Det største kulturtab, der er sket i min levetid (hvilken efterhånden beløber sig til 68 år), er, at engelsk er endt med at være det eneste fremmedsprog, som folk kan eller så nogenlunde kan. Engelsk omgiver os overalt, når man tænder for radioens P3 er 11 ud af 10 sange på engelsk, og i fjernsynet gælder det 11 ud af 10 serier.

Søgemaskinerne stiller automatisk ind på engelske resultater, man må selv tvinge dem væk, hvis man vil noget andet. Man må bookmarke tysk eller fransk Wikipedia, hvis man helst vil finde sine oplysninger der.

På danske restauranter kan personalet virke helt overraskede over, at man taler dansk, som om dansk var det naturlige udgangspunkt for at tale sammen i Danmark.

Engelsk skal være det universelle sprog – og det er det også, i en vis udgave, English – of a sort.

Af og til henviser en kollega mig til et værk på engelsk, der skulle være så og så vigtigt; jeg tjekker sjældent, for jeg ved, at hvis der findes noget bedre på fransk eller tysk, så har de ikke hørt om det. Ganske vist ved jeg også, at de kolleger er på den rigtige side af historien, den vindende side. Franskmændene og tyskerne begynder allerede selv at tale og udgive på engelsk. Alligevel holder jeg fast ved den verden, der er noget ved, selv nu hvor den er på vej ned. Hvem ved, måske genopstår den et eller andet sted.

Historien skrives af sejrherrerne, siger man, men det er endnu ikke sket, at nogen har sejret for evigt.

Sløk ville slet ikke
Man ser det ikke umiddelbart, men min overskrift her er et citat af professor Johannes Sløk. Jeg har det fra Kjeld Holms bog Mennesket er en misforståelse. Portræt af Johannes Sløk (Kristeligt Dagblads Forlag 2016). Sløks ord skulle være faldet efter en af hans forelæsninger, hvor en amerikansk studerende spurgte om noget med Kierkegaard. Da det blev en kende for kompliceret for amerikaneren, spurgte denne, om han måtte slå over i engelsk. Hvortil Sløk replicerede: ”I don’t speak English!”

Udsagnet er temmelig overraskende fra en, som har oversat adskillige af Shakespeares skuespil. Ganske vist skal en oversætter især være god til det sprog, han oversætter til, og ganske vist kneb det for Sløk med udtalen. Men tysk og fransk talte han gerne, selv om det også kneb der. Så jeg kan ikke se rettere, end at når Sløk erklærede, at han ikke talte engelsk, så var det ikke på grund af manglende evner, men af manglende vilje. Altså at når han ikke talte engelsk, så var det, fordi han af princip ikke talte engelsk.

En af de mange anekdoter om manden fortæller tilsvarende om den fjerne tid, hvor de studerende skulle have pensum godkendt hos professoren og stod i kø på gangen uden for hans kontor den halve dag. Da en studerende var mødt op med Rousseau i oversættelse, greb Sløk straks hans bog og løb ud på gangen og råbte: ”Vil De tro det! Vil De tro det! Her er en studerende, der har gjort en opdagelse. Rousseau – Jean-Jacques Rousseau mine damer og herrer – har skrevet en bog på engelsk! Den hedder Of the Social Contract…”

En arrogant nar
De tider er forbi, selvfølgelig. Johs. Sløk var en arrogant nar, selvfølgelig. Man skal ikke kunne noget. Hvis man kan, er man ikke dygtig, man er mærkelig. Vi kan ikke byde studerende tekster på tysk og fransk, for de sprog kan de alligevel ikke; den slags universitetspædagogik er og bliver sjovt nok en selvopfyldende profeti: Når vi ikke forlanger sprogkundskaber, så holder de studerende op med at have dem. Og når vi behandler studerende som skolebørn, så bliver de skolebørn. Og helt generelt, når man behandler folk som pattebørn, så bliver de pattebørn.

Ikke desto mindre holder jeg med Sløk. Eller med Schanz og Hauge i deres senile ulydighed, som jeg vel efterhånden også må kunne tillade mig. Det er ikke det samme at læse i engelsk oversættelse. Og det at formidle alting på engelsk fører ikke til noget. Eller ikke til andet end monokultur. Vi bliver engelske alle sammen, lige så insulære, lige så provinsielle, lige så jingoistiske i vores måde at ignorere andre europæiske traditioner på.

Mærkeligt nok har de filosoffer, som nutidens akademikere gerne citerer, sagt netop det. Merleau-Ponty og Gadamer formulerer næsten samtidigt, at det forhold til verden, det syn på verden, som jeg kan have, er mit sprogs. Hos Gadamer er sproget Weltanschauung eller Weltansicht, hos Merleau-Ponty er det un rapport au monde. Wittgenstein, som de alle sammen skal forestille at kunne over there, siger det endnu tydeligere i sin Tractatus: ”Die Grenzen meiner Sprache bedeuten die Grenzen meiner Welt.”

Valbyengelsk
Formentlig er man sikker på at have sat sig ud over de betingelser, når man nu taler det samme sprog alle til hobe. Og det har man da også – idet man netop ikke har det. Man er begrænset af et og samme sprog, idet man især er begrænset af sin uformåenhed udi det sprog. Man er begrænset af et sprog, der ikke mere er et sprog, men kun er nogle koder, nogle skemaer og kategorier, som man internationalt er blevet enige om, men som ikke udspringer af andre erfaringer end dem, man kan gøre sig på internationale kongresser.

Engelsk, internationalt engelsk, har udviklet sig til at være et sprog kun lige over det spontane tegnsprog, som man kan gøre sig forståelig på blandt mennesker. ”No problem!”

Det er vel derfor, at engelsktalende eller kendere af engelsk, som Brian Patrick McGuire, professor i historie på Roskilde Universitet, eller Niels Davidsen Nielsen, professor i engelsk og engang formand for Sprognævnet, har nogenlunde samme forhold til det engelsk som jeg og begræder det lige så meget.

Det er da også vanskeligt at se, hvordan der nogensinde skulle fremkomme et værk af betydning på det lingo. Alt imens de bevilgende myndigheder fortsætter med at opmuntre de unge til at kvalificere sig ved at være internationale på valbyengelsk.

Af disse og andre grunde siger jeg som salig professor Sløk: ”I don’t speak English!” Jeg ved godt, at vi, som siger sådan, tilhører en uddøende race. Men det er med stolthed, man dør på sin post.