TV 2 Nord bragte for nylig en gruopvækkende nyhed: På grund af de stigende varme- og elpriser frygter en diabetesramt mor og førtidspensionist i Aalborg, at hun kommer til at droppe sin insulin.
“Hvis der ikke er penge til medicin, så er der ikke penge til medicin,” siger kvinden, og det er nemt for de fleste af os at føle sympati for nogen i den situation. Men det er, som om noget skurrer i artiklen. Som om noget væsentligt mangler.
Som for eksempel hvad i alverden hun havde forestillet sig af udgifter, der kunne gå forud for den medicin, der sørger for, at hendes børn stadig har en mor.
