Menneskets vildeste drømme om kontrol og fuldkommenhed forbliver blot det, en drøm. Her troede vi på det fuldt oplyste samfund og havde døbt os selv homo deus (det guddommelige menneske, red.), men jo større vores greb om verden synes at være, desto mere glider den os af hænde.
Netop her, i denne kløft mellem ambition og afmagt, træder Odo Marquard (1928-2015) frem med sin ironiske og skeptiske filosofi som en tænker, der insisterer på, at mennesket aldrig kan overskue alting, aldrig kan nå alt, fordi det er begrænset i tid. Vi skal dø, derfor må mennesket kompensere.
