”Mon ikke der snart kommer et drengeoprør?” Sådan slutter den nybagte student Frederik Lønborg et debatindlæg i Jyllands-Posten d. 4. januar.
Artiklen, der er et vigtigt indspil i den efterhånden mere og mere omfattende kritiske woke-debat, dokumenterer sort på hvidt, hvorledes det ikke kun er de højere læreanstalter, der er inficeret af denne ideologi – der har sit udspring i nyfeminismen eller fjerdebølgefeminismen, som den også kaldes. Det er ungdomsuddannelserne i allerhøjeste grad også.
I sit præcise, modige og sprogligt veloplagte vidnesbyrd, der er polstret med konkrete eksempler på wokeideologiens udbredelse i gymnasieverdenen, skriver Lønborg bl.a., at ”I vores forløb om kriminalitet i samfundsfag fik vi at vide, at vi ikke kunne stole på de statistikker, der fik indvandrere og ikke-etniske danskere til at fremstå mere kriminelle end etniske danskere.
Forklaringen var selvfølgelig ikke, at nogle grupper begår mere kriminalitet end andre, men at det danske retssystem har en tydelig racistisk bias.”
Han beskriver tillige, hvordan der i 3. g blev holdt ”SamfundsCup”, en landsdækkende temakonkurrence, ”hvor undervisningen – selvfølgelig – igen omhandlede køn, racisme og nu også trolde. Adskillige klasser sad sammen og så den svenske film Grænse, som nogle allerede havde set med deres lærer og nu skulle se for anden gang.
Filmen handler, som titlen antyder, om grænser, men ikke på den måde, som man skulle tro. Vores to hovedpersoner er trolde, som indleder et forhold, og vi får at se, hvordan troldesex ser ud, og vi finder endda ud af, at hos trolde er kønsorganerne byttet om hos kønnene. Filmen var ret ubehagelig og ulækker, og alle, jeg talte med, var enige.”
At det ingenlunde er enestående eksempler, fremgår mod slutningen af kronikken, hvor den unge forfatter beretter, at han kan genkende dette mønster overalt, når han hører fra sine brødre og venner, hvordan det ser ud på andre gymnasier. ”Særligt for os drenge har det været lidt af en prøvelse gennem hele gymnasietiden at så massivt skulle høre på, hvor forfærdelige mænd var og stadig er.”
Borgerlige kollaboratører
Som om dette ikke var oprørerende og chokerende nok i sig selv, hører der yderligere en krølle til historien, der viser, hvor omfattende wokeideologiens magt i vores samfund er blevet.
Ovennævnte debatindlæg havde nemlig ligget på Berlingskes kronikredaktions skrivebord i et halvt år, inden den kom i Jyllands-Posten.
Det ved jeg, fordi jeg på et tidspunkt stødte på et familiemedlem til den unge kronikør, som med forundring fortalte mig om, hvordan den unge herre, der netop havde gjort det, vi ville ønske mange flere unge ville gøre, nemlig gået ind i den offentlige debat, var blevet behandlet i det store mediehus, der på papiret skulle være borgerligt.
Jeg har før beskrevet, hvordan de borgerlige mainstreammedier herhjemme i stigende grad har forladt deres naturlige rolle som talerør for wokekritikken – idet wokeismen som bekendt er en ideologi udklækket på den yderste venstrefløj, hvor køns- og identitetskamp har overtaget klassekampen som revolutionær katalysator. Således gennemgik jeg i en klumme her på Kontrast fem nyere eksempler på klar woke-censur.
Man kunne passende citere en central replik fra den fremragende og dybt aktuelle norske film Nr. 24 om den norske modstandsbevægelses kompromisløse kamp mod besættelsesmagten under 2. Verdenskrig. Med den eksilerede konges ord handlede det om at ”feje det nazistiske djævelskab ud af landet”. Efter en vellykket sabotageaktion udtaler filmens hovedperson og helt, modstandsmanden Gunnar Sønsteby, de desværre stadig alt for gyldige ord:
”Under krig duer aviser kun til at tænde op med.”
Berlingskes dubiøse manøvrer
En central brik i denne underminering indefra af det borgerlige Danmark er netop Berlingskes kronikredaktion. I min tidligere klumme beskrev jeg, hvordan kronikredaktør Anne Sofie Allarps gradvise udrensning af egentligt borgerlige debatstemmer fra avisen – så paradoksalt det end kan lyde – tog sig ud.
