Artikel

26.05.23

Premium

Hun søger en middelvej i abortspørgsmålet

Den tidligere jordemoderformand Lillian Bondo er med på at hæve abortgrænsen. Men ikke så langt at levedygtige fostre bliver aborteret, understreger hun.

En klump celler. Et foster. En baby. Kært barn har som bekendt mange navne. Tilsyneladende både uden og inden for en livmoder. Det ved jordemoder Lillian Bondo, der er forhenværende formand for Jordemoderforeningen og tidligere medlem af Etisk Råd. 

Bondo plejede at være fortaler for at bevare 12-ugers grænsen for den frie abort i Danmark. I dag har hun skiftet mening – Kontrast har bedt hende forklare hvorfor.

”Jeg foreslår at hæve abortgrænsen til i hvert fald 18 fulde uger, da det vil imødekomme mange af de indvendinger, der har været. På det tidspunkt er fostret ikke levedygtigt, og der vil gå mange år, før man har udviklet videnskaben så meget, at man vil kunne videreføre et liv for et foster på dét stadie uden for livmoderen. Derudover skal vi ændre modellen for samrådsdiskussioner, så der i højere grad er rådgivning i de svære tilfælde, hvor man efter en scanning opdager misdannelser, og her mener jeg stadig, at det skal være kvindens eget valg op til 22 uger,” siger Lillian Bondo. 

I Danmark bliver gravide tilbudt to forskellige typer ultralydsscanninger. Den første scanning er en nakkefoldsscanning, som skal foretages i uge 11-13. Her får man blandt andet at vide, om fosteret har en såkaldt kromosomafvigelse, hvilket kan betyde, at babyen vil blive født med handicap som for eksempel Downs Syndrom. 

I uge 18-21 tilbydes der en mere omfattende misdannelsesscanning. Man undersøger organer og vævssystemer som hjertet, hjernen, rygsøjlen, nyrerne og lemmerne. Formålet er at opdage eventuelle misdannelser. 

”Lige nu er det sådan, at gravide kvinder i Danmark, der efter deres scanning får at vide, at der altså er noget med deres barn – måske en misdannelse – ikke selv må handle på det. Det hænger ikke sammen med vores samfund, hvor vi ellers beder folk om at tage vare på sig selv. Det er nedvurderende,” mener Bondo og henviser til Sverige, hvor grænsen ligger på 18 uger, mens de ikke har et højere antal senaborter end i Danmark.

I 2018 viste tal fra Abortankenævnet, at 94 procent af alle ansøgninger til senaborter bliver godkendt. For eksempel gives dispensationen, hvis man har fundet ud af, at fostret er misdannet. Alligevel bruger fortalere for at hæve abortgrænsen ofte tilfælde med handicappede fostre som et argument for at flytte grænsen i det hele taget – og altså således også for ikke-handicappede fostre.  

”Det er jo et lille fint menneske”
I denne uge er det præcist et halvt århundrede siden, at den frie abort blev indført i Danmark. Spørgsmålet om abortgrænsen er igen blevet relevant, efter at Enhedslisten i den forgangne uge foreslog at hæve grænsen til 22. uge – men så langt ønsker Lillian Bondo ikke at gå. 

”Uge 22 er et svært grænsetilfælde. For hvis en bevilliget senabort tager længere tid og ikke bliver gennemført før kvinden er i uge 22+2, så er det et barn. Det får et CPR-nummer. De mennesker, jeg har mødt, som har valgt en senabort på grund af tilstanden hos fostret, sørger alligevel. De begraver. De navngiver. Det er jo et lille fint menneske og helt genkendeligt som et lille barn. Og netop fordi det ikke er et let valg, synes jeg, at kvinderne selv skal have det afgørende ord,” siger Lillian Bondo og uddyber: 

”Jeg ser fosteret som en del af kvinden, og jeg accepterer også, at det er hendes krop. Jeg kan da godt være ked af, hvis en kvinde tager til England og får en abort på et perfekt foster i 23. uge, men det er ikke mit valg. Det er ikke mit barn. Jeg er ikke af den opfattelse, at man skal beskytte alle fostre fra undfangelse og frem til fødslen.”

Men hvorfor så ikke bare følge anbefalingerne fra WHO og sløjfe alle tidsgrænser? 

”Fordi jeg synes, at det er en absurd formulering, som jeg ikke er enig i. Der kan være situationer, hvor man afbryder en graviditet meget sent, fordi man har fundet ud af, at fostret under ingen omstændigheder er levedygtigt uden for livmoderen. Men jeg ønsker mig ikke selv tilbage til en situation – som jeg har været i – hvor et levedygtigt foster på den ene stue skulle aborteres, og et levedygtigt foster på en anden stue skulle reddes. Det ville være at sætte de mennesker, som arbejder med de her situationer, i en fuldstændig umulig situation.” 


Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

99

Afmeld når som helst

Årlig betaling

948

Spar 240 kr. med årsabonnement

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Oplæste artikler: Få alt indhold læst op af redaktionen, så du kan høre det hele på vejen