Jeg var nok lidt dumdristig, da jeg drømte om tre uger uden woke forud for årets Tour de France. For knap var væddeløbet slut, før OL i Paris bød velkommen med en, skal vi sige, sigende genfortolkning af den sidste nadver med Jesus gestaltet som matrone, omgivet af cabaretsmølfer, drag-queens og mænd i kvindetøj. Med ét var vi slået tilbage til woke.

Optrinnet, som blev transmitteret til alverdens tv-seere, må have været svært at afkode for mennesker i fjerne lande (vi andre er efterhånden garneret i det), men heldigvis var der nogle, som anede en sammenhæng og kunne påvise en slående lighed med Leonardo da Vincis berømte maleri af den bibelske scene.

Derefter bredte der sig en tåge af konkret, symbolsk og ideologisk forvirring. Var det slet ikke kristendommen, de franske arrangører ville gøre grin med? Eller var optrinnet i virkeligheden ment som en hyldest til Dionysos og de gamle (perverse) grækere?

Uanset hvad undskyldte den Internationale Olympiske Komite (OIC). Hensigten var ikke at såre nogles religiøse følelser, men at fejre ”fællesskab og tolerance”, skrev de i et officielt communiqué.

Dansk neutralitet
På Berlingske, den store, åh, så borgerlige avis i hovedstaden, mente en kommentator, at optrinnet var velegnet til at ruske op i os, mens chefredaktør Tom Jensen tydeligvis var mest anfægtet af ikke at lade sig anfægte. Det virkede temmelig påtaget, thi det er blandt meget andet harmen, som gør os menneskelige, og man kan, som historikeren Michael Böss noterede, godt være forarget uden at kræve hoveder på et fad.

Politikens filial i Aarhus, også kaldet Jyllands-Posten, glimtede af samme påtagethed og mente i en lederartikel, at Vestens værdier nok ville overleve en woke fortolkning af den sidste nadver, ligesom kritikken nødig skulle føre til, at ”åbningsceremonier fremover kun må være klassisk, synkron massemarch efter totalitært forbillede”.

Øh. Hvad? Findes ordet stråmand på jysk? Hvem snakker om massemarch efter totalitært forbillede? Det lyder som noget, den stakåndede chefredaktør har opdigtet.

Selvfølgelig vil Vestens værdier overleve nogle få minutters pjat i tv. Det er slet ikke spørgsmålet. Spørgsmålet er, hvilke værdier Vesten hviler på. Jeg kommer desværre mere og mere i tvivl. Hvad er vores kulturgrundlag anno 2024 – bortset fra ironi, spot og tilbagelænet værdirelativisme?

Sikkert er det, at åbenhed, tolerance, 117 køn og Pridefestivaler ikke udgør et fundament for en kultur, der gerne vil aspirere til en civilisation. Førstnævnte er en luksus, man får råd til, når man har noget egentligt at stå på.

Hvad står tilbage, efter at vi smed kristendommen ud, første gang i 1789, så i 1968 og endeligt i 1989?

Opgøret med kristendom, skyld, skam og et vedholdende realistisk menneskesyn efterlod et vakuum i vore sind og samfund. Et vakuum, der i det 20. århundrede blev udfyldt af socialisme, kommunisme, fascisme, liberalisme og materialisme i skiftende bølger.

I dag er det snarere narcissismen, som dominerer. Hvor end der opføres en scene – OL, Melodi Grandprix, Dansk Industri, Statens Kunstfond, DR, folkeskolen, kunstmuseer, hvad som helst – bliver den erobret af vakte aktivister, børn af 1789, 1968 og 1989, frihedens og dekadencens skelsår.

Muligvis er det alt sammen grunden til, at mange af os holder af gæve sportsfolk, der slås for sejre og selvagtelse. De fungerer som erstatninger for de helte, som mangler mange andre steder i samfundet, ikke mindst i medier og underholdningsindustri, på skoler og videregående uddannelser, i politik, kultur, erhvervsliv og statslige institutioner, der mimer de vakte aktivisters slagord, fortællinger og fremtidsvisioner – som regel noget med klima, udsatte grupper, minoriteter og floskuløs menneskelighed.

Fremtiden begynder i Malmø
Se til Sverige, hvis du vil kende fremtiden. Sverige er foran med alt. Kernekraft, industri, bilproduktion, boligindretning, vintersport, snekæder, snus, kanelsnegle, letøl, regneark, social og intellektuel konformitet, klaner, bander, kriminalitet, voldtægter, social kontrol, brændende biler og ghettoer. Læg hertil woke.

I en ny annonce, der formentlig skal tiltrække en lille snes homo- og transseksuelle til tjeneste i forsvaret, bekendtgør Försvarsmakten, at det vil ”kæmpe til sidste hen”. Skulle russerne komme, må man forstå.

De muslimske bander og klaner, som allerede er i færd med at infiltrere og ødelægge Sverige, har forsvaret ingen mening om. Dem agter svenskerne tydeligvis ikke at bekrige.

Kampagnens budskab er ifølge pressemeddelelsen at forsvare Sverige og dets allierede, ”uanset køn og hvem de vælger at elske”. Læg mærke til fortsættelsen: ”Ved at tilpasse sproget vil det svenske forsvar vise, at man står inde for de værdier, som gennemsyrer vores samfund.”

Glem alt om bataljoner, divisioner, forsvarsanlæg og nye våbensystemer. Det svenske forsvars stærkeste våben er sproget, dvs. en ny sprogpolitik om, hvordan man tiltaler rekrutter, korporaler og officerer, således at man fremover kan forsvare landet til sidste hen.

Jeg ville ikke selv kunne have opfundet dette eksempel. Virkelighedens Sverige overgår såvel fantasi som hån. Landets myndigheder har simpelthen overgivet sig til de vaktes sprogpoliti og en barnlig forestilling om, at hvis bare man kalder ting ved et andet navn, så ændrer vi verden til et bedre sted. Ja, det svenske forsvars øverste repræsentanter understreger selv, at denne forestilling gennemsyrer dagens Sverige, og at det er glædeligt.

Jeg behøver nærmest ikke tilføje, at kampagnen er målrettet den aktuelle Prideuge, hvor Försvarsmakten ”deltager i diverse aktiviteter og diskussioner med henblik på at støtte HBTQ+-fællesskabet.”

Hvis du synes, at nutiden er crazy, så bare vent på fortsættelsen. Den bliver svensk. Fyldt med annoncer som denne, fuld af lyrik, løgn og selvbedrag.

Med mindre, naturligvis, at nogen sætter en stopper for galskaben.