I Danmark er det ikke staten, der bestemmer over sproget. Det er en del af vores værdier og kultur, at alle har lov til at ytre sig og opfinde ord. Det giver os et dynamisk sprog, hvor alle kan danne begreber uformelt, når de føler et behov for det. Dansk Sprognævn bestemmer heller ikke, hvad ord betyder, men holder øje med, hvordan ord bliver brugt af danskerne, så hvis et nyt begreb vinder tilslutning i befolkningen, kommer de med i ordbogen.
Denne tilgang til sproget er baseret på et mål af tillid, men det kan udnyttes politisk, hvis man er nok, der gerne vil ødelægge begreber - og det er socialisterne. De har siden 1980’erne arbejdet strategisk med at ændre betydningen af væsentlige begreber, som er nødvendige for at kunne have en sober meningsdannelse om vores samfunds fremtid.
Det virker "racistisk"
"Racisme" var det første begreb, som socialisterne havde succes med at ændre for at få deres vilje. De ville have indvandring, så de gjorde begrebet racisme betydningsløst ved at bruge det mod alle, der ville forholde sig rationelt til indvandring. Førhen var racisme et veldefineret begreb og refererede til biologisk racisme. Fx havde nationalsocialisterne en ideologisk racistisk forestilling om, at sorte og jøder var genetisk inferiøre ift. hvide. Men i 80'erne, 90'erne og 00’erne sørgede socialisterne for, at begrebet let kunne bringes i spil, hvis nogen ønskede en rationel forklaring på, hvorfor socialisterne hele tiden krævede mere indvandring, der primært resulterede i flere socialklienter og kulturel friktion.
Resultatet blev, at meningsdannelsen i samfundet ikke indbefattede overvejelser om den demografiske bombe, som socialisterne plantede under nationen, og som betyder, at vi danskere om kort tid vil blive en minoritet i vores eget land. Vi fik aldrig en ærlig debat, og vi blev aldrig spurgt, om vi på sigt ønskede at være i mindretal i Danmark.
Socialisterne spillede racistkortet som trumf igen og igen. Det foregik enten direkte, men oftest med perfide antydninger. Det gav et betydningsmæssigt skred, som mainstreammedierne helt ukritisk accepterede. Resultatet blev, at den type sprogbrug blev normaliseret og acceptabelt.
I dag er §266b (“racismeparagraffen”) blevet udvidet, så den fx beskriver, at man ikke må forhåne andre på grund af a) race, b) hudfarve, c) nationale eller d) etniske oprindelse eller e) tro eller sit f) handicap eller på grund af den pågældende gruppes g) seksuelle orientering, h) kønsidentitet, I) kønsudtryk eller J) kønskarakteristika. Racismebegrebet er blevet betydningsløst, fordi det er udvidet til at have en bredde, hvor det nærmest betyder, at man ikke må ytret sig om noget, som socialisterne ikke vil have, at der kan være delte meninger om. Definitionsretten tilhører nu den anklagende part og kan bruges mod resten af befolkningen. Således forhindres borgere, der er uenige i socialismen, i at ytre sig.
I 2024 kan danskerne blive idømt straf for satire, hvis de fx deler vittigheder om race. Professor i forfatningsret, Frederik Waage, vurderer endda, at DR’s satiregruppe "Drengene fra Angora" kan dømmes for deres satiriske sang fra 2005 om Afrika, Kina og Grønland.
"Flygtninge" her, der og allevegne
I dag arbejder socialisterne stadig strategisk med at ændre sproget. Det lykkedes at forhindre en samfundsdebat, som tog stilling til, hvad danskerne egentligt fik ud af al den indvandring, som socialisterne krævede, at de skulle betale for. Næste trin er, at vi ikke må tale åbent om, hvem socialisterne lukker ind i Danmark.
Socialisterne arbejder igen med bredden af begrebet og opfinder derfor løbende nye typer af indvandrere. På den måde er det hele tiden uklart, hvem vi taler om. Er de gæstearbejdere? Flygtninge? Kvoteflygtninge? Migranter?
Før socialisterne gik i aktion, var en "flygtning" en person, der var tvunget til at forlade sit hjemland pga. krig eller fx politisk eller religiøs forfølgelse. Det var altså en person, der enten måtte flygte eller risikere død eller uretfærdigt fængsling.
Men socialisterne bruger nu også begrebet til at beskrive hundredtusindvis af unge mænd, der sejler ud i Middelhavet fra Nordafrika og bliver samlet op af NGO’ere, som fragter dem direkte til livslang passiv forsørgelse i de europæiske velfærdssamfund, selv om de ikke er i fare.
De unge mænd vil gerne have et liv i Europa, hvor man fx kan komme gratis på hospitalet og få sociale ydelser, som kan sendes tilbage til familien i hjemlandet. Men der er ikke krig i Nordafrika, og de unge mænd er ikke i akut fare, så de er ikke flygtninge.
Det rammer de ægte flygtninge hårdt og devaluerer deres status, når socialisterne gør begrebet betydningsløst. Globalt set er der over 1,4 milliarder muslimer, så der er millioner af homoseksuelle muslimer, som er forfulgte i den islamiske verden. Det er mennesker i ægte og akut livsfare. Kristne bliver også forfulgt i Mellemøsten.
En amputeret samfundsdebat
Men danskerne bliver også særdeles hårdt ramt af en amputeret samfundsdebat, som socialisterne strategisk holder uklar med begrebsforvirring. Befolkningsudskiftningen fortsætter stadig uden nogen ægte debat af, hvad det ender med, eller om danskerne har lyst til at lade den fortsætte. Og faktum er, at folk, der tager til Danmark og ikke tager hjem igen, er indvandrere uanset hvad deres motivation er.
I sin roman 1984 beskriver George Orwell, hvordan det socialistiske totalitære parti kaldet “Partiet”, arbejder strategisk med at gøre det umuligt at være systemkritiker. Partiet anvender forskellige metoder fx: overvågning, propaganda og omskrivning af historien.
Deres stærkeste værktøj er dog newspeak, dvs. det sprog Partiet anvender til at styre borgernes tanker. Midlet er en hård sprogpolitik, hvor staten reducerer antallet af lovlige ord og forenkler sproget på en måde, så de fjerner de begreber, der kunne gøre det muligt at tænke kritisk og ytre kritisk af systemet.
I Danmark har socialisterne i snart 40 år strategisk sikret, at samfundsdebatten ikke kan blive beslutningsdygtig med hensyn til den fortsatte indvandring og udskiftning af befolkningen. Dermed har det danske samfund lidt ubodelig skade.
