Stormen omkring Donald Trump og hans ageren på USA’s vegne lader til at fortsætte. Navnet Trump, eller USA, fremstår ikke bare ofte, men altid i negative vendinger i danske mainstreammedier, der tilsyneladende ikke har bemærket, at deres relevans som folkeligt talerør er forsvundet. Derfor skal vi ikke igen komme ind på Trump eller USA i sig selv, ej heller runde den tale, som J.D. Vance holdt i München for ikke så lang tid siden. En tale i München der kom til at handle om os selv.
Og dog alligevel. For det er her vigtigt at bemærke, at denne tale omhandlede os selv i Vesten, om end indirekte. Det afgørende budskab, som Vance i denne offentlige amerikanske selv-refleksion præsenterede os for i München, bør ikke overskygges af afsenderens politiske farvning eller modtagerens egne aversioner. I stedet bør vi koncentrere os om det centrale tema: advarslen om, at samfundet er i færd med at gentage historiske fejl. Er Vesten ved at gentage de samme fejl som Kina?
Ideologi kan være skæbnesvanger
Historien har haft ødelæggende konsekvenser i mange sammenhænge. En af de mest mindeværdige af alle de forkerte årsager, er Maos styre i Kina. Mao Zedong, der styrede Kina fra 1949 til 1976, introducerede en række radikale politiske og sociale eksperimenter, der ledte til nogle af de største tragedier i det 20. århundrede. Under Mao blev Kina gennemsyret af en kulturmarxistisk ideologi, der søgte at eliminere det, man betragtede som "feudale" og "borgerlige" tendenser i samfundet. Målet var at skabe en socialistisk utopi. Vejen dertil var dog præget af ufattelige menneskelige lidelser.
Af de mest berygtede tragedier i Maos styre var Det Store Spring Fremad (1958-1962), et forsøg på hastig industrialisering og kollektivisering, som resulterede i en massiv hungersnød. Vurderingen lyder på at mellem 20-45 millioner mennesker mistede livet som følge af den fejlslagne politik. Mao brugte propaganda og sociale massebevægelser til at kontrollere samfundet, og afvigende meninger blev brutalt undertrykt. Den følgende enorme tragedie, Kulturrevolutionen (1966-1976), havde til formål at eliminere alle "revisionister" og alle gamle traditioner. Millioner af mennesker – intellektuelle, embedsmænd og almindelige borgere – blev ydmyget, fængslet eller dræbt af de såkaldte rødgardister, ofte med Maos stiltiende samtykke. Mao skabte et totalitært samfund, hvor ideologi og personkult gik hånd i hånd. Kinas samfund blev dybt splittet, og økonomien led enormt under hans eksperimenter. Det var et samfund ødelagt af ideologisk fanatisme.
De overlevendes stemmer
I dag, flere årtier efter Maos død, er der stadig overlevende, der bærer vidnesbyrd om de tragedier, der udspillede sig under hans regime. En af de mest bemærkelsesværdige stemmer i denne sammenhæng er Xi Van Fleet, en kvinde, der overlevede Kulturrevolutionen og som nu advarer verden om de farlige paralleller, hun ser mellem Maos Kina og nutidens samfund, særligt USA. I sin bog Mao's America: A Survivor's Warning beskriver Van Fleet, hvordan de samme mekanismer, som en gang undertrykte Kina, nu truer Vesten, hvor især EU nu er bannerfører.
For USA har netop med præsidentskiftet påbegyndt sin rekonvalescens fra årtiers kulturmarxistisk prægning, som nu krakelerer med Trumps traditionelle politiske værdier ved roret. Van Fleet voksede op under Kulturrevolutionen og i bogen deler hun sine personlige erfaringer. Sine oplevelser med de radikale politiske forandringer, og de forfærdelige konsekvenser, der fulgte, giver baggrunden for hendes røde flag over den vestlige samfundsudvikling.
Hun advarer alarmerende om, at vi i Vesten er ved at gentage de samme fejl som Kina begik dengang. Hun ser alvorlige og skræmmende paralleller mellem Maos kulturrevolution og nutidens postmoderne woke-bevægelse. Begge bevægelser søger at omforme samfundets værdier og traditioner gennem radikale ideologiske ændringer, hvor visse grupper kendes skyldige som undertrykkere, mens andre tilkendes status som ofre, der skal frigøres.
