Frankrig er et af de mest sekulære lande i verden, hvis ikke det mest sekulære. I Frankrig skal man giftes en gang til, når man er blevet religiøst viet, for det tæller ikke i civilregisteret, det gør kun vielsen på rådhuset, derfor må man også derhen. Og det er vel nok mærkeligt, synes folk fra lande, der har en statskirke. Hvad er pointen?
Den er god nok. Hvis en religiøs autoritet blander sig i forholdet mellem staten og dens borgere, går det galt. Derfor anerkendes religiøse autoriteter ikke som statslige.
Loven om adskillelse af stat og kirke blev vedtaget i Frankrig den 9. december 1905. Den havde været længe undervejs, faktisk lige siden den franske revolution. Arkitekterne bag den var af radikal eller radikal-socialistisk observans, som Emile Combes (1835-1921) og Aristide Briand (1862-1932). Man ville sikre, at ingen religion nød fremme i forholdet mellem staten og borgerne, hvad enten det gjaldt skolevæsen, fattigvæsen eller sygehusvæsen. Det er princippet om statens verdslighed (laïcité).
I tiden for lovens vedtagelse kom det til voldsomme protester og demonstrationer i gaderne, til sammenstød mellem politi og katolikker. I dag kan man finde de gamle fotografier af gadekampene på nettet.
