Hvad man end kan sige om Udvandrerne, så har serien dog en eller anden form for retning. Den synes ganske at fortone sig i Fiskerne, et rystende ringe stykke dansk tv-dramatik, baseret på Hans Kirks debutroman af samme navn.
Fiskerne er indremissionske og mener dermed at have carte blanche til at voldmobbe stedets unge, sympatiske præst ud af embedet. Kirk SKULLE bringe sit politiske synspunkt ind i alt, hvad han foretog sig, kommunismen synes at komme før alt andet. Derfor er religionskritikken massiv som en rambuk: Indre Mission er helt gal på den, men det er grundtvigianismen også, og fritænkeren er værre endnu.
Så vidt så godt, og ikke voldsomt sindsoprivende. Så splitter serien sig sært op og fokuserer på de sædvanlige løjer, grøn sæbe brugt som abortmiddel, fjæsingbid, blodforgiftning, tidlig død og mobberi. Tungt, kedeligt og monotont.
DR hævder selv, at Fiskerne kun havde seks afsnit og kun blev vist i februar og marts 1977, men det KAN jeg ganske enkelt ikke få til at passe. Den syntes nærmest at køre i slynge 70’erne igennem, og dens tunge violintema er blevet et fast lydspor i mine barndomsminder, nærmest som en tidlig tinnitus.
Seriens stemning får mig - ganske ufrivilligt kan jeg forsikre - til at mindes Dreyers rædselsfulde Ordet, måske som et lærestykke i fejlfortolket kristendom, måske fordi overfiskeren, Thomas Jensen, minder om Preben Lerdorf Rye, der også har en mindre rolle.
Og dog: I et enkelt afsnit sker der pludselig noget sensationelt: Det viser sig nemlig, at der er nogle andre fiskere, der fisker i det samme vand!!! Og det får "vores" fiskere til at FLONKE, sejle ud til dem og TÆVE dem. Og det er ikke bare nævekamp, næeh, de smadrer bundbrædder i panden på hinanden, trækker knive og vipper hinanden overbord. Det fantastiske var sket, Fiskerne var i 2 minutter og 31 sekunder rent faktisk spændende. Det fortog sig dog meget, meget hurtigt.
Fiskerne hjalp - på alle måder - til at gøre lange dage og aftener endnu længere. Vi er altså tilbage i det typiske 70’er-spor med social nød som god tv-underholdning. Fiskerne morer sig alligevel, for det lykkes dem at få pastor Thomsen fra deres vesterhavssogn til at gæsteoptræde i den lokale kirke.
Jeg husker ham som vildt høj, styrtende rundt i lokalområdet og skrige ukontrollabelt af sagesløse forbipasserende. Hans prædiken er en lang, skrålende anklage mod hele menneskeheden, fra forreste bænk overværet af en dybt rystet sognepræst (i øvrigt ret godt spillet af Bent Mejding som en lysende undtagelse), der fra første forbandelse gruer over, hvad han dog har givet tilladelse til.
Tilhængere af serien (de findes!!!) hylder den på grund af måden, hver scene er bygget op. Det er blevet sagt, at hvert billede ligner et billede af Michael Ancher eller P.S. Krøyer, og det kan der være noget om. Men come on, bliver serien bedre af det?
En anden ting, man yndede i 70’erne, var gymnastradaer, endeløse opvisninger til musik af tusinder af damer i ens tøj. Forestil jer mit chok, da et af de opvisende gymnastikhold havde valgt temaet fra Fiskerne til deres opvisning. Med deres dragter arrangeret som hovedtørklæder a la Tea Røn. Med samme grådlabile ansigtsudtryk og rigide kropsholdning bevægede de sig til seriens ildevarslende violinmusik rundt på grønsværen på en måde, der bragte zombiers gangart i Undead i behagelig erindring.
Det er såmænd ikke, fordi Hans Kirk var så dårlig endda. Fiskerne fra 1928 er som tidligere sagt hans første roman, og han KAN faktisk det der:
”Kvinderne stod i forstavnen og stirrede mod det fremmede land. Mod syd var bakkerne tavlede i grønne og gule agre og mod nord lå landsbyen med brede agre. Hjemme var landet øde, havgusen gik ind over sandmarkerne, og blæsten sved kornet sort. Her lå gårdene mellem høje, grønne træer og på agrene stod kornet gult og tæt.”
SÅ dårligt er det vel heller ikke, men der er et par anker.
Mange af dem, der havde været forlæg for personerne i romanen, hævdede, at han havde fejllæst dem aldeles. De var ganske enkelt SKRÆMT af Kirk, hans smarte tøj og storbytale. Derfor blev de tavse og mistænksomme, og sådan er de også skildrede. Fru Dyster over dem alle, Tea Røn, hævdedes i virkeligheden at have været en snakkesalig, munter og glad person, men når Kirk kom rendende med sin notesbog, klappede hun i og levede op til alle fordomme om Indre Mission.
Og et halvt århundrede senere, gennem seks afsnit på Danmarks Radio, led vi inderligt under følgerne af Kirks dårlige research parret med den sædvanlige elendighedsporno, der var tidens. Ledsaget af et violintema, som jeg stadig ikke kan få ud af hovedet.
Det var den tredje fredag, hvor Preben påtog sig et smertefuldt flashback i oplysningens tjeneste. Læs også hans anmeldelse af Trællene og af Udvandrersagaen. Sidstnævnte har fået et kritisk ord på vejen med fra Christian Egander Skov.
