Der er mange fine og nødvendige debatter om forskellige aspekter af wokekulturen. Om hvordan dens kønsbegreb er det rene idioti. Om hvordan dens billede af en undertrykkende hvid overmagt er en falsk konstruktion. Om hvordan wokekulturens indgreb i retssystemet har allieret sig med islamismens forsøg på en shariaisering af lovgivningen. Al respekt for og al mulig grund til at bakke op om og hylde hver og en af disse vigtige debatter.
Når det er sagt, er det dog også vigtigt at holde fokus rettet mod de grundlæggende præmisser, der bærer hele dette cirkus oppe. Nemlig at det er lykkedes marxisterne i en ny og smart form, der camouflerer det egentlige projekt, at nå næsten i mål med at omkalfatre samfundet fra grunden af.
Det vil sige, at den internationale revolution, som tidligere tiders marxister måtte kigge i vejviseren efter, nu er ved at være en realitet. Og at det derfor nok så meget gælder om at få skovlen under hele læsset af møg, når der skal muges ud. Ikke kun små klatter af det.
Den kulturelle bermudatrekant
Eftersom den nye marxistiske revolution tager afsæt ikke i den klassiske marxismes økonomistiske og materialistiske fokus, men i kulturmarxismens mere subtile sproglige og kulturalistiske fokus, er det altafgørende for en borgerlig modrevolution, som er det eneste, der for alvor kan bekæmpe ondet, at man forstår, hvordan det er lykkedes wokegarden langsomt at skabe netop dét lukkede samfund, som er grundbetingelsen for totalitarismens hedeste drømme.
Jeg vil kalde det for ”wokekulturens udvidede bermudatrekant”.
Som det vil være mange bekendt, blev udtrykket ”kulturens bermudatrekant” i Danmark brugt i efterkrigstiden til beskrivelse af den magtfulde venstreradikale samklang mellem Danmarks Radio, avisen Politiken og forlaget Gyldendal. Allerede dengang var det tydeligt, at det pegede mod den ”lukning” af samfundsdebatten, som Karl Popper havde advaret så stærkt imod i klassikeren Det åbne samfund og dets fjender fra 1945.
Selvom jeg stadig mener, hovedtesen i min ti år gamle doktorafhandling Den ny mimesis om individtænkningens frugtbarhed og kollektivtankens farlighed holder stik – ja, måske er mere relevant i dag end den var dengang – tog jeg også fejl på visse punkter.
Et af de punkter, hvor jeg set i bagklogskabens klare lys tog fejl, var just når det handlede om forståelsen af denne kulturens bermudatrekant.
I dag må jeg indrømme, at jeg var alt for naiv. Lige så naiv som Arthur Koestler var, da han – efter eget udsagn – forestillede sig, at der fandtes en tredje, endnu ikke realiseret, vej mellem ”yogien og kommissæren”, for nu at bruge titlen på det berømte værk ligeledes fra 1945, som han senere lagde afstand til.
Fordi det var for – ja, naivt simpelthen. Bermudatrekanten jo ikke bare findes, den er ovenikøbet blevet udvidet dramatisk siden 1950’erne og 60’erne, hvor den etablerede sig herhjemme.
Totalitarisme i miniudgave
”Intetsteds fremgår fællesskabet mellem konfrontationsmodernister og hereticanere vel tydeligere, end hvis vi ser bevægelsen i forhold til myten om den såkaldte ’Bermudatrekant’. Det vil sige i forhold til den angiveligt kulturradikale alliance, der dannes i efterkrigstiden mellem Danmarks Radio, avisen Politiken og forlaget Gyldendal (selvom navnet ’Bermudatrekanten’ først blev brugt senere).
Denne alliance kan der sættes – og er der også blevet sat – mange spørgsmålstegn ved. Men alene et blik på det ene af dens ’ben’, forlaget Gyldendal, kan nok få den til at vakle og vise sig som lidt af et konstrueret fantasme.”
Sådan skriver jeg i starten af det afsnit i min doktorafhandling, der bærer overskriften ”Sandheden om ’Bermudatrekanten’”. Påstanden beroede på det faktum, at erhvervsmanden Knud W. Jensen, som igennem en årrække havde finansieret det udpræget antimarxistiske, hvis ikke ligefrem borgerlige, kulturtidsskrift Heretica, i 1952 opkøbte aktiemajoriteten i Gyldendal.
Et af de første tiltag efter ”magtovertagelsen” var stiftelsen af tidsskriftet Vindrosen, der som eksplicit formål havde at komme ud over den polariserede koldkrigstænkning og ideologiske frontkrig samt ”sekterisme”, der havde redet mellemkrigstiden som en mare og ført til det totalitære ragnarok i både øst og vest.
Vindrosen, det nye Gyldendal-flagskib, havde, som jeg skriver videre i min afhandling, karakteristisk nok, en tidligere Heretica-redaktør og en venstreradikal modstandsmand ved roret.
