Der er vigtige nyheder, og så er der knap så vigtige nyheder.

For midt i syndfloden af mere eller mindre letfordøjeligt udenrigsstof fra Libanon, USA og Taiwan må vi i disse urolige tider have øje for det væsentlige og det nære, og her synes jeg den sindrige, danske chokoladeafgift fortjener en placering i øverste rangklasse.

I Danmark lever vi nemlig så bekvemme liv, at nogen på Slotsholmen på et tidspunkt må have tænkt:

”Det går simpelthen ikke. De bliver dovne og har for meget tid til at tænke selv. Der må gøres noget, før de finder på ulykker.”

Tilsyneladende er man så gået i samråd og har orkestreret en glimrende løsning, der går ud på kontinuerligt at opdatere SKATs regler for dit og dat, så du som privatperson i almindelighed og erhvervsdrivende i særdeleshed aldrig helt ved, hvad du har at holde dig til.

Du ved bare, at helvedes flammer omslutter dig, hvis ikke du til punkt og prikke overholder de til en given tid gældende regler. Som hele tiden ændrer sig.

På den måde pseudo-beskæftiger man smart nok ikke kun de danske skatteydere, men kan også forsvare at ansætte tusindvis af medarbejdere i diverse afdelinger for opkrævning (sjovt nok sjældent udbetaling) af de indtægter, vi som udgangspunkt må forstå, ikke er vores egne, men statens, og samtidig melde ud, at beskæftigelsen her i landet er tårnhøj. På Matadorpenge-måden

Styregruppen for Bureaukratisk Adfærdsregulering
BT bragte i dag et udmærket eksempel, der handler om den for de fleste af os livsvigtige næringskilde, Træstammen.

Hver dag står danske bagere i et dilemma; hvis de nøjes med at dyppe enderne af kagen i chokolade, så undgår de at betale chokoladeafgift.

Uanset hvor mange gange, de dypper og hvor tykt laget bliver. Hvis de derimod ruller hele kagen i chokolade, så skal de - ligegyldigt hvor tyndt laget måtte være - betale 26 kr. i afgift pr. kilo træstamme.

Dét er altså godt fundet på. Og må have krævet mange, mange afdelingsmøder i Styregruppen for Bureaukratisk Adfærdsregulering at komme med ideer af den kaliber.

Til gengæld er det som bekendt umuligt at gå i krig, hvis man er ved at dø af grin, så kunne man rundkringkaste sagen om de danske chokoladeafgifter i internationalt regi, måtte vi ikke underkende deres potentielt fredsskabende effekt.

Anti-fascisternes fascistiske tendenser
I EU’s parlamentariske børnehave har det været en spændende uge, hvor Ungarns premierminister i sin egenskab af formand lagde vejen forbi og lod sig hudflette af Ursula von der Leyen og resten af den som altid pædagogisk utilregnelige venstrefløj.

Det generer dog ikke store, østeuropæiske ånder, og da Orban flere gange tilbageviste hidsige og en kende hykleriske angreb om eksempelvis antallet af russiske ansatte i EU's medlemslande, og hans fjender til sidst løb tør for både ordforråd og verbalt artilleri – ja, så så man ingen anden udvej end at begynde at synge.

”Bella Ciao”, såmænd.

Som så ofte før genkender anti-fascisterne ikke deres egen fascistiske tendenser, når nogen tillader sig at mene noget andet, end dem, og det må også være svært at være til, hvis man lider af den nedgroede selvforståelse, at man har patent på sandhed og menneskekærlighed.

Den form for selvindsigt tynger heller ikke vores helt egen Stine Bosse, der i et opslag på sociale medier mener, at vi ikke længere kan tolerere Victor Orbans fri leg.

Med andre ord; vi bør fra EU's side undergrave og udlægge benspænd for en godt nok demokratisk valgt og ret populær premierminister for et i stigende grad velfungerende land, der åbenlyst forkaster EU's socialistiske selvmordstendenser og gør, som de selv synes er bedst.

