“Den britiske stat deler sit voldsmonopol med sine politiske venner for at indgyde sine politiske fjender skræk. Den slags har et navn: statsterror.”

Det skriver kommentatoren Toby Guise i en artikel i den britiske netavis Pimlico Journal, som må betegnes som den mest indsigtsfulde gennemgang og fortolkning af, hvad der politisk er ved at ske i Storbritannien i kølvandet på Labourpartiets besynderlige valgsejr den 4. juli og en andengenerationsindvandrers mord på fire hvide piger den 29. juli, denne forfatter hidtil har set.

Lad os begynde med parlamentsvalget.

Valg i enkeltmandskredse
I Storbritannien stemmes der som i Danmark indtil 1915 eller som i USA i dag, nemlig i enkeltmandskredse. Det betyder, at den kandidat, der får flest stemmer i en kreds, får mandatet, mens alle andre stemmer er spildt.

Der er kun ét mandat pr. kreds, stemmer kan ikke overføres fra én kreds til en national pulje, og tillægsmandater findes derfor heller ikke.

Den nationale fordeling af stemmer har således ingen direkte indflydelse på fordelingen af mandater.

Sjældent har forskellen mellem den nationale fordeling af stemmer og af mandater været så stor som ved dette valg.

Labour gik kun lidt frem, men fordoblede mandattal
Labour gik i stemmer nationalt halvandet procentpoint frem i forhold til forrige valg i 2019 til små 34 pct., men mere end fordoblede sit mandattal fra 200 til 411 eller 63 pct. af de i alt 650 pladser i Underhuset.

De Konservative fik 23 pct. af stemmerne og 18 pct. af mandaterne, nemlig 121. Eftersom de Konservative før valget sad med 372 mandater, må resultatet betegnes som en massakre uden sidestykke i parlamentsvalgenes historie.

De Liberale opnåede næsten samme andel af mandater som af stemmer, nemlig 72 mandater for 12 pct. af stemmerne. Jokeren i valgkampen, Nigel Farages Reformparti, mødte trods urealistiske forventninger samme skæbne som andre nye partier.

Partiet fik nationalt 14 pct. af stemmerne, men under 1 pct. af mandaterne, nemlig fem.

Det fortjener at gentages. Labour gik minimalt frem i andelen af stemmer, men mere end fordoblede sit mandattal.

Storbritannien regeres nu af et parti, der har to tredjedele af mandaterne i Underhuset, men kun fik én tredjedel af stemmerne. Eftersom valgdeltagelsen var lav, ca. 60 pct., vil det reelt sige, at Labours fænomenale flertal skyldes omkring 20 pct. af vælgerne.

Farage fik ikke sit gennembrud
Farages Reformparti var sandelig jokeren. Hvis dets stemmer var blevet hos de Konservative, ville sidstnævnte have fået omtrent lige så mange stemmer som Labour, og mandatfordelingen ville have set meget anderledes ud.

Der var i talrige kredse sket det, forfatteren Peter Hitchens indtrængende advarede mod på X i uger forinden. Af raseri og irritation mod de Konservative blev mange vælgere hjemme, mens mange andre flygtede til Reform.

Begge faktorer bidrog til at fratage de Konservative 251 af deres 372 mandater, dog uden at Reform vandt mere end fem.

I kreds på kreds sejlede Labour-kandidaten til sejr med få stemmers forspring, fordi reformkandidaten havde hugget konservative stemmer uden selv at få nogen fordel af det, men også takket være de mange sofavælgere.

Hitchens er ingen ven af de Konservative, tværtimod. Han har længe ønsket partiet dødt og borte, idet det ikke i årtier har ført noget, der bare ligner konservativ politik. På alle områder fra økonomi til indvandring har de Konservative været lige så opsat som Labour på at undergrave britisk kultur og udskifte det hvide, britiske folk.

Op til valget 2024 mente han dog, at det var bedre, at de Konservative overlevede med et respektabelt mandattal, end at frustration skulle lede mange vælgere til at blive hjemme eller stemme på Reform, som umuligt kunne opnå det gennembrud, mange forestillede sig.

Folk lyttede ikke.

Den mest radikale, woke og antinationale regering
Resultatet bekræftede Hitchens’ værste anelser. Takket være valgsystemet tordnede Labour frem i mandattal og kunne nu stille den mest radikale, woke, islamofile og antinationale regering, den mest optimistiske multikulturalist kunne håbe på.

I årtier havde stedse flere hvide briter uden for London mærket en stedse stigende frustration over, at alle regeringer, også de konservative, lovede at bremse masseindvandringen uden nogen sinde at handle.

Samme briter oplevede, at den offentlige kultur, som regeringen støttede i medier, film og teater, udviste foragt og fjendskab for det historiske britiske folk og dets særpræg.

Den ene institution efter den anden faldt for woke-bølgen, med BBC og British Museum som to ledende eksempler. På British Museum, vel verdens fornemste museum, belæres gæster om hvide folks og især englænderes racisme og kolonialisme.

