Tredje verdenskrig er i gang. Det er ikke en krig med kampvogne og soldater, men en krig med ord og billeder. Tillad mig at forklare. 

I big tech-kredse taler man om, at internetkultur over de næste 50-70 år vil erobre verden. Der findes mennesker i dag, som aldrig kommer til at orientere sig efter internetkultur. Men deres børn (og deres børns børn) vil vokse op med internettets globale bevidsthed som allestedsnærværende rettesnor.

Der vil naturligvis være offline-lommer, som vil bestå. Det er også muligt, at Kina vil bevare et parallelt kurateret internet, og dermed bestå som en slags digitalt Nordkorea. Men online vil vi gå mere og mere mod én kultur. En kultur, som er præget af vestlige værdier, kærlighed til uddannelse og viden, forbrugerisme, høj humankapital og fraværet af autoritær skelnen mellem høj og lav.

Det er dog ikke internetkulturens opstigen, som udgør tredje verdenskrig. Internetkulturen har ingen værdig modstander, og hvor end folk får valget, vælger de den i overvældende grad til. 

Nej, tredje verdenskrig udkæmpes nu og her mellem to interne fraktioner af den globale internetkultur. 

På den ene side er der den vovede, bidende og anarkistiske ånd, internettet oprindelig var hjemsted for.  Her er man ikke enige om meget, men dog enige om, at tabuer skal udfordres – rapkæftet, øretæveindbydende og uden respekt for autoriteter. Her ser man stort på både konservative sensibiliteter og politisk korrekthed og er tilhængere af en næsten uindskrænket ytringsfrihed, intellektuel frihed, kreativ frihed og kunstnerisk frihed. Folk af denne støbning kan bedst betegnes som kulturlibertarianere. 

På den anden side er der det konforme og konsensussøgende temperament, som er blevet stærkere på nettet, i takt med at online-tilværelsen ikke længere er forbeholdt renegater og nørder. Det er her, man lægger vægt på værdier som omsorg, venlighed og gensidig respekt. Hvor man gerne vil etablere en ordentlig tone, før man går videre til en debat. Hvis internettet gør os hyperforbundne og sætter enhver i stand til at smide tabubelagte argumenter direkte i hovedet på modparten, er det dette segment, som ønsker at indsnævre denne mulighed. At forsinke og moderere den.

Det siger sig selv, at ingen af de to fraktioner kan føres direkte tilbage til gammelkendt offline-politik. Men det er lige så evident, at den konformitetssøgende gruppe nemmere kan alliere sig med fortidens institutioner. Og således får vi mediernes korstog mod internetsteder for anderledes tænkende, menneskerettighedsorganisationers hændervriden over den hårde tone i internetdebatter (med slet skjult ønske om at slette de konfronterende kommentarer) og folketingspolitikeres higen efter at registrere almindelige menneskers gøren og laden på nettet. 

Indtil videre har jeg opridset denne strid uden brug af filosoffer. Men vi kommer ikke uden om det. Kulturlibertarianerne har ikke rigtig en filosof. Den tætteste er måske libertarianeren Robert Nozick, der ligesom dem ønskede en uhæmmet eksplosion af ytringer, eksperimenter og kreativitet inden for den  liberaldemokratiske orden.

Modparten har til gengæld et klart filosofisk ophav. Det er idéaksen fra tyskerne Hegel og Marx til den russisk-franske Kojève. Et ophav, som bedst kan beskrives som troen på, at verdenshistorien indeholder en universel, fremadskuende og godartet logik, som med tiden vil føre til øget international integration, kulturel harmoni mellem vesterlændinge og muslimer og 50/50-fordelinger i beskæftigelsesstatistikkerne, så kønnene ikke vælger forskelligt.  

Det er, som den amerikanske serieiværksætter Marc Andreessen har påpeget, troen på, at der findes en singulær, forenet og optimal måde at løse problemerne på. Samt at denne løsning nok skal åbenbare sig, hvis blot vi rykker tættere sammen, bliver mere respektfulde over for hinanden og mere ens i vores omgangsformer og tænkemåde. 

