Man skulle tro, at social- og humanvidenskaberne ville kaste sig over analysen af dette sociale mønster og den marianergrav af moralsk råddenskab, som den pakistanske voldtægtspraksis afslører. Hvad foregår der? ville en klassisk socialforsker som Barney Glaser spørge - for derpå at undersøge mønstret, indtil han forstod det.
Imidlertid er social- og humanvidenskaberne domineret af en marxistisk ideologi, som leder interessen i andre retninger.
Mens jeg var i gang med mit ufuldendte evighedsprojekt af en ph.d.-afhandling, stødte jeg på to forskningsartikler, der undersøger forholdet mellem pakistanske og engelske unge, begge fortrinsvis bosat i socialt boligbyggeri og kendetegnet ved en svag socioøkonomisk baggrund. Artiklerne er udgivet i hhv. 2011 og 2012, altså omtrent samtidig med, at skandalen om de mange pakistanske voldtægtsbander eksploderede i offentligheden.
Undersøgelserne er interessante, fordi de er foretaget i skandalens epicenter, de to pakistansk dominerede nabobyer Oldham og Rochdale i Greater Manchester i Nordengland, mens overgrebene må være foregået lige under forskernes næse. De er også interessante, fordi det jo altså hverken er myndighederne eller retsvæsnet, der har opfundet den politisk korrekte begrebsverden og forklaringsorden, der skulle til for at bortforklare og overse pakistanernes overgreb på engelske piger.
Det er videnskaben, der har støbt grunden.
Forskere: Muslimer er ofre
P. Thomas og P. Sandersons artikel ”Unwilling Citizens? Muslim Young People and National Identity” fra 2011 er optrykt i tidsskriftet Sociology. Artiklen omhandler primært pakistanske unge, deres identifikationer og deres opfattelser af det multikulturelle samfund.
De opfatter sig først og fremmest som ”Muslims”, men de fleste svarer også, at de er stolte over at være ”British Muslims”. Et stort flertal af dem ser ”Britain as a stronger country because of difference” og er klart uenige i, at ”Britain is stronger if groups live separately”. Forskerne konkluderer heraf, at pakistanerne har en positiv tilgang til etnisk diversitet og multikultur.
De unge pakistanere er imidlertid helt afvisende over for, at de skulle have en engelsk identitet: ”English people are the opposite of us”, lyder det. ”English people are white people”.
De ser i høj grad ned på englændere, som beskrives med ordene “shameless, not believing in God, no respect for other people”. De opfatter englænderne som kulturløse: ”I don´t understand their tradition – they haven´t really got one, they haven´t got a background”. Pakistanerne udtaler sig stærkt fordømmende over for de unge hvide englændere, som de opfatter som ”‘immoral’, ‘godless’ and ‘drunken’”.
Forskerne forklarer, at pakistanernes stærke religiøse modidentitet er en reaktion på økonomisk marginalisering og samfundsmæssig diskrimination. Pakistanerne får en følelse af styrke gennem identifikation med en verdensomspændende gruppe af ligesindede, og de ruster sig mod englændernes snæversyn ved at knytte an til “the equality and openness inherent to Islam´s teachings”.
De to forskere sætter ordet radikalisering i gåseøjne og forklarer dens tiltrækningskraft med, at den bringer håb om social forandring. De afviser også, at der skulle være en grund til at bekymre sig for sammenhængskraften og erklærer, at ”moral panic” over optøjer, terror og religiøs ekstremisme er fejlplaceret. Ifølge forskerne er der sket en urimelig ”racist vilification of Muslim communitiues”, og der hersker en udpræget grad af ”islamophobia”. For så vidt den religiøse identitet kan beskrives som ”hardening”, kan dette forklares med ”societal prejudice and the rise of far-right political organisations such as the British National Party”.
Jeg skal forskåne læseren for at gennemgå mere af den glatte suppedas af teori, baseret på en blanding af Karl Marx´ og Muhammeds lære, som forskerne gennemgår til støtte for deres synspunkt. De anvendte teorier bidrager alle til en revolutionsromantisk beskrives af ”Muslims” som en underkendt minoritet, der kollektivt rejser sig imod undertrykkelse og marginalisering.
