Den kinesiske kunstner Mu Xin sagde engang: "Mangel på æstetisk forståelse er en terminal sygdom, som ingen mængde rationel viden kan helbrede." Kunst har altid været et grundlæggende element i menneskets kultur, en intuitiv og sanselig praksis, der former vores moralske dømmekraft og politiske udvikling. Filosoffer som Ernst Cassirer og Benedetto Croce har argumenteret for, at kunsten ikke blot er en kilde til skønhed, men en konstituerende kraft i samfundet.
I de seneste årtier har kunsten dog fjernet sig fra denne rolle. I stedet for at reflektere over det store og transcendente er den blevet en introspektiv øvelse, hvor det individuelle jeg og dets følelser er i centrum. Den er blevet en terapeutisk proces snarere end en kilde til erkendelse. Derved har kunsten bevæget sig væk fra naturen, kosmos og en følelse af noget, der er større end mennesket. Denne udvikling har givet plads til en ny form for hybris, hvor mennesket placerer sig selv som en gud, der ser verden udelukkende gennem et subjektivt filter. Et filter der med Croce fordrede en æstetisk hedonisme, hvor der tilkendes gyldighed til alle handlinger uden tekniske kunnen, som værende kunst.
Magelighedens faldgruber
Siden industrialiseringen er levestandarden steget markant, og materiel fattigdom er næsten udryddet i Vesten. Uddannelse og fri markedsøkonomi har skabt velstand, men samtidig er den æstetiske dannelse blevet tilsidesat. Mens woke-bevægelsen fokuserer på sociale og identitetsmæssige uligheder, ignoreres en langt dybere ulighed: uligheden i æstetisk dannelse. At tilegne sig en æstetisk sans er langt sværere end at opnå viden eller rigdom. Det kræver kundskaber, disciplin og evnen til at udskyde behovstilfredsstillelse – dyder, der ofte undermineres af en moderne kultur præget af overfladiskhed og umiddelbar tilfredsstillelse.
For at genetablere en æstetisk bevidsthed må tre hovedfjender bekæmpes: industrialismens ensretning, kitschens overfladiskhed og totalitarismens smagsdiktatur.
Industrialismens æstetik
Industrialismen, hvad enten den antager socialistiske eller kapitalistiske former, har uden tvivl forbedret de materielle livsvilkår. Men den har også reduceret fokus til kun at omhandle materielle behov, hvilket udhuler menneskets sjælelige liv. Industrialismens æstetik er præget af masseproduktion og standardisering, hvilket skaber ensartede bymiljøer, forudsigelige filmfortællinger og uniforme forbrugsvarer. Skønheden forsvinder, når kunst og design udelukkende bliver et spørgsmål om funktionalitet og produktionseffektivitet.
H.C. Andersens eventyr om de forbandede røde sko kan tjene som en advarsel: Forførelsen af det materielle kan gøre mennesket blindt for det virkeligt værdifulde og få det til at danse formålsløst videre, uden at kunne stoppe op og reflektere.
Kitschens æstetik
Under modernismen blev kunstens rolle at udtrykke individets følelser. Dette kulminerede i postmodernismens kitsch, hvor kunst ikke længere søger skønhed, men blot tjener som en mekanisme til at stimulere sanserne. Popkulturen fylder folk med hurtige og letfordøjelige oplevelser gennem idol-dramaer, fastfood-kultur, sociale medier og reality-tv. Alt sammen designet til at give umiddelbar tilfredsstillelse uden nogen dybere refleksion.
Kitsch er ikke bare en banal kunstform; den er en form for selvbedrag. Den skaber illusionen af æstetisk oplevelse, men uden den dybde og kvalitet, som egentlig kunst besidder. Hvis man udelukkende omgiver sig med kitsch, risikerer man at miste evnen til at skelne mellem det ægte og det overfladiske, hvilket kan ende i en eksistentiel tomhed.
Absolutismens æstetik
Totalitarisme indebærer, at en magthaver definerer, hvad der er skønt og sandt, og undertrykker alt andet. I samfund, hvor magten dominerer æstetikken, bliver kunst et værktøj til social kontrol. Nazistisk og socialistisk kunst har begge eksemplificeret denne tendens, hvor skønhed ikke må være et individuelt udtryk, men skal tjene en politisk ideologi.
I moderne kontekster ser vi lignende tendenser. Socialdemokratiske kulturpolitikker dikterer, hvad der er "god kunst", og visse kunstformer får statsstøtte, mens andre marginaliseres. Skønheden underkastes en politisk agenda, hvilket kvæler den frie kunstneriske udfoldelse.
Moralitetens æstetik
Montesquieu sagde: "Når kun én slags skønhed tillades, må det være grimhed." I en tid hvor industrialismen, kitschen og det æstetiske diktatur dominerer, er det vigtigere end nogensinde at genetablere en ægte skønhedssans.
Immanuel Kant beskrev skønhed som et symbol på moral. Når skønheden forsvinder, følger ødelæggelse, fiasko og nihilisme. At genopdage og dyrke det smukke er ikke en passiv proces; det er en aktiv handling, der kræver refleksion, disciplin og evnen til at modstå samtidens letkøbte fristelser. Kun gennem denne kamp kan vi genvinde det tabte og sikre, at skønheden igen bliver en integreret del af vores kultur og liv.
