Tro mig, det er ikke mangel på ærefrygt for nogens Gud, når jeg vil kalde coronaen for Guds straf. For uanset hvilken Gud er læren den samme.
I den græske mytologi sætter menneskene sig op mod guderne gang på gang. Man kender straffen. Sisyfos må rulle sin sten op på bjerget, hvorfra den straks ruller ned, og han må hente den op igen. Prometheus får sin lever hakket ud af en ørn, og danaiderne må fylde vand i bundløse kar til evig tid. Hybris er at ville være guder lig. Nemesis er straffen.
Men vi kan ikke lade være, eller med Nietzsches ord: Hybris ist unsere Stellung zu Gott. Straffen falder, hvad enten det er Lots hustru, der bliver til en saltstøtte, eller det er Orfeus’ Eurydike, der bliver til en skygge, hvad forskel gør det?
Det fælles er, at mennesket prøver at indtage Guds plads, og at det til straf falder til et lavere plan end det menneskelige, forvandles til dyr som Odysseus’ mænd, der bliver til svin, eller til en livløs ting som skyggen eller saltstøtten.