Van Fleet fremhæver især, hvordan Kulturrevolutionen blev drevet af en radikal kritik af eksisterende magtstrukturer, der blev anklaget for at være undertrykkende og feudale. Dette førte til massive sociale omvæltninger og vold, hvor enhver, der blev betragtet som kontrarevolutionære, blev offentligt ydmyget, fængslet eller endda dræbt.
Lignende mekanismer er blevet observeret i dagens woke-bevægelse, hvor mennesker, der afviger fra den dominerende ideologi, risikerer at miste deres job, deres platforme eller deres omdømme. En lignende parallel er brugen af sproglig dekonstruktion og omskrivning af historien. Under Kulturrevolutionen forsøgte Mao at omskrive Kinas historie for at tilpasse den til sin marxistiske ideologi. I dag kræver woke-bevægelsen en tilsvarende revidering af vestlig historie, især med fokus på kolonialisme, racisme og strukturel undertrykkelse.
Blød Tvang
Der er dog lidt endnu én væsentlig forskel mellem Maos totalitære styre og nutidens ideologiske bevægelser: Mens Mao brugte statslig vold og magt, er den moderne woke-bevægelse ikke forbundet med en central magt som en stat. I stedet udøver bevægelsen kontrol gennem sociale institutioner som universiteter, medier og virksomheder.
Dette kan betragtes som en form for "blødt tyranni," der som begreb blev introduceret af den franske filosof Alexis de Tocqueville. I stedet for at bruge fysisk vold eller direkte undertrykkelse, udøver man kontrol gennem sociale normer og indirekte sanktioner.
I den postmoderne verden, hvor de digitale platforme spiller en central rolle, bliver denne kontrol udøvet gennem sociale medier, hvor specifikke synspunkter og værdier bliver censureret og personer, der afviger fra normen, bliver udstødt. Universiteter skaber "safe spaces" og begrænser ytringsfrihed for at beskytte religion og- minoritetsfølelser. Medierne promoverer en ensidig fortælling, og virksomheder håndhæver strenge ideologiske retningslinjer om ingen jul for at tækkes globalismens kunder og hvor medarbejdere risikerer at blive fyret for "forkerte" holdninger.
En sådan form for kontrol fungerer effektivt, fordi den ikke kommer fra en statslig autoritet, men snarere fra en kollektiv social dynamik, hvor samfundet tvinges til at udvise selvcensur af frygt for konsekvenserne af at sige noget kontroversielt. Dette fænomen er alarmerende tæt på de metoder, der var i anvendelse til at kontrollere befolkningen i Kina, hvor menigmand også blev opfordret til at angive hinanden for at overleve legemligt, politisk og socialt.
En advarsel om gentagelse
Nutidens woke-bevægelse bruger endnu ikke fængsler eller henrettelser som våben, men deres metoder – skam, censur og økonomiske sanktioner – kan have lige så stor indflydelse på samfundet som Maos voldelige kontrol. Danmark er ikke immune overfor disse tendenser. Under corona-pandemien oplevede vi netop denne form for social og økonomisk kontrol, hvor kritikere af restriktionerne blev udskammet, alternative synspunkter blev censureret, og uvaccinerede blev udelukket fra store dele af samfundslivet.
Selvom vi ikke så fysisk vold eller fængsler, var der en tydelig social og økonomisk kontrol, der mindede om de metoder, vi ser i woke-bevægelsen. Der er allerede forsøgt to attentater mod Trump, mens bevægelsens rødgardister for tiden finder sig berettigede til at befri Teslaejere for deres biler ved at brænde dem af i protest mod Elon Musk, mens de mere lyserøde gardister nøjes med at boykotte Tesla og amerikanske produkter generelt og vise det frem på sociale medier.
Vi bør derfor have øjnene rettet mod de røde advarselsflag som Xi Van Fleet hejser. Det, der begyndte som en radikal ideologi i Kina, er nu en bevægelse i andre skørter, der har spredt sig til Vesten. Vi bør lære af historien og sikre, at vi ikke gentager de samme fejl, som førte til katastrofale konsekvenser under Mao. Vores værdier og vores samfund er aldrig immune overfor ideologiske kræfter, der søger at omforme dem til noget, de ikke er. For den tilfældige vold er skridtet før organiseret vold.
Læs mere: Det Store Spring Fremad - Kinesisk kampagne 1958-60 - Lex
