Her er en bog, som fortjener opmærksomhed i debatten. Den kommer fra USA og er blevet pålagt dansk told og administrationsgebyr i den helt store Mette Frederiksen-stil. Men den er pengene værd.

Joe Rigney, som vi tidligere har mødt i Kontrast, henvender sig både pædagogisk og velovervejet til læseren. Hans hovedpointe er, at den vestlige offentlighed ligger under for en tøjlesløs empati, som ødelægger vores moralske og politiske dømmekraft og synes på vej til at føre vores samfund videre i en nedadgående, progressiv spiral.

Yndlingsofre
Woke, som vi har beskæftiget os meget med - også i disse spalter - er først og fremmest umådeholden empati reserveret til særlige grupper af yndlingsofre, herunder immigranter, muslimer, kvinder, såkaldt transkønnede, palæstinensere osv. Disse mennesker kan vi ikke elske nok.

Men som forfatteren citerer den amerikanske filosof Hannah Arendt for, så er "medlidenhed, hvis den gøres til dydens udspring, i stand til at føre til mere ondskab end ondskaben selv." Empati lyder så kærligt. Dens konsekvenser kan imidlertid være grusomme.

Empati i stedet for sympati
Joe Rigney understreger, at medfølelse naturligvis er en menneskelig dyd og en nødvendig egenskab i familier, kirker, kulturer og gode samfund. Moralsk apati er en last. Men i løbet af de seneste årtier er betydningen skredet. Empati har afløst sympati og medfølelse.

Sympati kommer fra græsk og hentyder til følelse (patos) med (sym) nogen. Empati, der dukkede op langt senere inden for det 20. århundredes æstetikteori, hentyder til at være i en andens følelse. Forskellen er ikke kun sproglig. Forskellen er praktisk.

Den springer fra en følelse med nogen til en adoption af en andens følelse, dvs. til at føle hvad denne eller de føler. Hvis de er glade, er den empatiske også glad. Hvis de er ulykkelige, er den empatiske ulykkelig. Empati bliver på denne måde et privilegeret mødested for andres og ens egne følelser.

Mens sympatien altid indeholder en asymmetri, minimerer empatien denne indbyggede forskel mellem forskellige menneskelige situationer, ligesom den i særlig grad retter sig mod ofre eller påståede ofre.

Forfatteren fremhæver, at empati er reaktiv, dvs. reagerer på følelser med følelser, mens sympatien er responsiv, dvs. reagerer på følelser med mere end følelser, altså, med fornuft og forstand i et forsøg på at kanalisere følelserne over i et mere konstruktivt leje af såvel næstekærlighed som ærlighed, lov og rimelighed.

Fra konkret til kategorisk
Netop derfor går det galt med al den empati. For når den konkrete medfølelse bliver til kategorisk empati militariseres følelserne: De pløkker alle andre dyder og hensyn ned i den gode sags tjeneste.

Empatien gør os til martyrer for erstatningsreligioner, såsom menneskerettighedskonventioner, demokratisme og positiv særbehandling af bestemte grupper i samfundet. Empatien bliver en sekulær gud, dvs. en dæmon, og præcis således kan empati siges at være en synd, sådan som titlen påstår.

I en moderne sammenhæng er empati ofte et dække for frygt, fejhed, indifferens og et magtmiddel i hænderne på de sensitive og udadreagerende.

Sagen er imidlertid, at de mest umodne og ideologiske medlemmer af samfundet ikke skal have lov at sætte en dagorden, hvor den politiske retorik opmuntrer alle til at sænke deres tærskel for, hvad de tåler, mens de sociale videnskaber konstant italesætter nye diagnoser og traumer. Det fører nemlig til moralsk panik, dydssignalering og medløberi.

Har du lagt mærke til, spørger bogen, hvordan folk, der elsker at appellere til "sensitivitet", "respekt" og "sammenhold", altid er dem, der vil have andre til at indordne sig under deres meningsregime?

Den progressive normalitet
Empatiens amokløb skaber et progressivt blik i medier, politik og kulturliv, hvor standardforventningen er, at medborgeren er en ikke-troende, urban, liberal forbruger, der tænker på klimaet, Afrika og den gode tone, men ikke på indvandringen og kristendommens særkende.

Tidsånden virker indirekte og osmotisk. Hele tiden anspores vi til at tænke og formulere os på en progressiv måde og for alt i verden undgå at krænke eller støde folk, der er forskellige fra os selv. Vi skal være flinke ved de rigtige, uanset om de har gjort sig fortjent til det. En neutral, progressiv sensibilitet har forvandlet sig til en ny civil religion, hvor social accept er den eneste valuta.

Men vi skal ikke reducere moral til et spørgsmål om venlighed, minder Joe Rigney os om. Flinkeskolen er en opskrift på konflikt og i sidste ende krig. I stedet for at knytte bånd fører ubundet, progressiv empati til polarisering og stammefællesskaber, fordi mennesket ikke er skaber, men en syndig skabning i stand til uhyrlige ting, langt værre end alle andre dyr.

Empatisk dæmoni

Det er klart, at bogen sagtens kunne have haft flere historiske og filosofiske mellemregninger, men den skærer ind til benet, så vi bedre forstår, hvorfor det 21. århundrede indtil videre er blevet så vakt og vanvittigt med støtte i Big Government, Big Business, Big Tech (bortset fra Elon Musk), Big Education, Big Media, Big Entertainment og Big Sports.

Forfatteren, der også er præst, hidkalder sig til slut sin skaber som modgift. Vil du please alle andre mennesker eller vil du tjene Gud?

Man behøver ikke godtage denne præmis for at værdsætte Joe Rigneys eksemplarisk tydelige fremstilling af den ubundne empatis dæmoniske kraft i vor tid.

Joe Rigney: The Sin of Empathy: Compassion and Its Counterfeits, 141 sider, Canon Press 2025. 147 kr., shipping 229 kr. + dansk told