Samtidig gik det op for stedse flere, at det ikke længere var muligt for de fleste unge mennesker at stifte familie og købe hus, som det havde været for hidtidige generationer.

Masseindvandringen har gjort England uigenkendeligt
Masseindvandringen fordyrede boliger, fordi boligbyggeriet ikke kunne holde trit med væksten i indbyggertallet, mens den også skabte parallelsamfund.

Den multikulturelle drøm om fredelig sameksistens af forskellige kulturer og skikke, som aldrig var realistisk, blev til en virkelighed, hvor store områder især i nordengelske byer, men også i London, ikke længere var genkendelige som dele af England, men snarere som dele af Pakistan.

Allerede i 2000’erne var det tydeligt, at næsten ingen i politik eller forvaltning reelt ønskede at gøre noget for at forhindre parallelsamfund. Indenrigsministeriet (Home Office), som står for indvandring, er befolket af bureaukrater, som ivrigt fremmer masseindvandring især fra muslimske lande.

Islamofili og foragt for hvide englændere præger også mange lokale forvaltninger. I byerne Telford og Rotherham og sikkert andre holdt pakistanske bander hundreder af engelske piger som sexslaver i årtier.

Mange, herunder politiet, vidste det, men politiet ville ikke handle af frygt for at blive kaldt racistisk. Man ofrede kynisk unge pigers fysiske og psykiske helbred for at udvise sit politisk korrekte sindelag, det vil sige et sindelag, hvor muslimer nyder særlig beskyttelse, mens indfødte englændere er skidt.

Til den almindelige vrede over ukontrolleret masseindvandring kom takket være Rotherham og lignende sager fornemmelsen af, at magten målte med to alen.

Måles ikke med samme alen
Var du muslim, eller som det i den feje officielle britiske jargon hedder, ”asiat”, så havde du frit lejde til mange ellers kriminelle ting. Var du englænder, kunne du straffes for småting, som for eksempel at bede tavst foran en abortklinik.

Var du muslim, kunne du frit blokere gader til bøn. Var du kristen, skulle du i hvert fald ikke give udtryk for det. Var du jøde, skulle du ikke optræde som én. Det fik en jøde fra London at vide i foråret 2024, da han fra sidelinjen iagttog én af de mange propalæstinensiske og anti-israelske demonstrationer.

Politiet, der som altid varetog muslimernes interesser, lod ham vide, at det kunne provokere demonstranterne, at en jøde iagttog dem.

Eksempler som disse viser, at politiet er endog særdeles omhyggeligt med at beskytte muslimers åbenbart meget sårbare følelser, men omvendt er nidkært, når det gælder om at slå ned på synlige udtryk for engelsk identitet.

Du kan vifte, så meget og så provokerende, du vil, med Palæstinaflaget, men hvis du ganske fredeligt vifter med det engelske St. Georg-flag, får du politiet på nakken og risikerer fængsel.

Frustration holdt vælgere hjemme eller jagede dem i favnen på Farage
Millioner af almindelige englændere havde fået mere end nok af den slags og vidste af erfaring, at de Konservative ikke agtede at gøre noget for at varetage deres interesser.

I deres frustration stemte mange af dem på Reform til valget med den paradoksale, men forudsigelige følge, at det parti, som mere end noget andet stod for alt det, normale borgere var begyndt at hade og frygte, med stemmer fra kun en femtedel af vælgerne opnåede et så knusende flertal i Underhuset, at dets regering kan gøre lige, hvad den vil de kommende fem år.

Hvad kan vi forvente af labour-regeringen
Hvad den vil er kort fortalt at forcere islamiseringen af store dele af landet samt af justits og forvaltning, samtidig med at man slår hårdt ned på enhver modstand ved at fængsle kritikere og ved at censurere meninger og ytringer.

Labour har naturligvis også andre mål. Den grønne omstilling til ”Net Zero” skal også forceres, selv om stedse flere regeringer og virksomheder i andre lande er ved langt om længe at forstå, at Net Zero er en katastrofal illusion, der ødelægger økonomien uden at spille nogen som helst rolle for klimaet.

Ensretningen af medier, forskning og kultur i en for regeringen tjenlig retning skal fortsætte. Britisk identitet og historie skal udviskes. Den 29. juli myrdede en andengenerationsindvandrer tre hvide piger på en festival i Southport i Nordengland. Hans motiv forbliver dunkelt, måske var han cannabis påvirket. Det er heller ikke væsentligt.

Det væsentlige er, hvordan hans gerning blev udnyttet politisk. Den gængse fortælling i regimetro medier går ud på, at nogle racistiske og antimuslimske aktivister udnyttede mordene til at udløse bølleoptøjer i en række byer.

Sådanne optøjer forekom, men hvad medierne ikke så gerne vil nævne, er at bander af bevæbnede og maskerede muslimske mænd samtidig frit og med statens godkendelse hærgede i byer landet over, hvor de jog efter og slog løs på hvide englændere.

