Der er noget ved at stå midt i en valgkamp, som gør os mere højlydte og mindre eftertænksomme. Demokratiet skruer op for volumen og ned for tyngden. Pludselig er enhver uenighed et opgør med systemet, enhver reform en redningsaktion, enhver kandidat enten frelser eller forræder.
Midt i det læser jeg om vælgere i Politiken, der ikke blot vil vinde, men vil se det hele vakle. Ikke for at bygge noget nyt. Men for at mærke, at de selv står et sted i rystelserne. “Nogle vil bare se verden brænde,” som det dramatisk er blevet formuleret af politolog Michael Bang Petersen.