Bagtanken med sammensmeltningen – og overtagelsen i det hele taget – var, som forfatteren Tage Skou-Hansen har beskrevet det i en artikel, at genrejsningen af samfundet efter krigen netop, som frem for alt kollegaen Martin A. Hansen så det, stod og faldt med tilbageerobringen af de centrale moderne institutioner og genopfyldningen af dem med et bevidst demokratisk og demokratiunderstøttende indhold.
Et indhold, som endvidere nødvendigvis måtte gå på tværs af tidligere ideologiske skillelinjer. Her havde ikke mindst kultur- og kunstinstitutionerne, som var med til at præge mennesket på det indre, bevidsthedsmæssige plan, stor betydning.
Fordi det nu engang kun er mennesker, der kan skabe og omforme historien – hvad enten det så er til det værre eller til det bedre. Hvorfor det også betyder noget – faktisk ikke så lidt endda – hvordan disse mennesker ser ud og har det ”indeni”. Altså hvilken mentalitet, de er bærere af.
Men jeg tog grueligt fejl i min forståelse. Det viste ikke mindst udviklingen på forlaget Gyldendal op gennem 1960’erne, 70’erne og 80’erne. Og det viser frem for noget den situation, vi er havnet i i dag, hvor de fromme intentioner fra Knud W. Jensens og Martin A. Hansens dage mildt sagt er skudt til hjørne og afløst af jernhård ideologisk disciplinering.
Ja, hvor ethvert skin af dialog og debat på tværs slet og ret er erstattet af utilsløret ensrettende diktat. Og hvor taktstoksvingerne for dette diktat ovenikøbet er udvidet til en skønsom kreds af selvbestaltede ”kulturkonger”, der svinger pisken over os andre – og da især over alle dem, der måtte afvige fra dem i holdning. Ud fra den usmagelige og dybt udemokratiske forestilling, at magten har bedst af at blive samlet på så få ”bermudahænder” som muligt. In casu deres egne selvfølgelig.
Det er med andre ord ikke længere nok for den kulturradikale elite at kæmpe for at få så mange af sine egne interesser igennem som muligt på legitim vis. Man sørger samtidig for at fælde anderledes tænkende rivaler gennem alskens urene tacklinger og beskidte kneb.
Som det er så typisk for den rå og primitive magt, når den ikke har et eneste intelligent fornuftsargument for sig selv. Da er der kun tvangen tilbage. Og den har man det tilsyneladende meget fint med at bruge i tide og utide.
Jeg lyttede til den forkerte
Noget af det, der medvirkede til, at jeg tog fejl, var, at jeg lyttede til den forkerte. Jeg lyttede nemlig til senere professor, bestyrelsesmedlem i et utal af fonde, legatstiftelser og deslige og nuværende direktør for Carlsbergfondet Lasse Horne Kjældgaard.
Og han mente, tanken om ”bermudatrekanten” var en frisk myte, som dækkede over det faktum, at der skam da både var repræsentanter for den ene og den anden ideologiske fløj på alle de tre store danske kulturplatforme – hvoraf ikke mindst den første, Danmarks Radio, jo er helt og aldeles statsfinansieret, dvs. i sidste ende finansieret af den samlede skattebetalende borgerstands penge.
Dette var, som jeg skriver, ”immervæk en noget anden udlægning af sagen, som man kan mene, man i dag alt for sjældent ser luftet. Det er nemlig ikke udtryk for en arrogant kulturradikal alliance, men, som Kjældgaard gør opmærksom på, for et bredere dannelsesprojekt.
Et dannelsesprojekt, der går tilbage til såvel arbejder- som bondebevægelsens oplysningsprojekter tidligere i århundredet samt til den borgerlige højkulturs dannelsestænkning – ud over at det i det hele taget er udtryk for en insisteren på gyldigheden af andre værdimæssige målestokke end den økonomistiske og funktionalistiske.”
Forkert! Udviklingen op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne – og ikke mindst i dag – burde have fået mig til at se, at jeg tog fejl. For sandheden er, at hver eneste gang nogle kommer med en eller anden tilsyneladende perfekt og inkluderende model for ”den store harmoniske og samdrægtige helhed”, så beror det så sikkert som amen i kirken på, at dissidenter holdes nede med magt.
Det rene findes ikke – for nu at citere Philip Larsen, der i sin nyudgivne bog Faktakrigere og vidensbenægtere skyder denne illusion ned for fuld hornmusik.
Påstår nogen det forholder sig anderledes, er det fordi de lyver og gennem vold holder det nede, de ikke selv bryder sig om. Lad derfor endelig private mennesker danne deres egne venstreradikale kulturplatforme, så meget de vil. Men lad dem for Guds skyld ikke slippe afsted med løgnen om, at de herved ophæver modsigelserne i et mangfoldigt ”tredje”.
