I 2022 nedsatte den daværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) en ekspertgruppe, som skulle undersøge, hvordan man kan minimere forskellene mellem drenges og pigers faglige resultater i skolen. I denne uge er dens resultater netop blev fremlagt.
Ministeren var dengang under stærk påvirkning af den amerikanske konkurrencestatsøkonom James Heckman, hvis arbejde går ud på at udrydde al kulturel pluralisme i statistikkens og økonomiens tjeneste. Hun skrev en hel bog om emnet sammen med en anden socialdemokratisk minister, Ane Halsboe-Jørgensen. Heckmans system omdanner alle faglige traditioner til optimerings-metoder. Jeg analyserede de to ministres udgivelse i min egen bog I skolereformens kølvand.
Ekspertgruppens kommissorium bærer lidt tavst præg af denne Heckman-tilgang og indeholdt egentlig ikke nogen eksplicit kønspolitiske markering. Denne tilstand ændrede sig i ekspertgruppens endelige afrapportering, hvor konkurrencestat og identitetspolitik går op i en højere enhed. Det vil jeg vise i det følgende.
Ekspertgruppen består af 21 personer. Dens ledende faglige kræfter er DPU’s institutleder, Claus Holm, der selv er kraftig fortaler for konkurrencestatens læringsideologi, samt en anden DPU-person, Dorthe Staunæs, som heller ikke er dannelsens kvinde. Hun har de franske filosoffer Deleuze og Foucault i bagagen og støttede ligesom Holm skolereformen i 2013. Hun kalder frikvarterer for ”mellemrumspotentiale”, og hun forsker og rådgiver om køn og identitet.