Det er besynderligt at lægge øre til klagen om, at tilvandrede etniske minoriteter udelukkes fra danskheden, og det sågar i tredje, fjerde og femte slægtsled, blot på grund af deres gener. For hvordan er det egentlig kommet dertil, at store grupper af afghanere, tyrkere og pakistanere står der i tredje og fjerde slægtsled med deres gener uden et eneste familiebånd til nogen dansker?
Vi har ingen tysk, brasiliansk, kinesisk eller russisk efterkommergruppe af betydning. De gifter sig typisk med danskere og får danske børn, hvis danskhed ingen sætter spørgsmålstegn ved, og som indfødsretsloven øjeblikkelig kvitterer for med et dansk statsborgerskab.
Både loven og retsfølelsen følger det jus sanguinis-princip, ifølge hvilket en danskers barn er dansker, uanset hvad den anden forælder er. Man er dansker gennem slægtsbåndet, det er princippet, og vi øffer ikke i, om blodet er rent.
Vi står ikke i en konflikt om racehygiejne. Vi står i en konflikt mellem etniciteter.
