I et supermarked i Otranto, mellem dåsetomater, taralli og et udvalg af bælgfrugter så omfattende, at selv et dansk ernæringsråd ville få en slags teknokratisk opstemthed, stirrede Bud Spencer på mig fra en dåse bønner.
Ikke som skuespiller længere, naturligvis. Mere som en syditaliensk husgud for robust fordøjelse og fysisk autoritet.
Der var noget ved synet, som fik tankerne til at drive mod Reagan, denne anden aldrende westernfigur, der i sin tid forstod noget, som vores hjemlige politikere tilsyneladende har glemt, nemlig, at når en politisk klasse har gjort virkeligheden unødigt kompliceret, er det ikke flere forhandlinger, flere procespapirer og flere alvorlige ansigter, vi har brug for.
