Da P1’s radioprogram "Genstart" før jul sendte afsnittet “Nissen flytter med”, kunne man ved første øjekast forvente et stykke ufarlig juleformidling. Titlen lyder som julehygge, men viste sig hurtigt at være en diagnose.
Programmets ekspert, etnolog og trendforsker Julia Lahme, har et særligt udestående med én bestemt nisse: den nisse, der flytter ind bag en nissedør og driller løs hele december. Det er her, scenen sættes.
Pludselig siger hun nemlig, at hendes største problem med nissen er, at “generationer af kvinder, af mødre, fuldstændigt frivilligt overlader æren for deres arbejde til en lille bitte midaldrende hvid mand.” Dernæst siger hun henvendt til sine medsøstre: “Damer det sker nok i det private erhvervsliv, til at det behøver at foregå hjemme hos dig.”
Her reagerer værten – ikke med undren eller kritiske spørgsmål, men med et bekræftende: “Jeg kan fuldstændigt genkende det billede, du tegner.”
End ikke da Julia beskriver nissen som patriarkatet i halv størrelse, kommer der et eneste “Hov, vent lidt” i studiet.
Det er her, man som lytter forstår, hvor programmet er på vej hen. Ikke en kulturhistorisk gennemgang alene, men en kønspolitisk læsning. Og det er netop dér, problemet begynder. Ikke med nissen, men med DR.
DR's kroniske slagside
Programmet lægger ellers ud på bedste public service-manér: en fortælling om nissen som moderne trickster, dens rødder i nordisk og græsk mytologi – en moderne Loke med glimmer på huen – og dens folkelige gennembrud i 70’ernes og 80’ernes julekalendere.
Men i stedet for at blive ved formidlingen glider programmet over i en identitetspolitisk ramme, hvor nissen gøres til et kønnet magtsymbol – og hvor værten følger analysen uden at stille de spørgsmål, der normalt ville blive stillet, når præmissen er af ideologisk karakter.
Her viser DR’s egentlige slagside sig: Afstanden mellem journalisterne og det venstreorienterede akademiske og kulturelle miljø, de ofte rekrutterer eksperter fra, er blevet så lille, at de sjældent registrerer, når en analyse bevæger sig fra fortolkning til ideologisk påstand. Ikke af ond vilje, men fordi de deler samme begrebsapparat, samme verdensbillede, samme blinde vinkler.
Når man står i det samme intellektuelle klima, mærker man ikke længere, når vinden blæser skævt.
Slagsiden ligger nemlig ikke kun i, hvem der inviteres i studiet – selvom det også spiller en rolle – men især i rammen, tonefaldet og de spørgsmål, der aldrig bliver stillet. Når skellet mellem journalistik og hyggelig kollegial samtale udviskes, bliver slagsiden synlig.
Venstreorienterede møder applaus
Mens Julia Lahme gør nissen til både patriarkalsk symbol og mental load-maskine, møder hun ingen reel modstand. Tværtimod. Pointerne bakkes op af små indlagte baggrundsklip. Værten nikker, bekræfter og uddyber, som om han deler hendes grundlæggende præmis: at nissen udgør et kønnet problem. Programmet og værten bliver dermed en del af selve iscenesættelsen.
Julia Lahme fortæller også en personlig historie om sin egen lille hvide nissemand, Balthazar, som i tolv år tog æren for hendes arbejde. Hun beskriver, hvordan hun hvert år lagde enorme kræfter i at skabe den perfekte jul – så meget, at hun en december stod gravid og svedende i køkkenet sammen med en veninde, de fik øjenkontakt, og veninden spurgte, om hun ikke snart kunne gå i fødsel, så de kunne slippe ud af køkkenet.
Det blev Julias erkendelse: alt det, hun syntes julen skulle være, var hverken nødvendigt eller rart. Hendes pointe om at skrue ned for forventningerne er både fornuftig og sympatisk.
Men når den pakkes ind i en fortælling om et undertrykkende patriarkat, der sniger sig ind gennem nissedøren, bliver den præsenteret som mere end blot en personlig eller kulturel fortolkning – den bliver til en strukturel forklaring, som ingen i studiet udfordrer.
Et tankeeksperiment
Forestil dig en stærkt højreorienteret ekspert i Genstart, der hævder, at ekspansionen af bamser i drengeværelser er et symbol på “det postmoderne kvindelige hegemoni” – et blødt, følelsestyrannisk magtinstrument, der pacificerer drenge og underminerer maskuliniteten.
Forestil dig, at værten så svarer: “Jeg kan fuldstændigt genkende det billede, du tegner.” Det ville næppe ske. Der ville komme modspørgsmål, kontekst, afstandtagen. Publikum ville blive gjort klart, at her taler en part og ikke blot en ekspert.
Når nogen fra den anden fløj fremsætter tilsvarende vidtgående tolkninger, mødes de derimod ofte som en kollega.
Og det er netop derfor, diskussionen om DR’s politiske slagside ikke forsvinder – heller ikke selvom kulturminister Jakob Engel-Schmidt triumferende har sat en undersøgelse i gang for "én gang for alle" at bevise, at kritikerne af DR tager fejl. For uanset hvad undersøgelsen viser, vil problemet bestå, så længe DR fortsætter med at producere programmer som dette.
DR’s venstreorienterede hældning viser sig i de redaktionelle vinkler, deklarationen, tonefaldet og den manglende modstand.
Redaktionen har et problem
Jeg nægter desuden at tro, at nissedøren er en mandlig konspiration. Instagram med dets influencere og evige sammenligningskultur virker som langt mere plausible forklaringer på, hvorfor nissen er eksploderet som fænomen. Det er trods alt ikke patriarkalsk undertrykkelse, når kvinder selv finder på legen og driver den videre, ud af proportioner – uanset nissens ydre kønstræk.
Når DR's medarbejdere står så tæt på det miljø, de dækker, at man ikke længere kan høre, når noget begynder at lyde mere ideologisk end oplysende – så er det ikke nissen, der har brug for en selvransagelse.
Det er redaktionen.
