Troen på en utopi kan kun eksistere takket være en illusion. At staten skal kunne varetage familiens rolle kræver et vist bedrag og en selektiv opfattelse af virkeligheden, eller som modløberen Marianne Stidsen kritisk skrev om den skandinaviske velfærdsmodel: "Omsorg er vores Coca-Cola."
Det er et slogan, som beskriver det faktum, at sukkerdrikken efterlader os overvægtige og tørstige. Illusionernes "brand" er et statsøkonomisk perspektiv på omsorg, næstekærlighed pr. bestilling.
For sandheden er, at familien er selve hjertet i et menneskeliv, et fundament, hvor kærlighed og livshorisont rodfæstes. Den er mere end blot en samling af betalte mennesker; en levende enhed, hvor selve livet vokser. Derfor må familiepolitik ikke skabes af velfærdssocialismens illusioner og utopier. Et rigt og frit samfund indser, at det har med den vigtigste institution at gøre, og lader al politik udgå fra den erkendelse.
Hvori består illusionerne og løgnene så? Lad os tage tre nærliggende eksempler, livets begyndelse, midte og dets afslutning.
Livets begyndelse
En betingelse for overlevelse og al sjælelig vækst i en hjælpeløs tid, er mors kærlighed. Mors gensidige evne til at bevare sin tætte tilknytning til sit barn, sikrer vores kommende generation den sunde fødselsmæssige vækst, fordi barnet er udstyret med gråd og mimik, som mor intuitivt responderer på. Et naturligt og utrolig komplekst samspil, som vi som forældre er blevet lovet, kan overtages af professionelle. Netop i den erkendelse har vi accepteret en samfundskontrakt, hvor vi efterlader vores dyrebareste til mennesker, vi ikke ville låne vores bil til.
I vuggestuens indkøringsfase, sker det ofte, at noget føles intuitivt forkert. Barnet virker stresset, og mor mærker det med det samme. For den naturlige evne, barnet er født med, skal sikre det mod for tidlig adskillelse og at blive overladt alene i en verden, det endnu ikke mestrer, et sundt beredskab, som oftest bliver overbelastet. Det sker nemlig ofte, at statens pasning og udvikling af børns kompetencer kommer til at overskygge betingelserne for al udvikling, nemlig tryghed. I vuggestuen dokumenteres der, der holdes pauser, der tages billeder, tales med forældre, og der sættes pædagogiske læreplansaktiviteter i gang. Se, hvor velfærden skinner.
Hvor er mor? Spædbørns afhængighed af omsorgspersoner, som svarer på deres adfærd med det samme, er livsvigtig. Sker det ikke i børnehøjde, vil angsten standse al læring. Forestil dig, at du skulle lære at spille skak i løveburet i Zoologisk Have! Løgnene bruges i sproget til dække over de virkelige begivenheder fra barnets perspektiv. Erfarer barnet i vuggestuen, at gråd over tid er et hjælpeløst redskab til at holde mor tæt på, vil det stoppe med at græde.
Vi kalder det velindkørt!
Det ubekvemme spørgsmål
I stedet for at velfærdssocialismen indrømmer sin begrænsning, kræver den automatisk flere og flere ressourcer. Ofte ser vi, at velfærdsforældre demonstrerer i samlet flok, de ønsker bedre normering - flere varme hænder, tak. Det paradoksale i hele den velfærdsfortælling er, at der intet er i udviklingspsykologien, der peger på, at spædbørn ned til 10-11 måneder skal efterlades af deres forældre.
Nej, det er en løgn, som søges fortalt, for at økonomien kan bruges og reguleres gennem en voksende stat. Som skribentens tidligere lektor, børneforsker Ole Henrik Hansen, har påpeget flere gange, så kan en ti måneder gammel baby simpelthen ikke forstå, hvad der foregår, når den oplever at blive forladt af sine primære omsorgspersoner. En bedre normering er ganske enkelt ikke i sig selv svaret på de udfordringer, der er på børneområdet: "Det hjælper ikke blot at putte flere folk ind i et forholdsvist dysfunktionelt system," udtaler han.
Jeg vil gå skridtet videre og spørge til muligheden for, om en sund afvikling af den følelsesmæssige sammensmeltning med mor, virkelig+ kan sættes på vagtskema? For er det ikke her, hele debattens akilleshæl kommer til syne? Grundvilkåret for, at barnet søger ud mod selvstændiggørelse og læring, kræver en gentagen sikker erfaring af, at den trygge voksne er tilgængelig ved dets signal til omverden. Her er det ubekvemme spørgsmål, som velfærdssocialismen ikke vil høre svaret på: Kan mor erstattes af Tove, Ursula eller Fatima? Er deres fokus ikke til stede, når barnet søger at få opfyldt sine behov hos dem, har vi så at sige kastet barnet ud med badevandet for en stund.
Til trods for at vi har mange dygtige pædagoger, består virkeligheden stadig af pauser, vagtskifte, for mange børn, manglende kærlighed, udskiftende personale samt stressede voksne. Alt regnet med, er deres evne til at reagere på barnets udspil og være tilgængelig ikke den samme som mors.
Livets midte
Ved at fokusere på individet som den primære enhed i samfundet skabes der en situation, hvor staten lader som om, den kan overtage mange af de funktioner, som tidligere blev varetaget af familien, altså en erosion af familiens rolle. Det siger sig selv, at en abstraktion som staten aldrig fuldt ud kan erstatte de nære relationer. Nej, anonymitet og fremmedgørelse er på menukortet.
"Familie er noget, man selv vælger", siger de progressive fra deres studieboliger og klager over den far, de ikke ser.
Bedsteforældre tager på voksenhoteller og nyder friheden, og jamrer senere over de manglende besøg på plejehjemmet. Velfærden skal nok erstatte de manglende forpligtelser, bare du passer arbejdet indtil statens fastsatte dato. Hele fortællingen handler om en bro, der spænder for vidt. Velfærdskvinderne kalder det søstersolidaritet, selvom begrebet er lånt fra den naturlige tilknytning, nemlig familiens domæne. Sproget skaber ikke noget alene.
Lad dig derfor ikke narre.
Livets afslutning
Gå en tur og slå et smut forbi en af de utallige kræftafdelinger eller hospicecentre, vi har flere steder i vores land. Overalt sidder der mennesker ved sygesenge med en træthed i øjnene, som ville få en jægersoldat til at give op.
Men hverken åbningstider eller træthed er gældende for disse mennesker. Lad mig afsløre med det samme, søster-feminister er det ikke! Nej, disse mennesker, der trodser vores naturlove, er familier, brødre, søskende, ægtefolk, børn, livsvidner som er vokset op og sammen. En kærlighed så dyb, at enhver stat med sine uddannelsesprogrammer og care-forståelser altid vil fremstå som en afbleget udgave.
"Jeg vil dø i mit eget hjem," sagde hun til mig. "Selvfølgelig," svarede jeg.
Skal den fortravlede sygeplejerske, den religionssymbol-bærende sosu-assistent, eller den mekaniske slynge til toiletbesøg, være det sidste minde af denne verden? Lad stearinlys og duften af mine unger lukke ballet, gerne med et vift af min egen vilje om tidspunktet.
Forslag til yderligere læsning:
Ole Schouenborg: Velfærdsyngel - omsorg for småbørn og småbørnsfamilier (2001)
