Artikel

Hvad gør man, når sociale mediegiganter bliver meningspoliti?

Facebook er i kraft af sin størrelse blevet en indflydelsesrig ordstyrer af samfundsdebatten. Ofte er det den amerikanske SoMe-gigants interne retningslinjer, der sætter rammerne for, hvilke synspunkter det er tilladt at ytre. Men hvor går man som bruger hen, når man censureres, eller når Facebook ligefrem ekskluderer én fra det gode selskab? Er løsningen politisk indblanding?
 Foto: Denvit, Pixabay
Foto: Denvit, Pixabay

Udgivet 09.1.21

30 dage i det digitale arresthus.

Facebooks karantænehammer faldt tungt, da en anonym indholdsmoderator i november fandt Christian Marcussen skyldig i at have forbrudt sig mod de såkaldte community guidelines Facebooks interne retningslinjer for god opførsel – ved ironisk at omtale en bekendt som 'hvide svin'. 

"Ham, jeg skrev til, likede kommentaren, og så man på konteksten, var det tydeligt, at jeg lavede en joke," mindes Christian Marcussen om sin seneste brøde.

Men grovkornet dansk humor har før vist sig ikke at være Facebooks stærke side. Det var det heller ikke denne gang, så lige lidt hjalp det. 

Sanktionen på en måneds udelukkelse fra det gode selskab hører til i den hårde ende af Facebooks 'strafferamme', men har måske at gøre med Christian Marcussens generalieblad, der efterhånden har nået en vis længde. Karantænen var nemlig ikke den første for den erklærede borgerlige debattør, der med sine holdninger skriver sig ind i en gruppe af meningsdannere, hvis muligheder for at ytre sig på platformen i deres egen opfattelse bliver stadig mere trange.

Christian Marcussen er tidligere blevet sendt i karantæne for at ironisere over det iranske styres fejlslagne raketangreb mod en amerikansk base i Irak i januar – 'De bør holde sig til det, de er gode til; at hænge homoseksuelle fra kraner,' skrev han dengang. 

Heller ikke dén grovkornede bemærkning faldt i god jord hos Facebooks danske moderator-team, der holder til i Berlin. Det gjorde det heller ikke, da Christian Marcussen i en anden sammenhæng tillod sig at stille et oprigtigt spørgsmål til sagen om den britiske højrefløjsaktivist Tommy Robinson, der er persona non grata i Facebook-sammenhænge. Der begynder at tegne sig et mønster, mener Christian Marcussen selv.

"Jeg kommenterer på mange ting i debatten med en sarkastisk og humoristisk tone. Det kan Facebook ikke håndtere," siger han og peger på, at en moderationspraksis baseret på algoritmer og rigide regler hverken giver mulighed for at tolke på kontekst eller på afsenderens hensigt med det skrevne. 

"Det er et kæmpe problem for debattører som mig, der bruger humor og sarkasme til at sige noget samfundsrelevant og i dette tilfælde til at kritisere det iranske regime. At jeg får 30 dage for det, er katastrofalt," mener Christian Marcussen, der også agiterer for større spillerum for sine debatmodstandere, der ofte er yderligtgående repræsentanter for begge fløje. Facebooks moderatorrolle hæmmer selve debatten, mener han:  

"Når Facebook sletter hate speech, rammer det ikke kun dem, der overtræder retningslinjerne. Det berøver også os andre muligheden for at konfrontere de dårlige idéer i åben debat. At skjule tanker eller ord er i sig selv dybt problematisk. Jeg vil vide, hvad mine modstandere tænker. Jeg vil gerne vide, hvem racisterne og islamisterne er, så jeg kan imødegå dem. Når folk fjernes fra en platform, går der demokratisk debat tabt. Det er et stort problem. En vigtig pointe er, at det ikke kun er et problem for mig, men for debatten, når mine modstandere blokeres. Jeg vil gerne kunne debattere og lade idéerne mødes i kamp, så de gode idéer står tilbage."

