Lige siden 1960'erne og såmænd også før det har venstrefløjen i bred forstand vundet metapolitikken stort over både konservative og liberale. Med metapolitik mener jeg, hvordan og på hvilken måde vi i praksis kan tale om noget politisk, om noget, og hvad vi ”har lov til” at være uenige om.
Et eksempel på noget, man ikke kunne tale om, fandt sted i 2016, hvor daværende folketingsmedlem for LA Joachim B. Olsen udtalte: "Noget medfødt i os gør, at kvinder gennemsnitligt set måske har mere lyst til at være derhjemme med børnene."
TV 2 kaldte det en "vild udtalelse", og vildmanden fik da også på hattepulden for den. Man kunne skrive, at han blev verbalt overfaldet af næsten alle, der udtalte sig om sagen.
Danskerregel nr. 1: Du skal være rar
Et andet berygtet emne er diskussionen om den førte udlændingepolitik i 1980'erne og 1990'erne, hvor kritikere som Søren Krarup og Ole Hasselbalch ingen moralsk ret havde til deres holdninger. Sådan er det ikke længere, men man regnes ikke for en hyggeonkel, hvis man ønsker væsentligt flere stramninger, end tilfældet er i dag.
Venstrefløjen og andet politisk korrekt godtfolk må således kunne noget, når de så bastant kan diktere dagsordenen, og hvad der overhovedet må tales om.
Jeg vil forsøgsvis operere med den hypotese, at danskerne, som de er flest, er ”rare” mennesker, der godt kan lide at have det rart eller hyggeligt. For at bevare det rare og hyggelige er det nemmest, hvis vi alle har så meget potentiale for at være gode, at vi kan snakke os til rette på lige fod og lade en omfattende velfærdsstat tage sig af det, som vi ikke selv har tid til.
Fire hyggelige domæner
Vi kan konstatere dette inden for de følgende fire områder: skolen, familien, kulturen og straf.
Den rare skole: De fleste danskere kan godt lide tanken om, at man skal være glad for at gå i skole… Hele tiden. Begrebet ”den sorte skole” tjener derfor til at forsøge at vise, at skolen engang var et sted for tørre tæsk og stupid udenadslære, men med sejrsgangen for reformpædagogikken i især 1970'erne fik lektor Blomme løbepas og blev erstattet af den følende lærer, der var i øjenhøjde med eleverne. At fagligheden fik et mærkbart tryk nedad, gjorde og gør fortsat ikke ret meget i forhold til den rare skole.
Den rare frihed: Vi kan godt lide tanken om frigørelse fra autoriteter, den ubundne frihed, hvor vi kan realisere os selv. Det fører til mange brudte hjem og til børn, der med sorg husker tilbage på, at far og mor blev skilt. Pligt overfor familien, når først man har sat børn i verden, lyder kedeligt og dræbende, og sejren tilhører på forhånd de venstreorienterede. (I parentes bemærket er det langt nemmere på Google at finde artikler om lykkelige skilsmisser set fra børnehøjde end det modsatte, hvilket er i strid med, hvad forskning viser.)
Den rare kultur: Kulturen må ud til alle, og vi er alle kunstnere. Enorme beløb tages hvert år fra skatteyderne og gives til ubegribeligt ringe ”kunst”, men det må man ikke sige, fordi så er man enten elitær eller populist - og i øvrigt i strid med armslængdeprincippet. Når man derudover lader børn og unge arbejde med at ”skabe” kunst og kalder det kreativt, giver det en rar fornemmelse.
Den rare ansvarsfrihed: Kriminelle må være nogen, der er blevet det, fordi nogen udefra gjorde noget dårligt ved dem. De sad skævt på potten, de fik tæv, de havde kammerater, der lokkede dem på afveje, og de kan således resocialiseres, en gammel dansk og vestlig tanke, der stammer fra slutningen af 1800-tallet. Tanken om, at kriminelle vælger deres løbebane delvist frivilligt, for så vidt som at de er disponeret for det i kraft af arvelige anlæg, lyder væmmelig. Ikke mindst fordi det så er begrænset, hvor meget vi overhovedet kan resocialisere.
Vi tror højt og helligt på social ingeniørkunst
Disse fire emner kan samles under den hat, der hedder social ingeniørkunst. Den arbejder ud fra troen på, at det nyfødte menneske er en ”tabula rasa”, en blank tavle, der kan skrives næsten hvad som helst på. Og når det er sådan, ville man da være et skarn, hvis ikke man skrev sjov skole, fri familie, knald på kulturen og skide være med straf.
Jeg er egentlig født optimist, men det slår mig, at vi da vist har et bjerg at bestige. Venstrefløjen har virkeligt regnet den godt ud ved at appellere til det rare og hyggelige.
