Cykelsport er farligt nok i forvejen. I sidste uge styrtede den tidligere Tour de France-vinder Chris Froome på en træningstur og kom slemt til skade. Ugen før døde en spansk juniorrytter efter et styrt på en nedkørsel i et internationalt løb. Vi, der følger cykelsport, sidder gerne med krydsede fingre eller beder til højere magter før og under et cykelløb.

Risikoen ved landevejscykling skyldes i høj grad, at den foregår ude i Guds frie natur, også kaldet den sociale virkelighed, altså dér hvor almindelige mennesker færdes. Ikke i en arena eller svømmehal, ikke på et stadion, ikke i et lukket system. Af samme grund er aktiviteten afhængig af omgivelsernes respekt. Den bygger på en folkelig fællesmængde.

Cykelsportens sjæl
Man kan ikke køre cykelløb i en krigszone eller under en borgerkrig. Cykelsport fordrer en borgerlig tillidskultur og social dannelse, hvorfor den historisk set slog igennem Italien, Frankrig, Belgien, Holland, England, Spanien, Danmark og andre europæiske lande snarere end andre steder.

Det handlede med andre ord ikke bare om, at folk elsker sport – eller at sport jo var med til at støbe nationerne. Urkraften stikker dybere. Europæerne har lært sig cykelsportens forudsætninger og forstår, at den er skrøbelig og nem at sabotere, men smuk og heroisk. Dens sjæl er europæisk.

Det er denne sjæl, gårsdagens pro-palæstinensiske aktion under 11. etape af Vuelta a Espana er en direkte trussel mod.

Kampen mod Israel
Vist var offentligheden blevet advaret. Men aktivisternes voldelige invasion af målområdet i Bilbao sætter en ny standard for politisering af cykelsporten.

Allerede i sidste uge blokerede en flok aktivister vejen for cykelholdet Israel-Premier Tech, da det kom hamrende med 50 km/t på den indlagte holdtidskørsel. Kun atletisk dygtighed gjorde, at rytterne undgik at styrte i høj fart, men de sportslige ambitioner var naturligvis spolerede.

For hvad? Palæstina? Hamas? Præstestyret i Iran?

Israel-Premier Tech er ejet af den canadisk-israelske forretningsmand Sylvan Adams. Blandt holdets nuværende 32 ryttere er tre israelere. Kun én af dem er udtaget til rundturen i Spanien.

Ny politisk scene
I går, tirsdag, kom det så, det første styrt forårsaget af pro-palæstinensere, da den italienske rytter Simone Petelli fra belgiske Intermarché-Wanty røg i asfalten. Og så blev det onsdag.

Først blev løbet standset på grund af en Palæstina-demonstration på vejen. Og henimod afslutningen på, hvad der til gengæld var et forrygende cykelløb med Jonas Vingegaard og engelske Tom Pidcock i udbrud, valgte arrangørerne at aflyse målgangen, da de ikke længere kunne garantere rytternes sikkerhed.

Som man kunne se under tv-transmissionen, havde hundredvis af aktivister havde smidt flag, papir og genstande ud på asfalten og skubbet barrieren ud på opløbsstrækningen, mens politi- og sikkerhedsfolk blev trængt tilbage. Det så heller ikke ud til, at der blev foretaget nogen anholdelser eller trukket knipler. Det var aldrig gået under Franco. Den pro-palæstinensiske pøbel stjal scenen.

Vi er for længst vænnet til at se det grimme Hamas-flag vaje i Vesteuropas byer. Indvandrere og partisaner har bosat sig iblandt os, og globale konflikter bliver til lokale konflikter.

Men politiseringen af professionel cykelsport er ny. Den kommer fra venstre – og er importeret fra syd. Du ved det godt, men har nok ikke lyst til at sige det højt.

Den rød-grønne alliance
Intet af dette kunne foregå uden venstrefløjens nyttige idioti. Som den tyske teoretiker Carl Schmitt fremhævede i 1962, har partisaner altid brug for en interesseret tredjepart. Den irregulære pøbel, partisanerne, behøver politisk legitimitet. Uden den vil partisanen blive anset for at være kriminel eller pirat.

Legitimiteten får de fra venstrefløjen, der af grunde, som er svære at forstå rationelt, har ophøjet Palæstina til yndlingsoffer og glemt alt om Hamas, den terrororganisation, som styrer tingene i Gaza på tiende eller ellevte år, og præstestyret i Iran, der forsyner terroristerne med våben og penge.

Det er helt enormt manipulerende, men er lykkedes med bravur, ikke mindst fordi de vestlige mainstreammedier har medvirket som kollektivt palæstinenserkor og offentlig domstol, og fordi den europæiske ungdom er pottetrænet i progressive mytologier. Næppe nogensinde før har især unge journalister og influencere serviceret venstrefløj og antisemitter som i spørgsmålet om Gaza og Israels ret til at bestå.

De europæiske folk har bragt sig selv i fare
Den journalistiske aktivisme skriver sig ind i en større fortælling. Sammen med et udannet erhvervsliv og torskedumme regeringer har mainstreammedier og venstrefløj importeret en destruktiv kraft, som er gearet af den muslimske og arabiske masseindvandring. Samtidig har den britiske og franske afkolonisering i Afrika i realiteten medvirket til en ny kolonisering af Europa fra syd.

Alt dette er velkendt. Det nye er, at venstrefløjen har fået venner fra Langbortistan, der gerne bruger vold og manipulation for at vinde propagandakrigen og definitionsmagten.

At den rød-grønne alliance lykkes med sit forehavende skyldes, at magten, dvs. de europæiske folk, har bragt sig selv i fare og helt opgivet at være en magt, dvs. forsvare sig selv og handle i fællesskab. Dermed har Europas folk overladt deres skæbne til aktivister, voldsmænd og politiske medløbere på midten. Jeg behøver vel ikke at tilføje, at Unionens teknokrater har bistået dem ved enhver tænkelig lejlighed.

Værst er dog venstrefløjen
Til trods for al sin selvretfærdige retorik om fred og mangfoldighed har især venstrefløjen fremmet en politik, hvis jordiske konsekvens er præcis den modsatte: ufred og etnisk segregering.

Det, den tyske iagttager Hans-Magnus Enzensberger kaldte en molekylær borgerkrig, er i fuld gang; den begyndte i det små og var tilsyneladende harmløs. Nu er den så også kommet til professionel cykling.

Ud af den molekylære borgerkrig vokser en tiltagende konflikt mellem venstre mod højre, mellem antisemitter mod jøder, mellem bosættere og indfødte, mellem overklasse og underklasse, mellem dem og os.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten tro, det er opskriften på revolution og indfrielsen af det klasseløse samfund. Men revolutionen kommer næppe fra venstre. Det ser snarere ud til, at den kommer fra højre.

I skrivende stund nægter Israel-Premier Tech, der har modtaget dødstrusler, at trække sig med den begrundelse, at det ville føre til en ulykkelig præcedens.

Det er indlysende rigtigt. Og heroisk.

Jeg har fået et nyt favorithold.