vil jeg medgive, at den ser ganske fredelig ud. Om end man må antage, at deltagerne ofrer nogle nætters god nattesøvn for sagen, lader det heller ikke til, at selvopofrelsesviljen på CSS er større, end at den lader sig føje for hverdagens forpligtelser og øvrige gøremål; således har flere af aktivisterne allerede nu udtalt til medierne, at de skiftes til at sove i teltene, så de ikke behøver at sove der hver nat, og at "besættelsen" helst heller ikke må komme i vejen for diverse sommerferieplaner. Det er på mange måder en meget dansk og magelig demonstration – ja, man fristes til i vanlig identitetspolitisk jargon at kalde den ganske privilegeret.
Besætterne har stillet seks krav til Københavns Universitet, som kort opsummeret går ud på, at universitetet skal tage Palæstinas parti i den igangværende konflikt, stoppe al økonomisk aktivitet med virksomheder, der opererer i de ’besatte områder’, stoppe det akademiske samarbejde med israelske uddannelsesinstitutioner og fordømme Israels påståede folkemord på palæstinenserne. Så længe teltlejren er fredelig, ikke obstruerer undervisningen eller chikanerer jødiske, israelske eller pro-israelske studerende, har jeg ikke noget problem med, at de nyder forsommersolens stråler og spiser nogle falafler med hinanden. Det giver sikkert en dejlig, rar mavefornemmelse og social kredit i det politiske korrekte miljø at føle, man kæmper i en højere sags tjeneste.
Sjælden rygrad på Københavns Universitet
Ikke desto mindre er det forrykt at forestille sig, at Københavns Universitet skulle agere som en politisk aktør og vælge side i en af de mest polariserende udenrigspolitiske konflikter i Danmark såvel som i resten af verden. Det har vi et repræsentativt demokrati til. Uddannelsesinstitutionerne skulle helst være så upolitiske som muligt, selvom det tydeligvis er svært for den identitetspolitiske bevægelse at forstå.
Det skal dog siges, at Københavns Universitet for en gangs skyld har udvist noget rygrad og ganske fornuftigt har afvist at efterkomme de privilegerede, identitetspolitiske campisters krav. Den holdning håber jeg, de holder fast i.
Men endnu mere bekymrende er den generelle tendens, som denne teltlejr-protest skriver sig ind i; en radikal propalæstinensisk bevægelse, hvor privilegerede, højtuddannede danskere slår pjalterne sammen med muslimske grupperinger i deres radikale had til jøder, Israel og Vestens samarbejde med dette enestående demokratiske land i en region domineret af islamistiske diktaturer.
Lige siden den 7. oktober har vi set et utal af pro-Palæstina-demonstrationer i København, hvor der ganske ublu og krigerisk er blevet skrålet antisemitiske og anti-israelske slagord; deltagere til demonstrationerne har udtalt sympati for Hamas’ ageren i diverse interviews; og antallet af antisemitiske hændelser i Danmark er eksploderet. Så sent som dagen før teltlejrens oprettelse, afholdtes en pro-palæstinensisk demonstration på Danmarks befrielsesdag, hvor de danske modstandsfolk blev taget til indtægt for "kampen for et frit Palæstina", og man endda havde den frækhed at afslutte demonstrationen på Israels Plads. Begivenheden kulminerede med en vandalisering af mindesmærket til ære for de danskere, der hjalp jøderne under Anden Verdenskrig.
Mage til klam, antisemitisk og anti-dansk opførsel skal man lede længe efter.
Hvad vil det egentlig sige at være "anti-zionist"?
Undskyldningen er altid omtrent den samme; det er jo ikke alle demonstranter, der abonnerer på disse radikale synspunkter, og de fleste deltager faktisk kun fordi de går op i menneskerettigheder og er imod "folkemord" på civile. De er faktisk slet ikke antisemitter, men blot "anti-zionister".
Denne skelnen synes at være et gennemgående motto for den propalæstinensiske bevægelse og kan også ses på teltlejren på CSS, hvor der hænger et stort banner med budskabet ”Antizionisme er ikke antisemitisme”. Men er det nu også helt rigtigt? Hvad vil det egentlig sige at være "antizionist"?
Zionismen opstod som reaktion på de mange progromer og den stigende antisemitisme i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet med ønsket om oprettelsen af en selvstændig, jødisk stat, hvor jøder kunne leve i fred. Fuldbyrdelsen af dette ønske skete i 1948, da staten Israel blev oprettet. Dermed må det jo antages, at "antizionister" er imod, at jøderne har ret til en selvstændig stat, hvor de kan leve i fred fra forfølgelse og diskrimination. I mine ører lyder det rimelig antisemitisk.
Og ganske rigtigt ses det, at der i og omkring teltlejren på CSS uddeles klistermærker med budskabet om, at Israel ikke har ret til at eksistere, og på sociale medier kan det tillige ses, at nogle af campisterne deler opfordringer til intifada - en voldelig revolution med reference til terrorangreb mod jøder. Det er svært at tolke som andet end rendyrket antisemitisme.
Begrebet "antizionisme" synes i vid udstrækning at være en retorisk finte, og i mange tilfælde et skalkeskjul for antisemitisme, og det er ærligt talt skræmmende, at de danske identitetspolitikere, der ellers er så ivrige i deres dekonstruktion af sproget, ikke kan gennemskue dette. Sandheden er, at der er muslimske grupper i vores samfund, som bærer på et indædt had til jøder, Israel og israelere. Det har de altid gjort, og det had får nu lov til at blomstre i fuldt flor i skyggen af den igangværende konflikt, som tilmed blåstemples af en kulturel og akademisk elite, der har udset sig "kampen for et frit Palæstina" som et helt centralt mål i den identitetspolitiske kamp.
Det er på sin vis fascinerende, at nogle af de mest venstreorienterede, progressive og kulturradikale mennesker i Danmark kæmper for et af de mest reaktionære, misogyne, homofobiske og transfobiske samfund i verden. Ligesom for at understrege pointen takkede en af Hamas’ talsmænd, Osama Hamdan, de danske demonstranter for deres støtte for et par uger siden. Sikken ære.
I bedste fald er de danske, privilegerede pro-palæstinensere nyttige idioter, og i værste fald er de ganske kalkulerede og kyniske anti-vestlige antisemitter.
Det spørgsmål, jeg står tilbage med, er blot: Hvor naiv kan man egentlig tillade sig at være?