Da jeg observerede, at den unge Frederik Lønborgs kronik nu var kommet på i Jyllands-Posten, og ikke som oprindeligt planlagt i Berlingske, kontaktede jeg forfatteren for at høre, hvad der egentlig var foregået. Med hans tilladelse kommer her en gennemgang af forløbet:
Den 21. juni 2024 sender Frederik Lønborg sin artikel til Berlingske i håbet om at få den bragt. Der går en rum tid, men så får han respons fra Berlingske om, at de gerne vil bringe den. Afsender er kronikredaktør Anne Sofie Allarp.
Kort efter fik han en mail om, at der lige var nogle ting i teksten, som skulle ændres. Det drejede sig blot om nogle formuleringer, som Allarp ikke mente passede – bl.a. at Frederik udtrykte nogle intentioner fra sine lærere, som han ikke kunne være hundred procent sikker på var korrekte. ”En plat forklaring, hvis du spørger mig”, siger Frederik selv, da jeg spørger ind til det. ”Jeg var ikke glad for at skulle foretage disse ændringer, men jeg gik med til det, da jeg meget gerne ville have artiklen trykt.”
På et tidspunkt bliver artiklen udsat i endnu længere tid, fordi Anne Sofie Allarp nu angiveligt skal på ferie. I mellemtiden fik Frederik en ny redaktør, der skulle kigge på teksten. Tingene gik meget langsomt, fortæller Frederik, og næsten intet skete. En uge eller to efter kom Allarp tilbage fra ferie, og så ville hun lige efterse artiklen en gang til – det vil sige, at det arbejde, den midlertidige redaktør havde lavet, ikke rigtig blev brugt til noget. Sådan så det i hvert fald ud fra Frederik perspektiv.
Efter at Allarp var kommet tilbage, påpegede hun nu endnu flere formuleringer, ord og sætninger, som hun ikke mente passede, med henvisning til, at “artiklen skulle være i overensstemmelse med de presseetiske regler” og lignende. ”De ændringer,” fortæller Frederik, ”som hun ville foretage i min artikel, var vanvittige. Helt almindelige ord skiftede hun ud med andre, som hun bedre kunne lide, sætninger blev omformuleret - nogle endda slettet - og hun tilføjede sågar en sætning, som jeg overhovedet ikke havde været involveret i.” For eksempel blev passagen om kriminalitetsstatistikkerne omformuleret til: ”Jeg lærte blandt andet, at kriminalitetsstatistikkerne kan forklares med, at visse grupper begår mere kriminalitet end andre, men at de også kan forklares med bias i retssystemet.” Og passagen om, at det ikke kun er på universiteterne, woke vinder frem, men også på gymnasierne, og vel og mærke faciliteret af skolerne selv, blev slet og ret fjernet!
Senere ringede Anne Sofie Allarp til Frederik Lønborgs telefonsvarer og efterlod en besked, hvori hun sagde, at artiklen så ud til at være klar til at blive printet, men at gymnasiet lige skulle “godkende” den først. ”Dette lød”, som Frederik selv siger, ”meget besynderligt. Hvorfor skal mit gamle gymnasium få lov til at godkende min kronik? De får allerede en replik. Det burde være nok.”
Efter yderligere en rum tid får han så at vide fra Allarp, at gymnasiet ønskede endnu flere ændringer foretaget i hans artikel grundet “faktuelle fejl”. Her havde gymnasiet dog, medgiver Frederik, en vis pointe. To små ubetydelige detaljer i hans artikel var forkerte - han huskede navnet forkert på en af begivenhederne på gymnasiet, og så var der et foredrag på deres studietur, hvor han huskede emnet forkert. ”Det var de eneste fejl, men der var alligevel stadig flere ting, der skulle ændres.”
Allarp havde til sidst foretaget så mange ændringer i Frederik Lønborgs artikel, at næsten ethvert ord fra hans indledning var omskrevet til hendes ord. ”Hvis jeg husker korrekt, var der kun en håndfuld ord, som jeg havde skrevet, som hun efterlod uændret i indledning – alt andet havde hun omskrevet.” Det chokerede ham fuldstændigt, så han valgte at skrive til debatredaktøren på Berlingske og fortælle ham om forløbet. ”Jeg fortalte ham situationen, og han gav mig ret i, at der måske var nogle få omformuleringer, som var unødvendige fra Allarps side, men overordnet set syntes han, at kronikredaktøren havde håndteret situationen helt korrekt.”
