Man kan sige meget om den svenske forfatter Sven Wernström, men han stikker ikke noget under stolen. Vi har allerede set på den ulidelige Trælleserie, og nu er tiden kommet til en anden måde at udlægge de samme kedelige budskaber, nemlig Peter Fidus med illustrationer af Claus Deleuran.
Vi følger den lille, forældreløse Peter fra en trist barndom på landet, hvor han på egen krop erfarer, hvad mobning er. Blandt andet er det bedre at fryse end at blive mobbet, så han smider hellere sin hue væk, end at drillerierne skal fortsætte. I forholdet til hans arbejdsgiver, sognepræsten, behandles han også strengt. Tæv, sult og urimelige arbejdsbyrder med præsteskabets velsignelse, temaerne fra Udvandrersagaen i en børnebog med glade tegninger.
Også Peter stikker af en dag, og tager til byen. Han får dog dette råd fra præstefruen:
”Tag dig i agt for rige mennesker! De er ondskabsfulde og nærige, ellers var de jo ikke rige. Hvis har du brug for noget, så gå til de fattige. De har ikke så meget, men de plejer at dele det, de har!”
Allerede på side 5 har vi altså stemplet klassefjenden (det dumme svin!) og man skal huske, at Wernström var trend. Peter Fidus var indkøbt højtlæsningsbog på mit fritidshjem, hvor Kirsten Kedelig elskede at læse den højt.
I byen viser det sig hurtigt, at Peter Fidus har et helt utroligt flair for at få idéer.
Og dette er i Sven Wernströms optik dybt problematisk. Peters idéer handler nemlig om at profitoptimere for virksomhedsejere, indehavere af stormagasiner og andre – i Wernströms øjne - blodsugere på folkelegemet. Peter indretter supermarkeder, så folk skal gå langt for at hente mælk og brød. Hermed bliver de fristet af nonfood-afdelingens mange og falske behov! Peter opfinder også såvel Mors Dag som Far Dag, så man kan få overskud, selv om der er langt til jul. Han opfinder mode med afsæt i sine egne mobbeminder og hjælper en række kapitalister, som alle sammen hedder Møller, den største af dem A. L. Møller (!).
Han får ansat et par flinke fyre og får en kæreste, Anne-Gitte, og snart kører hans liv virkelig i overhalingsbanen. Det bliver selvfølgelig sværere og sværere at tage for Wernström. Ud fra en decideret umarxistisk tese om værdiernes konstant mener han, at hvis nogen tjener penge, tages de automatisk fra fællesskabet. Det er ellers stik imod al materialistisk dialektik at hævde, at man ikke kan skabe merværdi. Tillige fører Peters mange ideer til en øget efterspørgsel i industri, handel og service, som i Wernströms øjne gør det hele meget værre. Jo bedre det går for produktive mennesker, jo værre går det simpelthen for resten af verden. Jo flere penge, der tjenes, jo fattigere bliver folk.
Så Peters idéer bliver langtfra en vækstkatalysator her i Wernströms fantasi, tværtimod. Den øgede industriproduktion betyder også en voldsom miljøbelastning, forstår vi. Vi husker nok alle, hvor vigtigt miljøspørgsmålet var for Sovjetunionens ledere. Deres miljøbevidsthed har givet de gamle østbloklande selvantændelige floder og nær udryddet støren og den sibiriske tiger.
Oven i købet bliver børnenes adfærd over for forældrene værre og værre, idet de falske behov (skabt af Peter Fidus) kræver nyt, moderigtigt tøj rigtig tit! Her turde jeg faktisk dårligt læse mere, for hvordan skulle det hele gå? Verden var simpelthen kørt i grøften, finansielt, produktionsmæssigt, kulturelt, miljømæssigt og moralsk, og det hele var vor lille – egentlig ganske sympatiske - kapitalistiske helts ansvar!!!
Anne-Gitte har godt nok været skredet fra ham i et par uger, men nu kommer hun pludselig rendende med sin ældre, noget bistre far. Han forbander Peter Fidus i et langt, arrigt møgfald, og lover ham så – umiddelbart inden han skrider igen – nærmest indførelse af verdenskommunismen i løbet af et par uger. Hans afsluttende bemærkning, inden han smækker døren, så pudset drysser, er: ”Bare vent!” Anne-Gitte, går med, med en bemærkning om, at hun nu væmmes ved ham.
End of scene.
Tavshed.
Her til sidst henvender Sven Wernström sig direkte til læseren og opfordrer ham eller hende til at gribe fat i alle voksne og spørge dem, om ikke alt også er blevet dårligere. Og nu sidder vi her som tilskuerne til Et Dukkehjem og spørger: ”Hvor gik Anne-Gittes far hen, da han gik ud?” Verdensrevolutionen kom jo ikke i 1975. For så vidt hverken i 1976 eller 1977, heller.
Så hvad gik galt? Ja, måske det er nogle andre end Peter Fidus, der skaber problemer i verden, og nogle andre end Anne-Gittes far, der kommer til at løse dem. Det kan være, der er flere, der skal gå i hendes fars fodspor. Der er også voksne, man ikke gider se igen.
