Jeg havde aldrig brudt mig om ordet mulat og altid forsøgt at undgå det, dog uden at jeg havde nogen god forklaring på hvorfor. I mange år brugte jeg forskellige omskrivninger, ”en mor, der er europæer, og en far, der er afrikaner”, ”lidt mere brun i huden end de andre”, ”sådan en slags blanding”, osv. Indtil jeg en dag slog ordet op i Meyers fremmedordbog, som jeg er den lykkelige ejer af i udgaven fra 1924. Der står:
”Mulat, sp. (mulato, af l. mulus, muldyr), eg. muldyragtig (af blandet Herkomst), Barn af en sort og en hvid.”
Altså havde jeg haft ret. Dette noterer jeg, da jeg plejer at gå ud fra, at jeg tager fejl. Men min fordom var berettiget – jeg havde ikke brudt mig om at kalde nogen for mulat og dermed noget nedsættende. Jeg hverken syntes eller synes, man skal kalde nogen for muldyragtig. Så jeg lod være. Uden om mig gik verden videre, ordet var stadig gangbart.
I de lykkelige år, hvor jeg talte fransk hver dag, brugte jeg ordet metissé, som bruges i betydningen: blandet. Det bekom mig bedre, ordet var næsten lidt sødt. Det findes også på dansk, hvor det hedder mestiz eller mestits, det findes endda også i Meyers fremmedordbog, anf. udgave hvor det (ligesom i Blinkenberg og Høybyes franske ordbog) forklares som ”Afkom af en Hvid og en Indianer”. Men det bruges nu bredere. Jeg skulle gerne bruge ordet mestits på dansk, men da ingen andre bruger det, kommer jeg ingen vegne med det.
Altså tilbage til omskrivningerne. I hvert fald for en tid.
For nu tog tingene fart.