Her blev Frederik mildest talt chokeret. Han prøvede at argumentere, så godt han kunne, for, hvorfor hans oprindelige formuleringer skulle beholdes i stedet for kronikredaktørens justerede – for ikke at sige retoucherede – version. Det gik Allarp på ingen måde med til. Frederik valgte herpå at opgive at få artiklen i Berlingske.
Tre dage senere, efter at have snakket med sin far, besluttede han sig imidlertid for at gøre endnu en indsats for at få den publiceret i avisen. Han kontaktede Anne Sofie Allarp og fortalte, at han gerne ville gå videre med artiklen alligevel. Der gik noget tid uden svar, men da Allarp så endelig svarede, skrev hun omtrent følgende: “Jeg kunne godt tænke mig at ringes ved, da jeg ikke ved, hvad dit sande motiv med denne artikel er.” De ringes ved omkring det, og Frederik forsikrer Allarp om, at han bare meget gerne vil have artiklen trykt, da han nu har brugt så enorm meget tid på den.
Det har Anne Sofie Allarp det tilsyneladende fint med. Men da så Frederik Lønborg bad om at få lov til at beholde sine oprindelige formuleringer i stedet for hendes, sagde hun, at det ikke var muligt. Herpå beder han hende forklare helt præcis, hvorfor dette ikke er muligt. Men det nægtede hun at svare på. ”Hun nægtede simpelthen at give mig en ordentlig forklaring på, hvorfor lige netop den og den sætning skulle omskrives eller direkte slettes. Hvis hun virkelig mente, at min oprindelige artikel skulle gennemgå så vilde ændringer, før den kunne publiceres, så burde hun også være i stand til at forklare mig, hvorfor de enkelte ændringer skulle foretages.” Det havde Anne Sofie Allarp imidlertid ikke lyst til.
"Nu blev jeg”, fortæller Frederik, ”lidt frustreret, fordi dette er jo helt vildt.” Han valgte derfor igen at kontakte debatredaktøren i håb om, at denne ville kunne indse, hvordan Frederik og hans artikel var blevet mishandlet. Men det skete ikke. Debatredaktøren mente derimod, at Allarp havde ageret helt korrekt, og at Frederik selv unødigt havde forsinket processen. Det mente Allarp i øvrigt også. ”Men for at være helt ærlig”, siger Frederik i sin beretning for mig om sagens gang, ”kan jeg ikke se, hvordan jeg skulle være skyld i, at publiceringen af artiklen forsinkedes.”
Frederik Lønborg korresponderer videre med kronikredaktøren og debatredaktøren og får også brugt ordet “censur” om den måde, hvorpå han mener, at han og hans artikel er blevet behandlet. Derefter får han en formel melding fra debatredaktøren om, at Allarp havde handlet helt korrekt i den situation, som hun var blevet stillet i, men grundet Frederik og de ting, Frederik havde skrevet, sluttede kommunikationen hér. Artiklen ville altså, lød beskeden, ikke blive udgivet.
Den unge kronikør responderede herpå og sagde, at han ville være villig til at trække sin kommentar om “censur” tilbage, hvis det betød, at artiklen så kunne blive udgivet. Han fik aldrig noget svar fra nogen af dem.
Derefter gjorde han intet i en måneds tid. Men den 21. december satte han sig ned, foretog nogle ganske få ændringer i teksten og sendte den til Jyllands-Posten, som derpå bragte den prompte. Uden ”men’er”, for nu at bruge titlen på Frederik Stjernfelt og Jacob Mchamgamas store værk om ytringsfrihedens historie i Danmark.
Er de dumme – eller spiller de dumme?
For fremtiden kan man altså mere eller mindre regne med, at når visse folk bliver ved med at påstå, at woke kun har været et lille skvulp i opvaskebaljen; noget, der primært foregår i nogle bittesmå nicher på universitetet – sådan som det eksempelvis skete for nogle dage siden i et interview i Berlingske med Christian Egander Skov, der tydeligvis også havde fået vredet armen godt og grundigt om på ryggen af avisen for ikke at virke ”polariserende” – er det decideret løgnagtigt.