Indvandrings- og islamdebat censureres hårdest

Christian Marcussen er da også langt fra den eneste debattør, der har mærket hammeren falde over sig. Det er vanskeligt at danne sig et overblik over det fulde omfang af karantæner og nedtagning af indhold, men følger man med i den offentlige debat om kontroversielle emner som indvandring og integration, har man uden tvivl oplevet fremtrædende stemmer blive tavse i kortere eller længere perioder. 

Mindre regelbrud og førstegangsforseelser fører som regel til, at opslaget eller kommentaren slettes af Facebook, men over for 'vaneforbryderne' skrider Facebook til karantæner, som i praksis sætter de pågældende samfundsdebattører ud af spillet. Appelmulighederne er begrænsede og har i det forgangne halvår været yderligere sat tilbage af hjemsendelserne af tusindvis af moderatorer. Derfor er der sjældent meget at gøre, når først Facebook har fældet dom.

Facebooks dominans i det sociale medielandskab giver i en dansk kontekst anledning til en række principielle overvejelser omkring det sociale medies rolle, da mange af tech-gigantens interne retningslinjer er i modstrid med værdier, vi traditionelt vægter højt her i landet: en vidtstrakt ytringsfrihed, seksuelt frisind og en tradition for fri og åben debat.

Omkring tre millioner danskere har i dag en Facebook-profil, og platformen har vokset sig så stor, at flere i lighed med Christian Marcussen gør gældende, at det i praksis er umuligt at fravælge den til fordel for en konkurrent. De konkurrerende tjenester findes ganske vist rundt omkring i internettets underskov, men de er nicheprægede, affolkede og i det hele taget undseelige i sammenligning med Facebook. Et farvel til Facebook er dermed også en afsked med det brede publikum, som er essentielt for offentlige debattører, politikere og øvrige meningsdannere.

"Politikere, der blokeres af eller fravælger Facebook, er ude af spillet," siger Christian Marcussen. 

Det har han et stykke hen ad vejen ret i, mener Jakob Linaa Jensen, der er leder af Center for Medier og Innovation ved DMJX og til daglig forsker i netop brugen af sociale medier. Jakob Linaa Jensen vil ikke bruge ordet monopol om Facebooks markedsposition, men understreger, at Facebook i takt med sit vokseværk er blevet et publicistisk medie med stor betydning for samfundsdebatten:

"Pointen er fuldstændig rigtig: Facebook spiller en vigtig rolle i offentligheden, fordi journalister skriver meget om, hvad der sker på Facebook. Der er nogle meningsdannere, der diskuterer rigtig meget, og politikere bruger det til debat. Derfor er Facebook et vigtigt offentlighedsmedie. Jeg anfægter, at det er dominerende, men Facebook spiller en større og større rolle i offentligheden," forklarer han.

Jakob Linaa Jensen giver også Christian Marcussen ret i, at nogle emner er mere udsat for intern censur end andre:

"Jeg kan ikke ud fra min forskning sige, om der sker en systematisk censur af højrefløjen, men jeg kan i hvert fald sige, at emner, der handler om indvandring og islam, er meget mere tilbøjelige til at blive censureret, og folk er mere tilbøjelige til at blive sendt i karantæne, end når der diskuteres emner som klima- og velfærdspolitik."

Lukkethed er et demokratisk problem

At Jakob Linaa Jensen ikke kan bekræfte hypotesen om, at højrefløjens debattører rammes hårdere af karantæner end venstrefløjens, har en helt lavpraktisk forklaring, der vidner om en anden, men dog tilliggende problematik: Den danske medieforsker og hans forskerkolleger i ind- og udland er helt bevidst blevet afskåret fra indsigt i, hvordan Facebook i praksis modererer.

"Når vi vil samle data, er vi præget af, at Facebook har lukket for deres API’er (en softwaregrænseflade, der tillader systematiske dataudtræk, red.). Efter Cambridge Analytica-skandalen er Facebook blevet bange for, at tredjeparter misbruger deres data, så de muligheder, vi havde for at tilgå Facebooks maskinrum og hente data ud, er væsentligt lukkede. Skal man have adgang, skal det være i et projekt, der er godkendt af Facebook," forklarer Jakob Linaa Jensen og fortsætter:

"Muligheden for at se dem efter i kortene er meget begrænset, og vi får slet ikke indblik i, hvordan de censurerer. Man skal have fat i whistleblowers, hvis man skal finde ud af det. Facebooks kriterier for, hvilke informationer der kommer ud, og for, hvordan de censurerer, er meget lukkede. Det udgør et kæmpe demokratisk problem, at det er så vanskeligt at efterprøve."

