Samtykkeloven er det vel nok mest håndgribelige – og skræmmende – resultat af den antidemokratiske, antiliberale MeToo- og Woke-revolution, som blev sat i gang i 2017. Jeg har selv været blandt dem, der har talt dunder mod denne revolution. Også, indrømmet, på en indimellem nok så skinger måde.

Men det skyldes slet og ret angsten for det, vi nu faktisk har set udspille sig i regi af samtykkeloven gennem de sidste fire år. Og som jeg ikke vil tøve med at kalde for et kollektivt, systemisk justitsmord på ikke mindst helt unge drenge og mænd. Ændringer af landets love skal foregå roligt og besindigt og velovervejet – ikke i en eller anden halsstarrig ideologisk rus, hvor man brat vil lave et kæmpe ”paradigmeskift”, med den københavnske strafferetsprofessor Trine Baumbachs – en af samtykkelovens chefarkitekter – udtryk. 

Seksuel debut, skræk og anklager
Jeg kan kun sige, at for mig har det været direkte hjerteknusende igen og igen at opleve disse unge drenge og mænd blive tiltalt og dømt efter samtykkeloven. Mange af dem har aldrig rigtig prøvet af have sex med nogen før. De er så rædselsslagne for at begå fejl, at de overlader det meste af initiativet til pigen og spørger og spørger og spørger, om der er samtykke, hvilket de får bekræftet op ad døre og ned ad stolper, at der er. Og at det i øvrigt er irriterende, at de bliver ved med at spørge.

Alligevel ender det ofte – kan man vel nærmest sige sig selv – med at de ikke kan gennemføre akten af bar skræk.

Trods dette kan de i næste øjeblik stå i en situation, hvor de bliver anklaget for voldtægt. Ja, sågar også dømt for det. Uanset at der ikke findes ét eneste objektivt bevis for, at der har fundet så meget som et samleje sted. For da slet ikke at tale om sådan noget som forsætlighed til at begå en alvorlig kriminel handling.

Naive dommere
Endda kan al dokumentation og samtlige vidneudsagn i retten pege mod, at anklagen ikke passer. ”Men hvorfor skulle hun melde det, hvis det ikke passer?” Sådan har jeg hørt utallige dommere sige, umiddelbart inden de har fældet dom – måske for en hændelse, der er foregået, eller eventuelt aldrig nogensinde er foregået, for lang tid siden.

Svaret er desværre lige så rystende, som det er uhørt. En pige kan have problemer af mange slags, som gør hende sårbar i ikke mindst kærlighedsrelationer. Hun havde måske håbet på noget mere. Hun er allerede i kontakt med psykologer og det omsiggribende trivselspersonale på skolerne. Hun trænger i bund og grund bare til omsorg og til at tale om, at hun er ked ad det over en hel masse ting: hjemmet, skolen, kammeraterne – og så altså en dreng, som måske gerne ville kysse, men ikke være kærester.

Systemets nye logik
Pludselig begynder snebolden at rulle, og før disse piger får set sig om, har andre – hvad enten det er psykologer, personalet på de sexologiske klinikker, veninder, mødre eller trivselspersonalet på skolerne, der ofte lader til at have set for mange True Crime-dokumentarer og gerne vil lege små Sherlock Holmes’er, kørt en voldtægtsanklage op i systemet.

Er bolden først sendt afsted, og lavinen begyndt at rulle, synes det nærmest umuligt at få stoppet det igen. Ikke sjældent til pigens egen fortvivlelse. For det var jo aldrig det, hun havde ønsket.

Og på den måde kan man sige, er det ikke kun de unge drenge, men også de unge piger, der i virkeligheden bliver taget som gidsler i dette samtykkemareridt. Som om deres liv skulle blive bedre af, at staten opførte sig som svin over for en bestemt befolkningsgruppe! 

Smidt ind under samtykkebussen
Som en ung samtykkedømt mand, der kun var en stor dreng, da han blev smidt under samtykkebussen, skriver i et brev til forsvarsadvokaternes forening, hvor han opfordrer dem til at ”strejke” eller stoppe med at føre sager, der har med samtykke at gøre, indtil retstilstanden atter er forsvarlig:

”Danskerne ved simpelthen ikke, hvor grelt retssystemet favoriserer alt efter, hvilke bølger der er oppe i tiden. Og det er ikke, fordi jeg mener, at retssystemet er fejlfrit, når det kommer til alle andre retsprocesser end sædelighedssager. Men jeg har en opfattelse af, at den praksis, der er kommet ved sædelighedssager, efter samtykkeloven trådte i kraft, har skabt et nybrud i dansk jura og fjernet en overordnet retningslinje om, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist.”

Også han blev i øvrigt dømt for voldtægt mod en pige, som han aldrig nogensinde havde haft samleje med. Og som var ked af, at han ikke ville være kæreste med hende. Konklusionen fra hans advokats side lød da også, at ”hvis en sag af denne karakter rent faktisk kan blive dømt, så er det så godt som umuligt at føre en sædelighedssag med nogen som helst garanti for retssikkerhed.”

Jes Dorph-sagen er sigende
I den verserende erstatningssag Jes Dorph-Petersen versus Yvonne Frederiksen får vi måske forklaringen på miseren. Her siger advokat Frederiksen, der forestod den undersøgelse, som endte med at få Dorph-Petersen fyret fra TV2, nemlig følgende:

”Det afgørende for mig er, at jeg har hørt de meget troværdige forklaringer fra de her to kvinder. Det er ikke afgørende, at det er sket 1:1, det, der bliver forklaret.” (Min kursivering)

Her har vi muligvis også baggrunden for, hvordan mange samtykkesager kan ende så absurd, som de gør. For hvis troværdighed intet som helst har at gøre med den objektive validitet af ens udsagn, hvilke parametre har dommerne så overhovedet at rette sig efter andet end den farlige subjektive mavefornemmelse, som, modsat de objektive beviser, er så let at manipulere med?