Eneste grund til, at man kan slippe afsted med disse løgne, med denne groteske misinformation, er at de samme mennesker åbenbart aktivt har besluttet sig for at forhindre dokumentationen af den revolutionære ideologis reelle udbredelse i at komme frem i dagens lys. Endog i debatspalterne, hvor det tydeligt fremgår, at det skrevne står for skribentens egen regning. At der med andre ord er tale om holdnings-stof. Det er og bliver censur, såfremt dette ord overhovedet har nogen mening. Præcis som vi kender det fra ethvert totalitært styre i såvel nutid som fortid – apropos den norske film.
Jovist, der er ingen tvivl om, at der er et oprør på vej nedefra. Og lige som under krigen er det primært drenge og unge mænd, der tager kampen op for at feje det wokeistiske djævelskab ud af vores samfund. I fællesskab med nogle opvakte, modige piger.
Men det, vi ser i øjeblikket, er samtidig et intenst forsøg på oppefra at holde det nede og lægge låg på og kvæle det i fødslen. Fordi den nye hegemoniske feministiske ideologi; den nye woke-feministiske ”étpartistat” har bredt sig fra universiteterne til NGO’erne, til politikerne, til medierne – herunder de borgerlige – til samtlige offentlige institutioner og til store dele af erhvervslivet. En ulighedsideologi, en apartheidideologi, vi ikke har set mage til i Europa siden 30’erne, hvor befolkningsgrupper ligeledes på forhånd blev båset ud fra deres medfødte identitet, snarere end ud fra, hvad de individuelt gjorde og sagde.
Nu er vi så altså nået derhen, hvor man ikke engang kan regne med, at det, der står på opinionssiderne, faktisk er debattørernes egne holdninger og egne ord. For disse tekster skal åbenbart også igennem den venstreideologiske woke-wash. Om så det er på de borgerlige aviser. Hvorved ekkokammeret må siges at være fuldendt. Dette har absolut intet at gøre med redaktørers legitime ret til mindre redigeringsforslag. Det hører under decideret udvanding og indholdsforvanskning.
Er de borgerlige kollaboratører dumme – eller spiller de blot dumme, når de prætenderer uvidenhed om konsekvenserne af en sådan fremgangsmåde? Man får lyst til at citere Kierkegaards rammende ord: ”Hvilket Syn er sørgeligst, enten det, der strax og ubetinget rører til Taarer, Synet af den i Kjerlighed ulykkeligt Bedragne, eller det, som i en vis Forstand kunde friste Latteren, Synet af den Selvbedragne, hvis taabelige Indbildskhed af ikke at være bedragen vistnok er latterlig og til at lee af, dersom det Latterlige ikke her var et endnu stærkere Udtryk for Rædselen ved at betegne, at han ikke er Taarer værd.”
Men egentlig gør det ingen forskel. Blindheden over for alle de ødelæggelser og ødelagte menneskeliv, woke-djævelskabet har forårsaget under dets snart årelange besættelse af vores samfund, er således under alle omstændigheder beskæmmende. Og bør selvfølgelig dokumenteres – i hoved og røv, havde jeg nær sagt.
For nej, woke er vitterlig langt mere end et ”trælst fænomen”, som Egander Skov kalder det. Om det så er noget, han mener af hjertet. Eller det bare er noget, han siger for at tale den woke besættelsesmagt og dens kollaboratører efter munden for at bevare sin plads på den fine platform?
Lige meget hvad svaret er, kan man slå fast, at hvis det er dén måde, man på mainstreammedierne har tænkt sig at behandle ikke mindst unge af hankøn, der kommer med begavede, velargumenterede og velskrevne kritiske indspark til den offentlige debat, ser det godt nok sort ud for demokratiet. Og der er kun desto større behov for det ”drengeoprør”’, Frederik Lønborg selv taler om i sin kronik.
Efter planen er det tanken, at det telt, jeg selv er medarrangør af, Frihedens Station, sætter alle sejl til på Folkemødet 2025 på Bornholm for at facilitere nogle debatrum, hvor bl.a. unge mænd af Frederik Lønborgs støbning – samt andre, der er kommet i klemme i det nyfeministiske woke-diktatur – kan få lejlighed til at fremføre deres skarpe og hårdt tiltrængte kritik. Uden nogen form for censur.
