I gamle dage brystede marxisterne sig af deres hensynsløse religionskritik. Der var ikke sten på sten tilbage af hverken jødedommen eller kristendommen, når den uforfærdede marxist havde været i gang.
Men hvorfor har marxisterne ikke beriget verden med en gedigen historisk-materialistisk analyse af muhamedanismen, som jo dog har været på alles bævende læber i henved 50 år?
Svaret er, at for marxisterne er alting underordnet klassekampens perspektiv. Man vifter ikke så vital en del af det revolutionære subjekt om næsen med den slags.
Der er imidlertid en enkelt ”borgerlig marxist”, der har ridset hovedtrækkene til en sådan analyse op.
