I vestlig kultur har vi været tilbøjelige til at sætte lighedstegn mellem tid og identitet. Menneskelig identitet skabes over tid. Tid og eksistens hænger sammen. Tænk på de store dannelsesromaner, Pontoppidans Lykke Per og Paludans Jørgen Stein. Her bliver mennesket til gennem den tid, romanen udspiller sig i. Det at være et menneske er ikke noget, man blot er, men noget, man er ved at blive.
Identitet er med andre ord anskuet som en proces og en proces indeholder altid et ”før” og et ”nu”. Før var vedkommende sådan og sådan, men nu har han forandret sig til det bedre eller være.
I de senere år har flere teoretikere imidlertid gjort op med forestillingen om tid og identitet.
