I Vesten findes en karakteristisk måde at forstå religion på. Religion ses som en kasse i hovedet på den enkelte. Kassen kan indeholde kors, davidstjerne, halvmåne, dharmachakra, aum, alt eller ingenting. Alt sammen efter den enkeltes præference og i overensstemmelse med individets frie valg.
Her ses Venstres Ungdom flirte med religionskassen:
”I VU ønsker vi ... at slå et slag for religionsligheden og friheden til at tro på, hvad man vil! ... Det er kun op til den enkelte at afgøre, hvad de [sic!] selv tror på...”
Religionskassen gemmer imidlertid på en del antagelser. Religion forstås som et individuelt og privat anliggende, som ikke ligger det øvrige samfund til last. Hvilket er en protestantisk måde at se religion på.
Religion forstås også som et udskifteligt til- eller fravalg. En overbygning på vor fælles menneskelighed, som antages at komme først. Om der er davidstjerne eller dharmachakra i kassen, er blot en slags pynt, da religion blot er religion. Hvilket er en liberal måde at forstå religion på.
Kort sagt: Religiøse tilhørsforhold er næsten uanseelige anliggender, som vi andre dårligt nok bemærker med undtagelse af de æstetiske indtryk, de afstedkommer i hverdagen.
I virkelighedens verden er religioner dog mere end det. Religioner er heller ikke ens. Visse religioner er i gennemsnit mere indadskuende og stilfærdige, mens andre i højere grad breder fangarme ud til sociale, moralske og politiske anliggender.
I megen lutheransk protestantisme er det centrale f.eks. det personlige gudsforhold. Samvittighedsafregningen mellem dig og din Gud. Du har syndet og beder om tilgivelse.
Men der findes også religioner, hvor forløsningen i højere grad opnås ved at stræbe efter overensstemmelse mellem skaberværket og Guds anvisninger for det. Og hvor det er de troendes pligt at opretholde denne overensstemmelse ved at gå i rette med det, der afviger fra Guds intention.
I Vesten forfægter vi religionsfrihed, med henvisning til at religion er forskellig fra politik. Men det er et åbent spørgsmål, om de nordiske protestanter, som i sin tid udstedte sådanne love, kunne have taget højde for, hvordan visse fremmede religioner fungerer, og den effekt, deres omfangsrige tilstedeværelse har haft på Vestens politiske orden.
Et kompenserende perspektiv bliver så, at de andre nok skal blive som os. De mange forskrifter og bestemmelser, vi i Vesten opfatter som politiske, er blot førmoderne karakteristika, de andre snart vil kaste af sig som en slangeham. Det siger vi i hvert fald til os selv.
Det er det, man med et fint ord kalder historicisme. Den blinde tro på, at historien bevæger sig mod en bedre morgendag og/eller et bestemt mål. En indstilling, som nok ville have overrasket dem af fortidens europæere, som oplevede Romerrigets fald og andelen af mænd og kvinder, som kunne læse, svinde ind til det halve. En tro man også abonnerede på i Sovjetunionen, hvor man i 69 år afventede kapitalismens snarlige kollaps.
Nej, de andre bliver ikke nødvendigvis som os. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye sammenfattede utilsigtet hvorfor, da han placerede en tørvetrillende institution som færdselsloven på samme plan som den ultimative religiøse ophøjelse og formanede, at de nytilkomne da snart må erkende, at det er ”Gud, der har vigepligt,” når religion og demokrati støder sammen.
En udtalelse, som i øvrigt fortsatte over i en troskabsed til religionskassen: På trods af de mange problemer, de fremmede religioner afstedkommer, er Socialdemokratiet villige til at gå ”meget langt” for at forsvare de udefrakommendes ”ret til at praktisere deres religion”.
Det er ikke let at se på århundreders vanetænking med friske øjne. Men måske bliver vi nødt til det. At gentænke, hvad vi mener, når vi siger, at vi går ind for religionsfrihed. De indadskuende og samvittighedsbetonede elementer af et trosforhold bør ikke reguleres. Men hvis religion for en stor del af landets befolkning ikke kan reduceres til disse, fordi deres tro er et sammenkog af private og politiske ideer, leder vanetænkningen os også på afveje.
Religionskassen kommer til kort, hvis det viser sig, at den troendes spiritualitet ikke meningsfuldt kan adskilles fra vedkommendes politiske holdninger.
Vi kan i hvert fald starte med at spørge os selv, hvorfor vi er så ivrige efter at ”respektere religion,” når religionskritik er tilladt i Danmark. Vi kan også spørge de problematiske trosretningers tilhængere, hvorfor deres tro absolut skal have så store ambitioner på samfundets vegne, når andre religioner fint kan begå sig mere stilfærdigt og i øvrigt har nemmere ved at begrænse sig til privaten.
Således kunne vi sige, at det ikke er mennesket, men idéerne i hovedet på det, som bekymrer os. At vi ikke kan se, hvorfor det offentlige liv skal belemres med undtagelser og særhensyn, blot fordi den enkelte er fritstillet i forhold til egen samvittighed. At religioner ikke har iboende krav på respekt, men i Danmark må kritiseres på lige fod med andre ideer. Og at Grundloven i øvrigt kun giver religionsfrihed op til det punkt, hvor dyrkelsen af en trosretning begynder at stride mod den offentlige orden.