Mange af de hvide demonstranter har fået hårde fængselsstraffe, mens ingen af de muslimske demonstranter så vidt vides har fået nogen straf overhovedet.

Den nye premierminister, Labour-lederen Keir Starmer, trådte under optøjerne frem på tv. Hvis man havde ventet en landsfaderlig tale, der opfordrede til ro og lovede lige behandling af kriminelle handlinger, uanset hvem der begik dem, blev man skuffet, men ikke overrasket, hvis man kendte noget til personen Keir Starmer, der i sin tidligere stilling som chef for anklagemyndigheden ivrigt håndhævede alle de politisk korrekte dagsordener.

Han tordnede i talen mod højreekstreme, så man skulle tro, at England stod på nippet til et fascistisk kup. Disse højreekstreme er i overvejende grad en fantasi.

Starmer og hans tro støtter i de regimetro medier talte om den hedengangne English Defence League, som vitterlig var højreekstrem, som om den endnu fandtes og kunne mobilisere tusinder.

England er ikke længere et frit land
I de følgende uger er det blevet klart, at den erfarne diplomat David Frost, der har været ambassadør i Danmark, havde ret, da han skrev, at Storbritannien ikke længere kan betegnes som et frit land.

Starmer-styret behandler ikke blot kriminelle handlinger forskelligt, alt efter om de begås af medlemmer af særligt begunstigede grupper, frem for alt muslimer, eller om de begås af hvide briter.

Det er også begyndt at stramme meningscensuren ganske radikalt. Hvis det for et par år siden var strafbart at bede tavst foran en abortklinik, er det nu endnu mere strafbart at skrive noget på sociale medier, der kan udlægges som islamkritisk, også selv om det, man skriver, er sandt.

Kriteriet for, hvorvidt en ytring er strafbar, er lige som i andre lande såsom Tyskland ikke længere, om den er sand eller fremsat i god tro, men hvorvidt nogen i magtapparatet finder den provokerende.

Anarkotyranni
Retsstaten afløses af vilkår. England er ved at glide ind i, hvad den amerikanske konservative tænker Sam Francis kaldte anarkotyranni.

I et anarkotyranni er det folk i magtapparatet, der til enhver tid afgør, hvad der er kriminelt. I et anarkotyranni lader man bestemte, favoriserede voldelige grupper agere frit, mens ikke-favoriserede, men lovlydige grupper forfølges og chikaneres.

Hvad den indledningsvis citerede Toby Guise skrev om, at staten deler sit voldsmonopol med sine venner for at indgyde andre skræk, er blevet virkelighed i anarkotyranniet.

Denne dobbelte standard er helt åbenlys. I et anarkotyranni skal borgerne eller rettere undersåtterne helt utvetydigt forstå, at magten måler med to alen. Hvis du vil overleve i et sådant system, må du hellere rette ind.

Meningstyranniet
En vigtig løftestang for anarkotyranniet ligger i ordene desinformation eller misinformation, der dækker over meninger, som magthaverne forsøger at undertrykke.

I gamle dage betød desinformation falsk information, som under Den kolde Krig især kom fra Sovjetunionen. Nutildags betyder det viden, som magthaverne ikke bryder sig om, og som derfor ikke må udbredes.

Desinformation kan derfor sagtens være sand. Faktisk kan man med rimelig sikkerhed gå ud fra, at når Keir Starmer eller en journalist eller jurist kalder noget for desinformation, så er det nok sandt.

David, nu Lord Frost, skriver i det nævnte indlæg videre, at ”vi ved fra corona-tiden, at engagementet for ytringsfrihed er tyndt. Labourpartiet har nu droppet den lov, der skulle garantere ytringsfrihed på universiteterne og overvejer mere kontrol af sociale medier. Juristerne forekommer at være særlig fjendtligt sindede over for frie kommentarer i medierne.”

Jeg vil lade ham slutte, fordi han så tydeligt forstår, hvad der er ved at ske i det land, der en gang var ytringsfrihedens arne: ”De politiske og professionelle klasser virker besatte af såkaldt misinformation eller desinformation … Og endelig har samfundet udviklet en kultur, der handler om at undgå at fornærme og at beskytte folk mod at se noget, der kan gøre dem kede af det, og derfor en tro på, at visse former for ytringer bør forhindres.

Vi nærmer os en rigtig krise. Der har altid været nogen censur i Storbritannien, desværre, men indtil for nylig var den kunstnerisk og kulturel, ikke politisk.

Vi var stolte af at være et frit land, hvor man kunne tale frit. Det kan vi ganske enkelt ikke længere sige. Vi er faktisk alle sårbare. Sig det forkerte på den gale made på det gale tidspunkt, og hver af os kan forvente, at politiet dukker op.

Det har aldrig været den britiske måde. Lad dette blive ved, og de samme statuer vil måske stadig stå på de træbevoksede torve, men det vil være et andet land.”

Links:

Artiklen i Pimlico Journal  A very British revolution (pimlicojournal.co.uk)

David Frost, England er ikke længere et frit land: We can no longer say that Britain is a free country (msn.com)