En mulig løsning på den manglende gennemsigtighed er at øge den politiske regulering på området. 

Nogle dage efter mit indledende interview med Christian Marcussen – og kort efter publiceringen af hans kronik om samme i Berlingske – ringede han til denne signatur for at fortælle, at han ved nærmere eftertanke er nået frem til at være fortaler for netop politisk regulering af, hvordan Facebook skal forvalte sit ansvar som både debatforum og ordstyrer. Der skal være mere gennemsigtighed, mener han.

Jakob Linaa Jensen er heller ikke afvisende, men dog skeptisk i forhold til, hvad der kan lade sig gøre i virkelighedens verden:

"Nogle af mine kolleger mener, at Facebook skal ind under Medieansvarsloven. Det, mener jeg, er en rigtig fin idé. Det er bare umuligt, fordi Facebook er et multinationalt firma, der har hovedsæde i Californien og derfor ikke kan indordnes under dansk lov.«

Facebook: Vi vil gerne reguleres

Men reguleringen, om end i en anden indpakning end Medieansvarsloven, er faktisk allerede på trapperne. 

Facebooks mest fremtrædende danske repræsentanter, politisk chef i Norden og Benelux-landene, Martin Ruby, og nordisk kommunikationschef, Peter Münster, har i Weekendavisen allerede én gang agiteret for, at politikerne kommer på banen og hjælper den sociale mediegigant med at lægge snittet i forhold til datasikkerhed og moderation. Det sker i lyset af Facebooks erkendelse af sin rolle som central aktør, lyder forklaringen. Martin Ruby holder da også fast i sin opfordring, da jeg kontakter ham for at få en forklaring på denne måske lidt kontraintuitive velvilje overfor politikerstanden:

"Kulminationen på vores rejse mod større ansvarlighed har været, at vi er nået til et punkt, hvor vi erkender, at vi er blevet så centrale på nogle områder, at det er en meget god idé, at det ikke er os selv som privat firma, der tager alle beslutninger, men at der er andre, demokratisk valgte, som tager beslutningerne for os," forklarer han om bevæggrunden.

Facebook vil blandt andet gerne have politisk hjælp til at udstikke rammerne for, hvordan man sikrer førnævnte datasikkerhed. At Jakob Linaa Jensen og hans forskerkolleger i skrivende stund ikke kan få adgang til statistikker og data er således et udtryk for et nyligt anlagt forsigtighedsprincip, forklarer Martin Ruby.

"Vi har sat meget af vores data bag lås og slå af hensyn til brugernes sikkerhed og privacy. Det har vi blandt andet gjort på grund af Cambridge Analytica-sagen, hvor data blev misbrugt, og som har medvirket til, at vi har begrænset adgangen. Vi ser gerne nye regler for dataportabilitet (hvordan data kan flyttes på tværs af platforme, red.), så vi under ordnede forhold kan åbne mere op for det igen," siger Martin Ruby, der tiltrådte sin stilling som politisk chef for de nordiske lande og Benelux i 2018 og siden selv har været eksponent for mere åbenhed om arbejdsgangene hos Facebook.

Han fremhæver politisk annoncering i forbindelse med parlamentsvalg som et andet område, hvor Facebook i dag selv skal afgøre, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. Endelig er der så selve indholdsreguleringen, som er omdrejningspunktet for meget af den kritik, Facebook møder fra debattører som Christian Marcussen.

"Nu har vi prøvet at moderere indhold i 15-16 år, og det er for det første enormt svært i praksis at træffe de rigtige valg hver dag, men det er også svært at sætte politikken op de rigtige steder. Der er altid nogle, der vil være uenige, og på de fleste stofområder er der ikke et objektivt rigtigt sted at trække grænsen. Der er der på områder som pædofilt indhold, terror og nogle få andre ting, men på næsten alle andre områder er der større eller mindre gråzoner i forhold til, hvor grænsen skal gå. Når der ikke er et rigtigt sted, kan der dog være et mere legitimt sted at trække grænsen, og det kan være ved, at nogle folkevalgte definerer den i stedet for os," siger Martin Ruby.

