Det har været opmuntrende at læse to nylige artikler, den ene med udgangspunkt i Kasper Støvring og undertegnedes paneldebat i Trykkefrihedsselskabet den 28. april, den anden publiceret her hos Kontrast af UDSYN redaktionen. Begge artikler ligger på linje med tanker, jeg længe har gjort mig, og som de har udviklet sig siden 1999, hvor jeg trådte ud af skabet og erklærede mig som modstander af ikke-vestlig indvandring til Danmark.
Det har jeg ikke scoret mange point på, men lad det nu ligge. Nu gælder det opbyggeligheden.
Fra verdens hjerne til verdens anus
Det var den dygtige Peder Jensen, der hos Dokument.dk causerede over mødet i Trykkefrihedsselskabet ved bl.a. at skrive: "Jeg er stolt af meget af det, europæerne har opnået i fortiden. Jeg er ikke stolt af, hvordan vi opfører os i dag. Europa fremstår nu som en svag, dekadent og udmattet region, der får stadig mindre betydning for verdensøkonomien, en gigantisk bums på Asiens røv.”
Jensen fortsatte: "Fra det 15. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede var Europa faktisk verdens hjerne. Den videnskabelige revolution ændrede menneskehedens syn på universet, grundlagde den moderne fysik og kemi og gjorde det muligt for mennesker at kommunikere med lysets hastighed. I dag ville det være mere præcist at beskrive Europa som verdens anus: Al skidt ender her. Har du uønskede kriminelle, du vil af med? Bare smid dem i Europa."
Det er tale, der er til at forstå. Danskere og europæere må udskifte selvhadet med stolthed over, at vi historisk har været helt suveræne, når det drejer sig om at frembringe ting, der forbedrer de manges kår. Denne faustiske trang til at afdække naturvidenskabens hemmeligheder har vi kombineret med at frembringe styreformer, der er mindre ydmygende over for de små i samfundet, end nogen anden kultur har været i nærheden af. Jeg siger det bare.
Israels bedste ven
Den anden inspirerende artikel, jeg har læst, er et portræt af amerikaneren Jonathan Keeperman på bagrund af et interview med ham. Keeperman har jødisk baggrund og synes at udstråle, hvad jeg længe har vidst, nemlig at det nye højre skal være Israels bedste ven.
Tidligere kom antisemitismen som oftest fra højre. Det er heldigvis stort set ikke længere tilfældet. I stedet er etniske europæere og de ekstremt overlevelsesdygtige af jødisk baggrund, med høj intelligens og derfor uovertruffen evne til nationsbyggeri, hinandens naturlige allierede. Vores fælles fjender er de etniske europæere, der udgør eliterne, og som truer med at trække os ned i afgrunden ved aldrig at stoppe den sanseløse indvandring fra lande, der aldrig i snit kommer til at gøre os noget godt.
Jonathan Keeperman taler meget begavet om, at den traditionelle konservatisme har spillet fallit og skal erstattes af en “vitalistisk” ånd – en drift mod livskraft, æstetisk skønhed og eksistentiel alvor.” Han peger på værker som No Country for Old Men (2007) og David Lynchs film som eksempler på højrekodet kunst – ikke fordi de eksplicit er konservative, men fordi de "taler sandt om verden uden at bukke under for ideologisk ønsketænkning."
Farvel til den pæne konservatisme
Når jeg er så begejstret for de to omtalte artikler, skyldes det, at jeg ser for mig, hvilke forbudte tanker jeg har gjort mig i årevis, og som jeg næsten altid kun indirekte har turdet nævne ved navn.
Lad mig prøve at blive lidt mere direkte denne gang. Vi forlader nu den pæne konservatismes domæne og kommer på et smugkig med ind i hulen, hvor den radikale konservatisme regerer. Vi gør det nemmest ved at se på nogle hjemmesider.
Den nu desværre nedlagte amerikanske hjemmeside Vdare.com var et særdeles pluralistisk sted. Den opfattede ikke sig selv som en del af det alternative højre i USA, det såkaldte Alt-Right, men især som en bevægelse, der ønskede en gennemgribende immigrationsreform, der gjorde op med de ekstremt liberale love af 1965.
Det vil sige hovedårsagen til, at hvide amerikaneres andel af befolkningen er faldet fra næsten 84 pct. i 1965 til ca. 58 pct. i dag, dette endda uden at medregne de 30 millioner illegale.
Gode råd er forbudte
Vdare husede eminente skribenter som engelske John Derbyshire, amerikansk statsborger, men med den engelske humor i fuld behold, som da han i 2012 (på en anden hjemmeside) skrev den realistiske ”The Talk – Non-Black Version”. Den satte en ny standard.
Det var også John Derbyshire, der tørt bemærkede, at hvis han skulle vælge mellem at være ”race realist” og ”race denialist”, ville han da vælge det første, fordi det andet simpelthen er fjollet. Fjollet, fordi man ikke kun kan forklare adfærdsmæssige forskelle imellem etniske grupper med kultur og miljø.
Der er også i gennemsnit nogle indre forskelle. Normalfordelingerne er naturligvis ikke adskilte fra hinanden, men de er heller ikke helt overlappende. Det er egentlig nemt nok at forstå, når man forstår det.
Amerikansk renæssance
Den anden og sidste ”forbudte” hjemmeside, jeg vil omtale for nu, er American Renaissance, og den eksisterer skam i bedste velgående. Redaktøren bag hjemmesiden er Jared Taylor, som i snart 35 år har udgivet først et trykt tidsskrift og dernæst en hjemmeside.
Han er erklæret ”racial realist” og har vist ikke noget imod at blive forbundet med Alt-Right. Han har læst et par ton videnskabelige artikler og bøger, der ser på medfødte forskelle i gennemsnit (i gennemsnit, i gennemsnit, i gennemsnit, nå, det redder alligevel ikke ens i forvejen dårlige navn og rygte, at det er i gennemsnit! Ikke som absolutte forskelle).
Man behøver ikke at være enig i alt, hvad man kan læse på de pågældende hjemmesider. Nå nej, lawfare fik nedlagt Vdare.com, men så Amren.com da. Der er bare det ved det, at de to sider gang på gang har bekræftet, hvad ovenfor nævnte Jonathan Keeperman udtaler, nemlig: "Hvis du fortæller sandheden om verden, skaber du højrekunst.”
Jonathan Keeperman har jo ret, og Vdare og Amren har gennem årene bragt særdeles lødige artikler, hvis videnskabelige troværdighed man ikke bare kan afvise. Det er sådanne fænomener, der gør, at jeg er bandsat overbevist om, at vi står over for et muligt paradigmeskifte. Højre har simpelthen langt mere ret end venstre. Dét faktum kan holdes nede for en tid, men ikke for evigt.