Lige som i Hegels dialektiske systemtænkning. Den eneste dialektik, der er i overensstemmelse med det sandt demokratiske – dvs. det urene – samfund, er det man engang kaldte ”dialektik i stilstand”. Man kunne også slet og ret sige: de permanente sammenstøds dialektik.
Konklusion: Jeg burde i stedet have lyttet til den Arthur Koestler, der sagde, at man må vælge mellem det, ”der er”. I talen ”Radikalernes vildfarelser” fra 1948, som gør op med Koestlers egen tidligere adventsposition, eller ”tålmodighedens purgatorium”, i Yogien og kommissæren, og som aldrig rigtig er blevet forstået i Europa, hverken dengang eller nu, lød det kort og koncist:
”I sin søgen efter en fuldkommen sag havner man i den hjemløse radikalismes ingenmandsland. Denne søgen er egentlig kun en undskyldning for uvirksomhed. Historien lærer os, at der ikke er nogen fuldkommen sag, at det aldrig har været sådan, at hvidt er tørnet sammen med sort.”
Så havde vi måske kunnet undgå den situation, som hersker i dag, hvor bermudatrekanten er blevet udvidet drastisk under forlorne forudsætninger. For ikke at sige: den er blevet til både en firkant, en femkant, en sekskant og en syvkant. Eftersom selv på papiret borgerlige medier og kulturplatforme bakker rask væk op omkring den. Uden at se, at de er godt i gang med at lægge løkken om både deres egen og det demokratiske samfunds hals.
Kridt nu skoene borgerlige!
Opgaven for en sandt borgerlig opposition må derfor være så effektivt som muligt at få brækket denne bermudatrekant op. Det er ikke nogen nem opgave. For det handler om at skulle åbne – for ikke at sige genåbne – et samfund, som umærkeligt over især det seneste tiår, eller helt nøjagtigt siden MeToo-bevægelsen brød igennem og fik alle demokratiske og retsstatslige diger til at briste, har lukket sig om sig selv på en nærmest østersagtig måde.
Det siger sig selv, at det ud over ikke at være nogen let opgave at skulle åbne samfundet igen efter en så massiv og fatal lukning af det – atter med brug af Karl Poppers berømte begrebspar til beskrivelse af det totalitære versus det demokratiske samfund – heller ikke kan gå stille af. For nej, at få rykket den udvidede bermudatrekant fra hinanden og brækket østersen op, er ingen walk ind the park; ingen hyggelig og rar picnic.
Her skal man ikke lade sig skræmme af, at så snart nogen tager fat på dette demokratisk helt nødvendige job, vil der blive råbt ”polarisering” ud over hele arenaen. I virkeligheden betyder det kun, at man er på rette vej, idet man er på vej til at få brudt den syge lukkende systemtænkning, som har besat Vesten igennem snart en dekade, op.
Polarisér, polarisér, polarisér
Så man kan kun sige: Følg Donald Trumps eksempel og polarisér, polarisér, polarisér. Det er det eneste, der kan få vores samfund tilbage på det rette åbne, demokratiske spor igen. Og selvfølgelig vil dem, der har sat sig massivt til rette i førersædet på den nye totalitære wokeistiske Leopardtank slå sig noget så gevaldigt i tøjret over at blive udfordret, med fare for at drætte ned fra den elitære piedestal, som intet som helst borgerligt mandat har i ryggen.
Det er kun naturligt. Ligesom det er naturligt, at vampyrer skriger i vilden sky ved synet af et spidst kors.
Her gælder det for den sande borgerlige om at se skrigeriet og hysteriet som en bekræftelse på, at kampen for generobring af vores gode vestlige, perfekt imperfekte samfund faktisk er ved at lykkes.
Bagefter, når åbenheden igen er en realitet, vil der blive plads til, at man på ny kan tale sammen som normale mennesker. Og hvem glæder sig ikke til dén dag? Det gør jeg i hvert fald personligt – helt enormt meget endda.
Men lige nu må den nødvendigvis stå på nådesløs kamp. For demokratiets grundlæggende spilleregler, som wokekulturen har forsøgt at skifte ud med totalitarismens. Det er frem for alt dét, en borgerlig modrevolution må have fokus på.
Så på med vanten, alle i folkens, der gerne vil kalde jer borgerlige. På den anden side venter forhåbentlig befrielsen. Og da kan vi holde op med at polarisere og så småt begynde at tænke i fællesskab og samfundshelhed på tværs af ideologiske og andre forskelligheder. Men ikke før.
Der er en tid til at slås. Og en tid til at tale sammen. Lige nu er det tid til at slås. Og slås på den parlamentariske bane vil helt konkret sige: Fjern statsfinansieringen fra alle institutioner og platforme, der på uredelige vilkår skilter med at tale almenhedens sag.
De er, som chefredaktøren for denne publikation skriver, velkommen til at betale for deres politiske ekstremistgilde selv. Men vi andre skal dælenduskme ikke gøre det. For så er vi dummere end politiet tillader og fortjener kun at blive trukket rundt ved næsen som imbecile muldyr.
