Jeg ved ikke præcis, hvornår “spurgt” forsvandt ud af mit aktive ordforråd. Men jeg husker stadig øjeblikket, hvor ordet blev en del af min verden: et frikvarter i udskolingen, den der særlige blanding af teenageusikkerhed og socialdarwinisme, og så en hård, men retfærdig dom fra en klassekammerat, der stoppede mig midt i et eller andet ligegyldigt indspark:
“Spurgt?”
Det var brutalt, selvfølgelig. Men også befriende. For i sin rå, pubertære, sarkastiske form rummede ordet en sandhed, jeg i dag savner i dansk politik: Nogle gange har vi faktisk ikke spurgt.
