Den tidligere politiker Isabella Arendt har skabt bemærkelsesværdigt røre i andedammen, efter hun deltog i en podcast på Borgerlig Tabloid med værten Astrid Johanne Høg.
Arendt fremsatte det synspunkt, at det var for let at blive skilt i Danmark. I forlængelse af debatten udtaler hun til Berlingske det simple og faktuelle budskab:
"børn af gifte forældre klarer sig bedre end børn af fraskilte og enlige."
Så kan du ellers tro, de frigjorte og frihedselskende kom til tasterne. Uansvarlighed og udskamning af skilsmisse var der tale om.
På den ene side beskriver i samme medie kultursociolog Emilia van Hauen netop hendes skilsmisse som en "upgrade for alle" i familien.
Et par dage senere retter en anden sociolog og forfatter, Maria Ørskov Akselvoll, sin kritik af Arendt, som påstår, at ”Alt for mange holder fast i en illusion om, at skilsmissen er uden konsekvenser for børnene” og Akselvoll stiller så selv spørgsmålet: "Jamen, er der vitterligt nogen, der tror det?"
Måske, måske ikke, men en "upgrade" kan det i hvert fald godt opfattes som.
Det moderne menneskes frihedsopfattelse er falsk
Isabella Arendt anerkender, at overskriften måske var skarpvinklet, men fastholder sit budskab og forsøger på venlig og mild måde at påpege, at forskning siger det.
Om hendes udsagn er understøttet af forskning eller ej, tror jeg ikke gør nogen forskel for disse moderne mennesker. Nej det Arendt rammer med hendes kritik, er mere fundamentalt - det moderne menneskes frihedsopfattelse er falsk.
Ja du hørte rigtigt, en stor løgn, som mange har slugt med deres selvrealisering og evig stræben efter lykke.
At være tilfreds og ønske intet andet end det der er, er en dødssynd for de fleste i vores samfund. Det samfund som filosofferne har døbt den flydende modernitet, er netop karakteriseret ved konstante forandringer og personlige livsstilsbeslutninger, et eventyr hvor den enkelte i frihedens navn, kan skabe og forme sig selv.
Isabella Arendt vil være hvor hun er, samme mand, samme familie, samme sted. For det moderne menneske, hører fuldendelsen altid fremtiden til.
L'enfer, c'est les autres eksemplificerer mennesket i vores tid.
Frihedens mester, den fransk filosof Jean-Paul Sartres berømte udsagn " helvede er de andre" ("L'enfer, c'est les autres"), eksemplificerer netop et billede af mennesket i vores tid.
Fundamentalt frit til at skabe sin egen essens gennem sine valg, men denne frihed medfører også et tungt ansvar.
Andre menneskers blikke eller erindringer og spørgsmål, kan minde os om ansvaret ved vores valg, hvilket kan være ubehageligt eller "helvede", som Sartre udtrykker det.
Men Sartre var også et barn af sin tid, mennesket er ikke frit. Fri fra de andre om jeg må spørge? Alene og ensom bliver mennesket gal, blandt alle andre mistænksom. Vi har brug for basen, for stilstand, for forudsigeligheden, for mening og ikke nødvendigvis lykke.
Lykke kommer og går, hvorfor skal vi satse på noget så overfladisk og usikker? Nej mennesket søger mening, derfor må vi have en fast retning.
Hvorfor tror du den jyske psykologiprofessors bog ”Stå fast” blev en bedstsælger? Fortæl mig hvad du er parat til at dø for, så skal jeg fortælle dig hvad der er værd at leve for siger man.
Livets mening opstår i forpligtelsen til dem vi elsker
Filosoffen Eva Selsing, har sagt det meget rammende hvis jeg husker rigtig, ”livets mening opstår i forpligtelsen til dem vi elsker”, men betyder det så, at forpligtelsen stopper, hvis vi ikke elsker mere? Nej selvfølgelig ikke, det betyder at forpligtelsen kommer før friheden, da de ofte ikke stemmer overens.
Men en sådan påstand synliggør det moderne menneskes fragmenterede identitet som det, det er - noget der er skrøbeligt sat sammen. Bygget af projektarbejde, midlertidig ansættelse, udskiftelig bopæl, følelsen før virkeligheden, overfladiske udskiftelige venskaber, nye partner, mine og dine børn, som også er delebørn.
Selvfølgelig findes den fornuftige skilsmisse, hvor indsatsen har været større end løftet, men er det reglen i et samfund, hvor det at være på vej ofte prioriteres?
Forpligtelser indebærer ofte langsigtede engagementer, hvilket ryster det moderne menneske, da det fører til en frygt for at miste fremtidige muligheder. At tro på, at dyb mening skulle opstå af frihed og af selvbyggeri, er op til den enkelte. Jeg siger hellere ulykkelig sand erkendelse, end falsk glæde ved illusionernes fremtræden.
Det moderne menneske er lige så fri som fuglen i det lufttomme rum
Sin egen lykkes smed, sikke noget vrøvl, vi er hinandens lykkes smede. Det fornuftsstridige er, at når mennesker har valgt frihed som deres ledestjerne, så bliver anerkendelsesjagten blot nye lænker.
Frihedsbegrebet giver kun mening, hvis det kan være frihed fra noget, men det moderne menneske har så meget frihed, som fuglen der ønsker at flyve i det lufttomme rum. Frihed i dag indebærer følelse af usikkerhed og ustabilitet.
Det er selvfølgelig prisværdigt, hvis skilsmissefamilien formår at løse puslespillet og familien opnår en ”upgrade for alle”, som Emilia van Hauen skriver. Overvejelserne er dog, hvorfor det skulle være skadeligt og uansvarligt at blive påminde om ens rigtige valg?
Isabella Arendt taler jo ikke om en enkelt familie, men om et generelt billede af bestemte valg, som kan være rigtige eller forkerte i de enkelte tilfælde, men som altid vil blive husket af dem vi elsker. Det betyder med andre ord, at konsekvenserne af vores valg vil blive husket og vores frihed derfor ikke er ubegrænset. Det er måske det Arendt påminder os om.
