Essay

11.12.25

Premium

Årets Grinch går til Rasmus Stoklund

Den sandeste julefred sænker sig, når politikerne lader civilsamfundet være i fred. Når staten lader mennesker hjælpe mennesker uden ministerielle mellemregninger, og erkender, at julens varme aldrig kommer fra politisk styring, men fra alt det, staten ikke kan kontrollere.

Der findes hver december en ganske særlig politisk tradition i Danmark, der er mindst lige så tilbagevendende som DR’s Jul i Skomagergade: den årlige debat om, hvem der må modtage julehjælp — og vigtigere endnu, hvem der absolut ikke bør gøre det.

Det er en sær rytme, en slags offentlig adventskalender, hvor hvert år tildeles os en ny politiker, en ny læserbrevsskribent og en ny moralsk dom over, hvad der i grunden udgør en “rigtig” jul.

Og som i enhver anden familie, der allerede har nok konflikter hen over andestegen, har jeg længe undret mig over, hvorfor netop dette område — julehjælp, af alle ting — er blevet gjort til en politisk kontrolzone.

Stoklund blander sig i civilsamfundets samtale
I år faldt loddet på udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund, der i et øjeblik af digitalt overmod besluttede sig for at kaste sig ind i en civilsamfundsdebat, der hverken krævede hans deltagelse, hans stillingtagen eller hans Instagram-profilbillede.

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

55

Årlig betaling

550

Hvorfor blive medlem og betale? Fordi det er medlemmerne, der betaler for indholdet.
Vi har gjort det så billigt, at alle kan være med.

Kontrast stræber efter at blive:

Dit borgerlige anker i en woke tid

En autentisk borgerlig stemme

En borgerlige modvægt

Debat med bid, vid og humor

Dit borgerlige fællesskab