Den feministiske aktivistiske kønsforsker, Signe Uldbjerg, skriver i JP den 30. okt., at hun ikke håber, hendes lille drengebarn i maven vil få denne problematiske maskulinitet, der kaster papir på gaden og råber efter kvinderne. Signe Uldbjerg er ansat på museet KØN i Århus som faginspektør.
Hun er tidligere blevet kritiseret af medlem af EU-parlamentet for LA, Henrik Dahl, for at bedrive aktivistisk forskning og ikke neutral objektiv forskning, fordi hun aktivt skulle have brugt sig selv og sin aktivistiske feminisme i sin phd.-forskning.
Det oprindelige kvindemuseum i Århus foretog i 2021 navneændring til KØN, Gender Museum Danmark.
Direktør Julie Rotkjær udtalte i forbindelse med museets navneskifte, at museet ville være mere aktivistisk og betragte køn bredere. Altså mere inkluderende overfor en mere bred kønsforståelse. Julie Rotkjær var kun ansat på KØN i to år.
Den nuværende direktør hedder Pernille Taagaard Dinesen og tiltrådte sidste år. Hun går meget op i feministisk ledelse, som i følge hende handler om at være selvkritisk som leder. Altså, at se sig selv efter i sømmene. Være mere aktivt lyttende og forstående overfor medarbejderne, som hun proklamerer på KØN’s hjemmeside.
Feministisk ledelse?
I mine øjne hedder det god ledelse, og alle små som store virksomheder, der vil overleve i en global verden og tjene penge, bliver nødt til at bedrive god ledelse og være lydhør overfor medarbejderne.
Hvorfor god ledelse nu skal hedde feministisk ledelse, må vel handle om, at kvinder i en bred forstand har taget ejerskab over god ledelse. Med andre ord kan maskuline mænd, der måske har smidt et stykke papir på gaden, ikke bedrive god ledelse?
I det hele taget gennemsyres retorikken på KØN’s museum af en slags feminisme, der mener, at alt bør være feministisk. Selvom de også siger, kan man læse på hjemmesiden, at alle skal have lov til at definere sig selv, som de nu ønsker.
Men for Signe Uldbjergs lille drengebaby i maven er der ikke et frit valg om at definere sig selv, som man nu gerne vil. Han må ikke blive for maskulin. Eller han må ikke blive maskulin på den forkerte måde. Tilladt er kun en feminin maskulinitet, der tager hensyn til klimaet. Ikke en maskulinitet, der opretter virksomheder, tjener penge til familien og arbejder hårdt for familien og egen vindings skyld.
Kvinderne, derimod, i følge Signe Uldbjerg, står for omsorg, klimabevidsthed, kaster ikke papir på gaden og råber ikke efter mændene.
Gamle kvinder er ekskluderet fra det feministiske kvindeunivers
Omsorgen gælder ikke os gamle forældregenerationer, der ikke passede på klimaet og ikke serverede økologiske grøntsager for børnene. Vi gamle kvinder er hermed cancelled fra dette aktivistiske feministiske kvindeunivers, der kun bør rumme Signe Uldbjergs feminine meningsfæller.
Umiddelbart vil jeg mene, at KØN ikke er en sund arbejdsplads for hverken kvinder eller mænd.
Jeg vurderer også, at KØN museet med 21 ansatte kvinder og en eller to tilknyttede mænd simpelthen har indført et skræmmende matriarkat, hvor museets kultur, ånd, undervisning og identitet er overtaget af radikale selvoptagede feminister.
Et matriarkat, der kun accepterer feminine dyder og fordømmer maskuline dyder. Et matriarkat, der har taget en aktivistisk feministisk definitionsret over, hvad feminin og maskulin skal betyde. Jo, jo, man kan selvfølgelig trække på smilebåndet og sige: Herregud, lad dem dog.
Det gør ondt at se fornuften blive smidt overbord
Men for en gammel feminist som mig, der vitterlig deltog i disse grundlæggende kampe om at fordele husarbejde, børnepasning og erhvervsarbejde ligeligt imellem de to køn, gør det faktisk ret ondt at se, hvordan akademiske og helt ufattelig selvoptagede kvinder har smidt al sund fornuft overbord. Med millioner i offentlig støtte.
Jeg kan være ret bekymret for, at hele denne selvoptagede woke-ideologi, hvor den helt naturlige maskulinitet i disse år bliver trådt under fode, giver bagslag. Og hvilket bagslag.
Vi ser allerede meget reaktionære tiltag, både hvad angår de gammeldags kønsstereotyper, der nu skal hyldes, men også at maskuliniteten dyrkes og dyrkes alt for voldsomt, så vi vitterlig kan tale om toksisk maskulinitet.
Det fortjener vi ikke. Ingen fortjener ikke at kunne leve et frit liv, hvor man netop accepteres for den, man er, hvis man ellers bidrager til samfundet, besidder sund fornuft og opfører sig ordentlig
Men det er jo netop IKKE det, KØN tilstræber. Og det er godt nok ærgerligt for den sunde ligestilling.