Skuespil bliver undervurderet
Selv er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at mange såkaldt ”troværdige” forklaringer uden resonansbund i virkelighedens verden i dag fint kunne stå til en Oscar-nominering. Skuespil og iscenesættelse – eller performance – er blevet en stærkt undervurderet faktor fra anklagers side i netop denne type af sager.

Inden for filosofien taler man også om korrespondenssandhed versus kohærenssandhed. Mens sidstnævnte traditionelt har været forbeholdt fiktionens verden, er den altså nu sivet ud og har overtaget også det, vi plejede at kalde virkelighedens verden. Kohærenssandhed har, kan man sige, ”ædt” korrespondenssandhed.

Egentlig er det ret mærkeligt, at den samme fløj, der gerne taler om ”faktatjek” og ”misinformation”, når det handler om andre politiske emner, selv tyr til løgn og fiktion og bedrag, når det passer ind i deres kram.

Livet - ét stort kriminalitetsområde
Kort sagt: Stort set alt kan i dag kaldes voldtægt. Så meget står klart for os, der har oplevet samtykkeloven i fri dressur i retssystemet. Man har med andre ord gjort livet selv til ét stort udvidet kriminalitetsområde, én stor udvidet jagtmark – i alt fald når det gælder en bestemt befolkningsgruppe. Enhver kan dømmes. Hvis man vil.

På den måde må den tidligere formand for Den Danske Dommerforening og nuværende præsident for Den Europæiske Dommerforening Mikael Sjöbergs mindre end ti år gamle profetier om samtykkebegrebets underminering af retstilstanden siges at være gået i opfyldelse – også selvom han siden har gjort en del for at ”pakke dem væk”. Konsekvenserne kan man vel nok selv regne ud.

Forsvarsadvokater giver fortabt
Da jeg forleden passerede en forsvarsadvokat med stor erfaring i denne type sager i døråbningen til Østre Landsret og påpegede, at der tydeligvis var noget helt galt med den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, vendte hun blot hovedet og udbrød ironisk: ”Synes du det?”.

Jeg tror bemærkningen er repræsentativ for noget nær alle de forsvarsadvokater, der har prøvet at føre samtykkesager. Ikke mindst i landsretten, hvor ankemuligheden nu er reduceret til et rent proforma-skuespil i den ideologiserede juras navn.

Som retsformanden i en landsretssag, jeg for nylig overværede, sagde umiddelbart efter at have fældet den obligatorisk skærpede dom: ”Et dårligere resultat end i byretten”. Et vink med en vognstang monstro, der skulle sige: Hvis du føler dig uskyldigt dømt i en samtykkesag, så lad være med at anke; det kommer kun til at koste dig endnu dyrere? Det er vist svært at komme udenom.

Derfor er der i allerhøjeste grad brug for et fag som det retsstatsfag, professor Michael Gøtze nyligt har foreslået. Sådan at ikke eksempelvis kønsaktivistiske forskere så let kan komme ind og forgifte jurafaget. Gøtzes forslag kommer ikke et sekund for tidligt. Det kommer alt for sent.

Lød godt på papiret, er ondt i virkeligheden
Om samtykkeloven kan man sige: Den lød muligvis godt på papiret – for nogle i det mindste – men den har vist sig at være et rent helvede ude i virkelighedens verden, hvor der færdes rigtige mennesker rundt.

Af samme grund bliver man nødt til at lære af sine fejl og ændre samtykkeloven til en frivillighedsbaseret bestemmelse. Således som også et overvældende flertal af erfarne og kyndige jurister oprindeligt anbefalede. Og således at man rammer den rette balance mellem retsfølelse og retssikkerhed.

Unge mænd betaler prisen
Tilstrækkeligt mange har allerede betalt prisen for det eklatante fejlskud, samtykkeloven må siges at være. Som en flok purunge kammerater til en samtykkedømt teenagedreng stilfærdigt sagde til mig under hans ankesag: ”Vi vil bare gerne have vores ven hjem”.

Lige nu sidder der mindst lige så mange danske venner og pårørende til samtykkedømte, som der findes pårørende til Hamas-gidsler i Israel. Og de siger det samme: ”Giv os vores barn, vores bror, vores søn, vores kæreste, vores nevø tilbage.”

Din egen helt almindelige godmodige dreng kunne såmænd nemt blive den næste, hvis ikke denne lov ændres – og helst så hurtigt som muligt. Kan det ikke gøre indtryk på dig, at der i dagens Danmark på må og få dømmes mænd og drenge på præmisser, der ikke er bedre end den værste bananstats, så tag lige at overvej det.

Politik er ikke fiktion, skrev Kontrasts debatredaktør i en klumme. 

Det er noget så alvorligt som retssystemet minsandten heller ikke. Derfor bør det – selvfølgelig – være baseret på fornuft og objektive kendsgerninger. Ikke på mere eller mindre overophedede, ideologibefængte følelser og fantasier.

I foreningen Ord Mod Ord oprettede bestyrelsen kort efter jul en ny arbejdsgruppe. FAS (Fraktionen til Afskaffelse af Samtykkeloven) har netop til formål at speede op under processen med at få rullet tingene tilbage til et normalt leje i retssystemet.

Det kan kun gå for langsomt. For det, der sker lige nu er – med den samtykkebegejstrede justitsminister Peter Hummelgaards egne ord i en anden anledning – tæskehamrende uansvarligt og uordentligt.