I første del af dette skrift nåede vi frem til, at fællesnævneren for marxisme, relativisme og wokeness er, at tanker grundlæggende betragtes som ting. De anskues i et distanceret iagttagerperspektiv, der synes at stamme fra en misforstået efterligning af naturvidenskaberne på humanioras område.
Den konklusion rimer med det velkendte faktum, at man kan rette beskyldninger om videnskabsfetichisme imod mange af de venstreintellektuelles modediller, fx marxisme, psykoanalyse og strukturalisme. Det distancerede iagttagerperspektiv er fællesnævneren, der hver gang synes at overbevise en ny generation om projektets fortræffelighed.
Konklusionen rimer også på filosoffen Richard Rortys advarsel imod det moderne universitetslivs ”tilskuerånd”. Rorty var selv venstreorienteret, men følte sig ikke desto mindre hjemløs på den moderne venstrefløj: ”Forskellen på det tidlige tyvende århundredes venstreintellektuelle og flertallet af deres nutidige modstykker er forskellen på aktører og tilskuere” (Rorty: Achieving our Country, 1997: s. 9ff).
