For nylig var jeg ude som censor i gymnasieskolen. Som altid har det budt på spændende møder med lærere og elever, samt tankevækkende erfaringer. Og hvor er der mange dygtige lærere og søde, kvikke unge mennesker derude.
Studieretningsprojektet (forkortet som SRP) er et af fagene, en større akademisk anlagt opgave som 3.g’ere afleverer i foråret og forsvarer til sommerterminen. Eleven har selv valgt et emne som skal undersøges, med inddragelse af to gymnasiefag og diverse akademiske teorier og metoder. Det hele skal fremlægges og forsvares for en lærer og en ekstern censor. Det forventes, at eleven har en høj grad af metodebevidsthed og selvstændig refleksion - og han eller hun må gerne tilføje materiale eller et nyt perspektiv til selve eksamen. Man kan kalde det gymnasial ”miniforskning” med henblik på at erhverve kompetence til et fremtidigt studium på en videregående uddannelse.
Gymnasiereformen har udhulet fagligheden
SRP-opgaven, også kaldet ”forældreopgaven”, er et barn af den forkætrede gymnasiereform fra 2005. Denne opgaveform er en gave til de meget dygtige og selvstændige elever, og de bedste besvarelser og forsvar tangerer universitetsniveau. Omvendt kan den svagere elev let fare vild i kravene om teorier og metoder, og det sker ofte på bekostning af den engagerede, dybdegående undersøgelse af emnet og stoffet.
Netop den intellektuelle nysgerrighed og appetitten på stoffet burde være i højsædet i den type opgaver og eksamen, og ikke et skoleridt i mere eller mindre gængse eller moderigtige teorier og metoder. Opgaven og forsvaret kan nemt komme til at fremstå som en pæn ”bygningsstruktur”, men reelt stående på et fundament af ”sand” i form af teori-namedropping, usikker tekstlæsning, utilstrækkelig empiri samt en overfladisk analyse og vurdering. Det kan typisk give 4 eller 7 i karakter.
På det sæt er SRP-projektet uretfærdigt, for det tilgodeser elever fra boglige hjem med overblik og kulturel kapital i rygsækken, og det er en kæmpe udfordring for de bogfremmede elever der skal lære sig ”miniforskerkompetencer” i løbet af gymnasietiden. Samtidig bliver den faglige sult ikke stimuleret nok hos dem, der har mest brug for det.
Det er en kendt sag, at gymnasiereformen, trods hæderlige justeringer i 2017, har udhulet fagligheden til fordel for metode. At gymnasiet i så ringe grad formår at løfte eleverne fra ikke-boglige hjem, er den største skandale.
Alle fags moder
Jeg har også været ude som censor i filosofi, et valgfag og begynderfag, da det som bekendt ikke findes i grundskolen. En fagkonsulent kaldte i sin tid faget filosofi for ”Alle fags moder”, og alting starter jo med den filosofiske undren i Antikken, med spørgsmål, begreber og argumentation, med undersøgelse og udvikling af viden.
Når jeg selv har undervist i faget, har jeg oplevet at mange elever bliver overrasket over de fremmedartede, kringlede tekster. Filosofi er ikke et snakkefag, hvor man kan sidde og diskutere meningen med livet. Men hvis eleverne først har gjort rugbrødsarbejdet med at nærlæse kernetekster og forstå begreber, kommer belønningen på et tidspunkt: Nemlig en dybere indsigt i og forståelse for kulturens fundament af tænkning og viden med afgørende betydning for nutidens samfund og dets udfordringer.
Filosofi handler om stof og metode, om virkelighed og erkendelse på én og samme tid. Desuden kan fortid og nutid knyttes sammen og styrke den historiske bevidsthed der mangler så katastrofalt for tiden…
Det er så meget desto mere mærkværdigt, at filosofi skal konkurrere om elevernes opmærksomhed og ofte taber i forhold til de mere populære valgfag som psykologi og retorik (hvis det overhovedet udbydes…). Filosofi burde være et obligatorisk fag, som for eksempel i Frankrig.
I stedet fik vi "metalæring" og miniforskning
Det obligatoriske filosofikumkursus på universitetet blev afskaffet i 1971, og i stedet fik man videnskabsteori på de enkelte universitetsfag. Det var et resultat af 68’ernes opgør med professorvældet og de nye krav om samfundsrelevant undervisning.
To af arkitekterne bag gymnasiereformen i 2005 var gamle kulturmarxister, Finn Hauberg Mortensen og Ellen Krogh. Begge er tillige eksperter i dansk litteratur og sprog. Marxister af denne støbning har banet vejen for luftkastellet ”metalæring” og den deraf følgende faglige udhuling, samt for dagens teknokratvælde indenfor uddannelsesverdenen, med dens skrivebordsgeneraler og åndløse politikere…
Efter en svimlende tur i metodekarrusellen og et kært gensyn med alle fags moder undrer jeg mig endnu engang over skismaet i dansk gymnasietænkning: Eleverne skal lave et obligatorisk projekt i miniforskning, selvom de jo ikke alle skal være forskere - og de kan vælge det perifere fag filosofi, som de ikke har noget forhåndskendskab til, men som kan give dem en masse både fagligt, personligt og dannelsesmæssigt.
Er den prioritering symptomatisk for problemerne i gymnasieskolen?
Fordybelsen har i forvejen trange kår på grund af skærmene. Med SRP-eksamen får de unge papir på en slags værktøjskasse med teorier og metoder, men hvad er det værd hvis ikke der samtidig er opnået et solidt fagligt fundament?
Teorier og metoder skal have et stof at virke i, ellers dør de. Lad den faglige fordybelse i kernestof fylde meget mere i gymnasieskolen - og skru ned på kravene til akademisk metodebevidsthed! Mon ikke også aftagerinstitutionerne vil sætte pris på det? Før 2005 var det primært dem, der tog sig af teori og metode.