Forskere: Englænderne lider af vrangforestillinger
I 2012 offentliggør Thomas og Sanderson artiklen ”Crossing the Line? White Young People and Community Cohesion” i tidsskriftet Critical Social Policy. Her undersøger de, hvordan unge englændere i Oldham og Rochdale ser på diversitet og multikultur. Næsten alle englænderne er stolte af at være britiske, men hovedparten svarer, at de først og fremmest opfatter sig som englændere. Forskerne forklarer dog, med støtte i pakistanernes udtalelser, at englændernes engelske identitet er en racialiseret, hvid identitet. Mens forskerne anvender pakistanernes endonym (udtryk som gruppe bruger om sig selv, red.) ”Muslims”, benævner de englænderne ”Whites”.
Dobbelt så mange “Whites” som ”Muslims” (hhv. 40 og 20 procent) er helt uenige i påstanden om, at forskellige slags mennesker har det godt sammen i området. Kun 23 procent af de engelske unge svarer, at Storbritannien er et stærkere land takket være multikultur.
Englænderne forklarer, at de føler sig set ned på: ”I don’t mind them being Asian if they didn’t look down on us and take over; I wouldn’t be bothered but everywhere you go you get looked down by them, and it´s your country, it’s our country’”. Hvor pakistanernes klare svar kunne bortforklares med offerteorier, kan englændernes lige så klare svar omdannes til forestillinger med en kritisk diskursanalyse.
Ifølge forskerne har englænderne ”mental maps, frequently racialized, of safe and unsafe ‘territory’”. De påpeger, at der er tale om diskursive konstruktioner, når englænderne fx udtaler: ”Rochdale is Pakistan now”, ”If I like went to hang around with my friends, like meet other people, I wouldn´t feel safe”, og “It´s a war zone, that’s what I think”. Ifølge forfatterne får de mange pakistanere i Oldham og Rochdale englænderne til at “construe the whole town center and its amenities as unsafe for white young people”.
Kontakten mellem de to grupper er ”negligible”. De hvides familie og venner ønsker den ikke pga. ”assotiated fears about entering ’unsafe territory’”. Selvom de engelske unge beskriver deres hverdagsoplevelse af at blive set ned på og truet af pakistanerne, insisterer forskerne på, at der er tale om ”attitudes stemming from white monocultural isolation and lack of cross-etnnic contact”.
Forskere: Englændere skal opdrages
Vi må forstå, at englændernes udsagn er udtryk for en ”racist discourse maintained by their parents”. De mangler interetnisk kontakt og har derfor udviklet ”prejudices and stereotypes, some of them overtly hostile and racist in tone”.
Ifølge forskerne er englænderne vrede over en “perceived expropriation, exclusion and condescension”. De forestiller sig ting. De forestiller sig sågar, at “they are the ones discriminated against, often by professionals who look down on their language, culture and community as ‘racist’ and ignorant”. Her bliver det næsten ufrivilligt morsomt.
Forskerne medgiver, at Oldham er “one of the few areas nationally where more white people report being the victim of ‘racial incident’”, men den slags statistic er “complex and often presented in highly misleading ways”. Der findes ubehagelige statistikker, ja, men de kan afvises som unuancerede og vildledende.
Ifølge forskerne er der generelt for meget moralsk panik over uvirkelige problemer. De slutter af med en masse teori om, hvordan arbejderklassen skal reddes fra sin ideologiske afsporing, vikles ud af kulturalismens, racismens og nationalismens tomhed og opnå forøget international klassebevidsthed. Den del skal jeg også forskåne læseren for.
Ideologisk peberspray
Men tilgangen er klassisk marxistisk. Den engelske underklasse er fuld af national ideologisk gift, der har drevet den i falsk opposition til den pakistanske underklasse, der har en bedre forståelse for nødvendigheden af international solidaritet og revolutionær modstand.
Man siger, at videnskaben er ansvarlig for sandhed. Den er privilegeret leverandører af den viden, som uddannelserne formidler til lærere, pædagoger, socialrådgivere, betjente, jurister etc. Den er den autoritative kerne i al professionel dømmekraft. Og den har i årtier blæst sin ideologiske peberspray ind i ansigtet på de professioner, der nu vakler hjælpeløse og forvildede rundt i ruinerne af den engelske retsstat.