Når borgerlige peger fingre af de konforme og fremhæver, at ingen vesteuropæiske lande har haft succes med at integrere muslimer, eller endsige ved, hvordan det skulle gøres, misser de således pointen. Visdommen åbenbarer sig over tid og i overensstemmelse med de mennesker, vi vælger at være, som Kojève ville sige. Det kan med andre ord sagtens være, at vi ikke for nuværende har en løsning. Men vi kan vælge at frembringe en løsning ved at opføre os respektfuldt og tro på, at en sådan løsning er mulig. 

Når fænomener som Brexit og folk som Trump, Jordan Peterson og Pernille Vermund på hver deres måde har succes med at udfordre det herskende narrativ og skrue historiens ur ”tilbage”, afslører det for deres tilhængere den fejlagtige tænkning i modpartens lejr. Men for tilhængerne af det globale hovednarrativ vælger disse folk derimod at ødelægge den godartede fremtid. Det gør de ved trodsigt ikke at tro på den ene side og ved bevidst at modarbejde den med inopportune fakta på den anden. Det fører til det hyppigt sete paradoks, at de mennesker, som ellers plæderer for en respektfuld tone, uden tøven kan dreje om på hælen og udsætte Peterson m.fl. for bagvaskelser, smudskampagner og løgne. Troen på det globale hovednarrativ kræver ofre. Når det trues, bliver dets modstandere frit bytte.

På et dybere plan kan vi således se, at kampen om online-kulturens fremtid ikke blot er en kamp om politik eller filosofi. Den er i sin essens en kamp om autoritet, tryghedsinstinkter og social organisation. Tror man på, at kloge mennesker på Slotsholmen, i Bruxelles, i Westminster og i Washington D.C. kan løse verdens problemer med en samlet politisk overbygning i form af en global superstruktur eller ikke? Var det liberale demokrati et produkt af historiens godartede indre logik eller udfaldet af en stribe skøre og delvist tilfældige eksperimenter, ingen kunne have forudset konsekvenserne af? Er kvindefrigørelsen en selvindlysende sandhed, eller er der også historiske, biologiske og kulturelle faktorer, som spiller ind på, hvor i verden den rodfæster sig? 

Tilhører man den konforme gruppe, er det hårdt at blive konfronteret med den anarkistiske ånd. Det er i sin essens at blive konfronteret med, at verden ikke er så rar, som man troede. At magthaverne ikke nødvendigvis har styr på tingene, og at der ikke er nogen garanti for, at historien ender godt. Som Freud ville sige, er det øjeblikket, hvor teenageren står ansigt til ansigt med muligheden for, at forældrene ikke er så mægtige, som han troede. Det er en vanskelig erkendelse. 

Det forklarer også, hvorfor man i den konforme lejr slår ring om behagelige værdier som respekt, tolerance og inklusion, mens man forgæves forsøger at ignorere eller udskamme anarkisternes inopportune observationer. Man har brug for at se en godhed i magthaverne, i overnationale organisationer og i forkromede 2040-planer, som muligvis ikke er der.

Den vigtigste skelnen i kampen om internettets fremtid er således ikke, om man er højre- eller venstreorienteret, men hvordan man anskuer autoriteter, og hvor man befinder sig i sin kapacitet for divergerende ytringer.

Hvor ender striden om online-kulturens fremtid? De konforme er der naturligvis flest af, og internettrafikken har i de senere år samlet sig på centraliserede platforme, som er nemmere at regulere og censurere. Omvendt har anarkisterne haft et tiårigt forspring, hvor de alene fik lov at definere, hvad internetkultur skulle være. Og på trods af de forskelle, vi har opgjort i denne artikel, deler de to lejre en række værdier i form af respekt for viden, kunnen og kreativitet – værdier som anarkisterne ofte legemliggør bedre end de gamle autoriteter, som ikke kan svare for sig. 

Krigen om internetkulturen er i gang. En strid som sandsynligvis vil påvirke fremtiden på samtlige af jordens kontinenter. Det er tid til at tænke grundigt over, hvordan den fremtid skal være.