Politikerne bør passe på med, hvad de ønsker sig

Indhold på Facebooks platform skal allerede i dag være i overensstemmelse med eksisterende national lovgivning, men for nuværende lader detailreguleringen altså vente på sig de fleste steder. 

Facebook er i løbende dialog med regeringer rundt omkring i verden, men det er en kompleks og til tider problematisk proces at forene nationale skikke med en verdensomspændende mediegigants egne præferencer. Erfaringerne viser da også, at det ikke er al lovgivning, der fungerer efter hensigten – i hvert fald ikke i Facebooks optik. I Thailand har en lov mod majestætsfornærmelse og kritik af kongefamilien givet anledning til uenighed om, hvad og hvornår indhold skal slettes. Det slag tabte Facebook. 

Andre steder har nationale parlamenter dog allerede taget livtag med at udarbejde lovgivning, der specifikt retter sig mod regulering af sociale medier. Faktisk skal man blot syd for den dansk-tyske grænse for at finde en ganske vidtgående lovgivning – den såkaldte NetzDG-lov – der stiller krav om hurtig nedtagning af indhold, som kategoriseres som fake news. 

Manglende efterlevelse af NetzDG-bestemmelserne om hurtig nedtagning medfører store bøder og har fået Facebook til at erkende, at det ikke er al lovgivning, der er lige ønskværdig – heller ikke for Facebooks brugere:

"Tænketanken Justitia har lavet noget interessante analyser, der viser, hvordan NetzDG-lovgivningen danner skole ude i verden. Over 20 lande har taget NetzDG-elementer til sig, og det er lande, som ikke nødvendigvis er store tilhængere af borgernes ytringsfrihed, men tværtimod gerne vil indskrænke den. Det skal man også tænke over; at det kan blive indført nogle steder, hvor det har nogle knapt så positive effekter." 

I Danmark arbejder en ministeriel arbejdsgruppe netop nu med et udkast til en dansk lovgivning på området, ligesom EU arbejder på en overstatslig lovgivning, forklarer Martin Ruby, der ikke i udgangspunktet er bekymret for, hvad den danske gruppe måtte finde på. Men, siger han, både politikere og Facebook skal tænke sig godt om:

»Jeg vil tro, at Danmark laver nogle fornuftige regler med respekt for ytringsfriheden, men man skal gøre sig klart, at det ikke nødvendigvis er tilfældet i alle lande, der laver nationale regler. Så man skal passe på med, hvad man beder om. Når man går ned ad den vej, der hedder nationale regler for indhold på internettet, skal man vide, hvad man risikerer at sætte i gang. Tyskerne ser ud til at have startet noget, der ikke var hensigten."

Svært at komme udenom forkerte nedtagninger

Indtil videre er det dog i hovedreglen stadig Facebook selv, der udstikker de specifikke regler for sine brugere. Det er derfor også en naturlig konsekvens af et one size fits all-regelsæt, at debattører som Christian Marcussen rammes. 

I det hele taget betyder den brede implementering af et ensartet regelsæt, at opslag og indhold, vi i Danmark finder uskyldigt, hyppigt tages ned. Særligt den systematiske nedtagning af indhold med nøgenhed har ført til kritik for en importeret bornerthed. Dertil kommer så de deciderede fejlskøn, fortæller Martin Ruby og bevæger sig videre til den gren af problematikken, der har ramt Christian Marcussen:

"Noget af det samme gælder i forhold til humor og satire. Jeg ved ikke, om man kan indarbejde den danske humor i et stykke lovgivning. Det er nok svært. Det er også rigtig svært for os at ramme den rigtigt selv, for hvornår er ordet 'kælling' brugt til at nedgøre nogen, og hvornår bliver det brugt humoristisk? Det samme gælder ordet 'perker', som folk af og til også bruger om sig selv eller gode venner, og hvor vi igen kommer til at tage noget ned, der ikke skulle være taget ned. Sådan er der hundreder af eksempler på, at vi rammer den skævt," erkender Martin Ruby, som mener, at problematikken er vanskelig at sætte sig ud over.