Obama uden huller i arrogancen
Tidligere præsident Obama har endnu engang vist, at han ville have en stor fremtid hos et af de frelste og udskamningsglade partier herhjemme.

For et par dage siden gik han viralt på en lidet heldig måde, da han blev filmet, mens han uden det mindste hul i arrogancen belærte en ung, sort amerikaner om, at der ikke var nogen undskyldning for ikke at stemme på Harris, når man tilhørte denne undertrykte del af befolkningen.

Hvad manden muligvis glemmer er, at det helt mod demokraternes forventning faktisk var den afroamerikanske del af USA's befolkning, der var med til at sikre Trump valgsejren i 2016.

Netop denne gruppe af ofte dårligt uddannet arbejderklasse har for længst indset, at det elitære, politiske etablissement er fløjtende ligeglade med alle andre end sig selv, og at løsningen måske skal søges i Republikanernes mere traditionelle metoder.

Den etbenede pirat med integrationsplan
Igen i denne omgang har indvandringen fyldt en del i avisernes spalteplads, og som så ofte før ikke med nævneværdigt positive budskaber

Det nedslående faktum er dog opløftende i sig selv, da det efter mange år med tavshed og forsøg på at fortie sandheden endelig er socialt og journalistisk acceptabelt at adressere udfordringerne.

Selvom Politiken som regel stadig foretrækker at se danskerne som udfordringen og indvandrerne som løsningen. Men lad nu det ligge.

Berlingske har lige på det punkt erklæret sig nogenlunde på vi oprindelige indbyggeres side og kunne i ugens løb bringe adskillige artikler og indlæg, der rusker op i sødsuppen, for eksempel med nyheden om fire aarhusianske storfamilier med ikke-vestlig baggrund, der hele 5.000 gange tilsammen er sigtet for lovovertrædelser af divergerende karakter.

Uden at nogen af den grund er blevet udvist. Sammenholdt med det glade budskab om, at den ét-benede, nigerianske pirat, Lucky, nu skal til at være rigtig dansker og dermed får beskæftigelsesplan, danskundervisning og integrationsstøtte, så bør vi som danskere endnu engang spørge os selv, om vi mon er til grin for vores egne penge.

Ulovligt at fremhæve det faktuelle
I samme boldgade må vi erkende, at vi befinder os i en juridisk gråzone, hvad angår ytringsfriheden.

I tirsdags måtte formand i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, nemlig se sig selv sigtet af politiet for at rutte med sandheden, idet han havde udtrykt sig lidt for tydeligt om det faktum, at ikke-vestlige indvandrere står for en voldsomt stor del af kriminaliteten.

Det ved vi alle, men vi må bare helst ikke sige det, for så risikerer vi, at straffelovens §266b træder i kraft og minder en om, at man ikke må diskriminere.

Her er det nemlig ikke mere eller mindre legal og acceptabel opførsel, der styrer de juridiske løjer, men hudfarve og etnisk tilhørsforhold.

Som altid er der regler for nogen og andre regler for andre, og tilhører man en politisk overbevisning til venstre for midten, kan man slippe afsted med mest utrolige ting

Begejstring for overvågning
Så når justitsminister Hummelgaard med henvisning til samme statistiske virkelighed som Messerschmidts erklærer sig ”ubeskriveligt vred”, så er det helt i orden og udløser ingen ballade med anklagemyndigheden.

Samme minister lader desuden til at have arvet sin forgængers begejstring for overvågning, og har på et antal lukkede møder agiteret for, at tech-virksomheder skal tvinges til at overvåge befolkningens færden på sociale og digitale medier.

Ganske vist er forslaget ulovligt, men den slags går sjældent nogen på i Socialdemokratiet, så mon ikke han med noget EU-lovgivning i ryggen kan kreere et stykke politisk ingeniørkunst, så vi snart kan føle os helt trygge under Big Brothers vågne øje.

Til gengæld skinner solen.

God tirsdag.