Han understreger dog, at karantænerne først rammer, når brugeren har forbrudt sig mod reglerne gentagne gange. Der udstedes heller ikke længerevarende karantæner af et enkelt eller to forkerte ord, og han kan heller ikke genkende udlægningen af, at debattører uforskyldt deplatformes, hverken midlertidigt eller permanent. Tværtimod er der højt til loftet, fortæller den danske Facebook-chef:

"Det er sundt at have en frisk og hård debat. Det, tror jeg, er godt for vores demokrati, og det mener jeg både, at der er og har været plads til gennem alle årene. Det er rigtigt, at der bliver modereret mere, og at vi rydder mere op på platformen nu, end vi gjorde for nogle år tilbage, men jeg mener stadig, at der er plads til en ret skarp debat," siger Martin Ruby.

Mens vi venter: Det amerikanske alternativ 

Både Facebooks politiske chef, debattøren og medieforskeren, der optræder i denne artikel, er altså enige med hinanden om, at politikerne skal spille en rolle i at afgøre, hvilke ytringer og hvilket indhold der skal være plads til på tech-gigantens platforme, ligesom der er enighed om behovet for større gennemsigtighed.

Den vakse læser vil imidlertid have bemærket, at vi endnu ikke har nærmet os et svar på, hvad man som karantæneramt bruger gør, eller hvis man ikke mener, at det politiske parnas skal diktere mere, end det gør i forvejen. Trods stigende utilfredshed skorter det nemlig på Facebook-konkurrenter, og det er ikke ligetil at finde gangbare alternative. Der findes dog ét, som især amerikanske højrefløjsdebattører er flokkedes til.

På den anden side af Atlanten har den politiske debat som bekendt længe været noget mere ekstrem, end vi er vant til herhjemme. Mange har nok noteret sig en udbredt republikansk harme over mainstream-medierne og de sociale medier, der på den yderste amerikanske højrefløj beskyldes for et massivt og tungtvejende left wing bias. I takt med at Facebook har strammet sit greb og har slået hårdere ned på, hvad platformen kalder misinformation og hate speech, har flere debattører og politikere følt, at Facebook har udviklet sig til et regulært meningspoliti, der berøver dem muligheden for at deltage i debatten på lige fod med deres mere venstreorienterede landsmænd, hvis holdninger bedre flugter med den fremherskende politiske korrekthedskultur.

Det førte i september 2018 til etableringen af det alternative sociale medie Parler, der i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg oplevede en eksplosiv medlemstilgang. På Parler har Trump-støtter og andre marginaliserede grupperinger frit slag til at ytre sig uden at frygte for censur, og retorikken er unægteligt noget voldsommere end på Facebook.

I skrivende stund har Parler i omegnen af 4,5 millioner aktive brugere og godt 10 millioner brugere i alt, men dels skal tallet sammenholdes med Facebooks brugerskare på cirka 2,7 milliarder, og dels er der altovervejende tale om meningsfæller. Parler er i sin nuværende form næppe et sted for debattører, der aktivt opsøger dissens og meningsbrydning. Om Parler vinder indpas i Danmark, er derfor nok tvivlsomt. 

Jakob Linaa Jensen indrømmer da også, at han end ikke har stiftet bekendtskab med mediet, og selvom Christian Marcussen har en Parler-profil, er det stadig Facebook, der er førsteprioriteten og drivkraft i debattørvirket, erkender han. Derfor ser han frem til, at politikerne præsenterer deres reguleringsværktøjer.

"Jeg har oprettet profiler på mange af de alternative sociale medier, men Danmark har jo på unik vis taget Facebook til sig. Det er svært at forestille sig, at der skulle ske en massebevægelse et andet sted hen. Jeg er glad for, at alternativerne er der, og håber, at det internationalt kan være med til at sætte pres på Facebook. Men jeg er grundlæggende skeptisk over for markedets evne til at regulere Facebook i retning af større ytringsfrihed. Jeg tror, at det kræver et politisk pres," lyder Christian Marcussens spådom.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter