Artikel

Apokalypsens svenske rytter

Kontrast har mødt Ivar Arpi, en af Sveriges mest ombejlede og omstridte konservative debattører. Selv føler den 38-årige skribent og podcaster sig til tider mere dansk end svensk. Og han ville ønske, at Sverige mindede mere om Danmark.
Fotos: Thomas Heine
Fotos: Thomas Heine

Udgivet 16.9.21

Et medlem af Riksdagen har kaldt ham ”fascist” og ”voldsforherligende ekstremist”, mens en anden venstrefløjsparlamentariker satte ham i bås med ”nazistiske netkrigere”. En liberal kulturredaktør kaldte ham ”Sveriges mest ariske lederskribent”, og en socialdemokratisk lederskribent beskrev ham som en af ”Apokalypsens fire ryttere”.

En statslig ekspertkomité beskyldte ham først på sommeren for at ”normalisere fremmedfjendtlighed og racisme”. Umiddelbart derefter spåede en docent i idéhistorie, at Ivar Arpi og et par andre højrefløjsdebattører nok vil opfordre deres tilhængere til at storme Riksdagen, hvis ikke deres favoritpartier kommer til magten på fredelig vis efter valget om et års tid.

Alt dette kommer vel at mærke fra den etablerede svenske mainstream. Ude på den revolutionære kant har Antifascistisk Aktion (AFA) tildelt Arpi ansvaret for Anton Lundins Petterssons racistiske mord på to lærere og en elev på en skole i Trollhättan i 2015.

Alligevel virker den 38-årige svenske skribent og podcaster hverken presset eller angerfuld.

”Det har aldrig været så let at være Ivar Arpi, som det er i dag,” hævder han.

”Det var svært for nogle år siden. Nu er det snarere svært at være på den anden side. Det er sværere at være på Aftonbladets lederside nu, end det var dengang,” siger han med henvisning til Stockholms store socialdemokratiske tabloidavis.

Arpi fortsætter:

”Samtidig er polariseringen jo stadig meget stærk. De, der afskyr, hvad jeg står for, fortsætter med at afsky det. Det er bare det, at de har mindre indflydelse i dag.”

Kontrast møder Ivar Arpi over kaffe og blødt brød på restaurant Stationen, der har til huse i den gamle stationsbygning i Uppsala, den hæderkronede universitetsby, hvor Arpi i en årrække har boet med sin hustru og nu fire børn i alderen 0 til 6 år. Men måske ikke så meget længere, for familien leder rundtom i Sverige efter en ny bolig – både fordi en toværelseslejlighed med køkken føles lidt lille til seks personer og en mops, og fordi byen har udviklet sig til et af mange centre for den grasserende bandekriminalitet i Sverige.

”Vi tænkte, at det ville være godt for børn at vokse op i Uppsala, men sådan er det ikke længere. Nu er Uppsala den beskydningstætteste by i Sverige. Byens karakter har utroligt hurtigt ændret sig til det værre,” siger Arpi.

Ivar Arpi har haft et begivenhedsrigt år. Ikke kun privat, hvor han ud over barn nummer fire og boligjagt måtte flytte familien til en hemmelig adresse i Värmland på grund af trusler fra en kvindelig stalker, men også på arbejdsfronten.

Lige før jul forlod han Svenska Dagbladets lederkollegium for at blive podcastredaktør på det nystartede borgerlige netmedie Bulletin. I februar blev han udnævnt til chefredaktør efter et i første omgang hemmeligholdt opgør om redaktionel frihed mellem hovedejerne og den oprindelige chefredaktør, Paulina Neuding.

Så kom det frem, at Bulletin dels manglede formelt udgivelsesbevis, dels i mindst 20 tilfælde havde publiceret pressemeddelelser, som var det egne tekster. Og allerede i marts forlod Arpi chefredaktørposten og Bulletin med bulder og brag. Dette efter et offentligt skænderi med frem for alt Tino Sanandaji, en af Bulletins grundlæggere og hovedaktionærer – også denne gang om magt- og ansvarsfordeling mellem ejere og ansvarshavende chefredaktør.

”Arpi gjorde en plagiatskandale til et coverup ved at vildlede Sveriges Television, helt unødvendigt,” skrev Sanandaji på Facebook og beskyldte Arpi for løgne og falske anklager. ”En ejer skal ikke komme og fucke en krisehåndtering op gennem formuleringer på værste forbandede havaristniveau,” lød det fra Arpi om Sanandaji i en lydindspilning fra et online-redaktionsmøde, der blev lækket til svenske medier.

Siden maj har Ivar Arpi – parallelt med et hverv som klummeskribent på Svenska Dagbladets kultursider – etableret sig som selvstændig skribent på onlineplatformen Substack. Under titlen Rak höger, hvilket både kan oversættes med ’lige højre’ som i boksning, en af Arpis hobbyer, og som ’hæderlig højrefløj’, hans politiske varemærke. Her publicerer han såvel egne kommentarer, gerne grundige og veldokumenterede, som interviews med politikere, forskere og med- og moddebattører.

Han skriver og podcaster flittigt og bredt. Om gangstervold, politimord og områder styret af kriminelle indvandrerbander. Om at Facebook og Twitter har for stor magt. Om retten til at være monogam. Om statsstyret kunst. Om krigen i Afghanistan. Om svenskere, som har det med at give efter for bøller. Om det vigtige i at kunne lytte til folk, man ikke er enig med.

Garneret med interviews med f.eks. den transseksuelle skuespiller og forfatter Aleksa Lundberg eller med Sveriges eneste åbent homoseksuelle partileder, Ilan Sadé, som er blevet nægtet adgang til Pride-festivalen, fordi hans Medborgerlig Samling ligger et godt stykke ude på højrefløjen.

Arpi er ikke partipolitisk engageret og ikke altid helt let at placere i det politiske landskab, men han ser sig selv som deltager i en mangeårig svensk kulturkrig.

”Der er en gammel svensk konsensus om migration og den slags, som har eksisteret på kultursider, har eksisteret i en slags etablissement, men som udfordres på forskellig vis. Og jeg ser mig selv som en af dem, der udfordrer. Det handler om identitetspolitik, om islamisme og migration, om kriminalitet og i bund og grund om, hvordan man ser på mennesker. Er vi socialt konstruerede? Er det alene socioøkonomiske faktorer, som forklarer kriminalitet? Den type spørgsmål. Der står jeg ofte på den anden side,” forklarer han.

Når det er blevet lettere at være Ivar Arpi, skyldes det, hvad Arpi kalder en ”mere ædruelig” udvikling i Sverige de senere år. Han beskriver migrationskrisen i 2015 som en ”tektonisk plade”, der forandrede debatklimaet i Sverige, efter at statsminister Stefan Löfven først havde forsikret, at ”i mit Europa bygger vi ingen mure”, men få uger senere lukkede grænsen mod Danmark. Også det islamistiske terrorangreb på Drottninggatan i Stockholm i 2017 har bidraget til forandringen. Ligesom den indvandrerdominerede bandekriminalitet, der har givet Sverige en solid europæisk førsteplads i skuddrab regnet i forhold til befolkningens størrelse.

”Det er ikke længere kontroversielt at tale om, at vi må mindske indvandringen til Sverige. Det er snarere, som man kan sige, at det har været i Danmark længe: Socialdemokraterna siger, at de minsandten er hårdere end Moderaterna, og Moderaterna siger, at de minsandten er hårdere end Socialdemokraterna. Man konkurrerer om en position, der var kontroversiel for blot nogle år siden,” siger Ivar Arpi.

”Det samme gælder islam og islamisme, hvor de mest forenklede halal-hippie-ræsonnementer ikke længere forekommer på den måde, som de gjorde vældigt længe. Og multikulturalismen, hvor man ligesom ikke længere ser den type ræsonnement, at andres kulturer er så fantastiske, og at vi ikke må kritisere,” fortæller han. 

Flere forslag, som Ivar Arpi argumenterede for i sine lederartikler i Svenska Dagbladet – f.eks. at kriminalisere folks kontakt med terrororganisationer og at øge kameraovervågningen i samfundet – blev hudflettet af førende politikere som den socialdemokratiske justitsminister Morgan Johansson, men var få år senere officiel regeringspolitik.

”På den måde er det gået fremad for min side. Samtidig er det jo også virkeligheden, der har forandret sig. Folk ser, at migrationen ikke fungerer for Sverige. Bandekriminaliteten er vokset dramatisk. Vi har haft terrordåd. Spørgsmålet er, om min side har vundet terræn, fordi vi har været gode til at argumentere, eller fordi virkeligheden har forandret sig. Det er nok mere det sidste,” konstaterer den svenske debattør, som dog mener, at debatklimaet har ændret sig alt for sent og alt for langsomt.

”Jeg kan blive lidt bitter, når jeg tænker på, hvor megen skade der er forvoldt, når det f.eks. gælder indvandring, islamisme, terrorisme og lignende,” siger han med en mild og afdæmpet røst, der står i kontrast til hans skarpe pen og nærmest permanent bistre ansigtsudtryk.

Ivar Arpi er født og opvokset i Majorna, et gammelt arbejderkvarter i Göteborg. Som teenager tilhørte han en overgang den ydre venstrefløj, og i 2001 deltog han, 18 år gammel, i gadekampe mod politiet under et EU-topmøde i Göteborg, der også gæstedes af USA’s præsident George Bush.

Men i 2003 flyttede hans daværende kæreste til Odense for at læse til læge. Arpi flyttede med og tilbragte til og fra, hvad han kalder fem ”vældigt formative” år i Danmark.

Arpi arbejdede om sommeren med industrisanering, bl.a. på Lindøværftet og på en aluminiumfabrik, hvor ”vi gik på hug under renderne med flydende aluminium og huggede det løs fra gulv og vægge, ventende på at det skulle skvætte ned i nakken”. Han studerede forskellige universitetsfag på distance. Og han påbegyndte sin master i statskundskab på Syddansk Universitet, hvor især et kursus i geopolitik hos professor Sten Rynning blev noget af en åbenbaring, fortæller Arpi og forsikrer, at hans begejstring for nabolandet ikke skal ses som lefleri for dagens danske samtalepartner.

”Det var en helt anden måde at tænke på. En helt anden atmosfære, end hvad der var i Sverige. Vældig livligt. Livlige diskussioner, livlige seminarier. Rynning var meget udfordrende. Drillede mig nogle gange lidt med, at jeg var så svensk,” husker Arpi.

Inden da havde han oplevet Muhammed-krisen på nært hold, diskuteret med en imam, diskuteret med danskere.

”Jeg havde en meget svensk måde at se det på. At man ikke skal provokere. At det var racistisk. At danskere er så racistiske og fremmedfjendske. Men jeg havde jo venner, som var danske, og som ikke var fremmedfjendske og ikke var dette stereotypiske billede af danskere, som kan findes i Sverige. Men som alligevel forsvarede Muhammed-tegningerne på et principielt plan. Det fik også mig til at tænke,” fortæller han.

”Set udefra virker det, som om danskerne ikke bøjer sig, ikke viger tilbage for konflikter, som de føler er nødvendige at tage. Man kan godt lide en god konflikt, en god fight. I Sverige synes jeg ofte, at det er lige modsat. Når man mærker, at en konflikt er undervejs, trækker man sig tilbage. Synes at det er lidt ubehageligt. Kan vi ikke finde en vej uden om det her? Danskere er mere som bersærker, som bare kører lige på – på godt og ondt. Men jeg føler mig mere dansk end svensk i dette henseende,” siger Ivar Arpi.

Tilsvarende ser han Danmark som et forbillede for Sverige, hvad gælder f.eks. migration, kriminalitet og ytringsfrihed: Se et problem og tage fat på det snarere end at skyde det fra sig og håbe, at tingene nok skal løse sig.

”Forskellen er, at da problemerne begyndte at komme til Danmark, så reagerede man og sagde: Okay, hvad kommer til at ske, hvis det fortsætter med bander og rockere og så videre? Hvad sker der, hvis vi trækker tidslinjen 10-20 år frem? I Sverige tænkte man, at det dér skal vi ikke diskutere. Så blev problemerne så meget større. Nu lyder debatten måske ikke så forskellig fra den danske, men vore problemer er jo også meget, meget større,” mener Arpi.

Vi selvhenter endnu et par kopper kaffe ud til restaurant Stationens fortovsafsnit. Overfor troner Bror Hjorths skulptur Näckens polska fra 1967, hvis hovedpersoner – hun med struttende bryster, han med let erigeret lem – synes at styrke en af pointerne i Arpis seneste bog, Genusdoktrinen: At køn måske ikke udelukkende er en social konstruktion, sådan som mange kønsforskere gør gældende.

(Artiklen fortsætter efter billedet ...)

”Jeg tror, at Sverige skiller sig ud, når debatten handler om genus, feminisme og køn. I de spørgsmål har vi meget lavt til loftet,” fastslår Arpi og peger på, hvor ugleset det er blevet at forske i f.eks. evolution eller biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, hvorimod der er desto større lydhørhed over for socialkonstruktivistiske, magtkritiske og normkritiske perspektiver.

Udviklingen kommer f.eks. til udtryk, når Vårdguiden 1177 – den svenske pendant til 1813 i Danmark – i sine sproglige retningslinjer anbefaler at ”undgå ordet kvinde for at beskrive, at kroppe ser ud på visse måder”, eller når dagpengemyndigheden Försäkringskassan bruger følgende formulering: ”Barselsdagpenge kan udbetales til en gravid person, hvis hen har et fysisk anstrengende arbejde, eller hvis der foreligger risici i arbejdsmiljøet, som gør, at hen ikke kan arbejde, mens hen er gravid.”

Arpi skrev Genusdoktrinen i fjor sammen med pædagogen og debattøren Anna-Karin Wyndham, hvis dagbogsoptegnelser fra hendes ansættelse på det såkaldt Nationale Sekretariat for Genusforskning løber som en tråd gennem bogen. De beskriver med en perlerække af eksempler, hvordan dette sekretariat sammen med den ligeledes statslige Ligestillingsmyndighed og de svenske universiteter har gennemdrevet så radikale forandringer, at snart sagt enhver forskning og undervisning på læreanstalterne skal indeholde et kønsperspektiv – om det så handler om gletsjere, aborrer eller Mumitrolde.

Der er Germund Hesslow, professor i neurofysiologi ved Lunds universitet, hvis forelæsning på medicinstudiet om arv og miljø fra et biologisk, evolutionært perspektiv afføder en klage fra en kvindelig studerende, endnu inden hun har hørt forelæsningen. Klagen munder ud i, at universitetsledelsen – selv om den ikke kan pege på videnskabelige fejl i forelæsningen – tildeler Hesslow en ’overfrakke’ i form af en kønsforsker, der før hver af hans forelæsninger holder en separat forelæsning om arv og miljø, men ud fra et genusperspektiv.  

Der er Inga-Lill Aronsson, lektor i kulturel antropologi ved Uppsala universitet, som af en studerende bliver spurgt, hvordan man finder information om racespørgsmål i gamle kataloger. Aronsson kommer til at foreslå at søge på ordet ’neger’, hvilket resulterer i en klage fra studerende, som skriver, at ”eftersom Inga-Lill hverken er sort eller racificeret, har hun faktisk ingen som helst ret til at bruge ordet”. Aronsson indkaldes til møgfaldsmøde og må love aldrig at anvende n-ordet igen.

Der er Erik Ringmar, lektor i statskundskab ved universitetet i Lund, som har et kursus om reaktionære tænkere omkring forrige sekelskifte. Problemet er blot, at der var for få skrivende kvindelige fascister dengang til at nå op i nærheden af de 40 procent kvinder på litteraturlisten, som universitets retningslinjer foreskriver. Efter en klage fra en studerende forsøger universitetsledelsen at formå Ringmar at medtage queerteoretikeren Judith Butler på litteraturlisten, skønt hendes tekster er det meste af et århundrede yngre og en reaktion på noget helt andet.

Bogen rummer også talrige ikke-svenske eksempler på kreativ kønsforskning. Såsom den canadiske genusforsker, der i en afhandling forklarer, hvordan ”sociokulturelle barrierer står i vejen for mandlig amning”. Eller hendes israelske kollega, der advarer kvinder mod sædbanker, eftersom de dér står til at få ”maskuliniseret sperma”. 

En læsning af Genusdoktrinen kunne let give indtryk af, at forfatterne ser genusvidenskab som en ekstremistisk, virkelighedsfjern, pseudovidenskabelig, post-marxistisk sekt med kreationistiske træk. Men det er ikke deres budskab, understreger Arpi. Han har ikke noget problem med genusvidenskab som sådan, forsikrer han og giver eksempler på interessant forskning på området.

”Problemet kommer, når man tager det genusvidenskabelige perspektiv og lægger det som en dyne over al anden forskning. Når man lader det perspektiv styre universiteterne. Når man sætter disse mennesker til at blive en slags politiske kommissærer på universiteterne,” siger han.

Ivar Arpi mener, at universiteterne dermed kommer til at fungere som ”en akademisk gren af Feministisk Initiativ” – et parti, der ved seneste riksdagsvalg i 2018 fik 0,46 procent af stemmerne. Men at ansvaret ligger hos de etablerede partier, frem for alt den erklæret feministiske regering bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet, der i 2016 påbegyndte en gennemgribende ”ligestillings-integrering” på de svenske universiteter. Hvilket så er blevet yderligere radikaliseret af dem, der blev sat til at gennemføre strategien, dvs. det Nationale Sekretariat for Genusforskning, Ligestillingsmyndigheden og universiteterne selv.

Også de borgerlige partier, der senest dannede regering 2006-2014, har et medansvar, mener Arpi. De har undveget debatten, fordi de ikke ville risikere at fremstå som reaktionære, og dermed har de overladt scenen til venstrefløjen.

”De borgerlige har tænkt: Hvis vi er søde og giver os her, så kan vi få lov til at sænke skatterne. Det har præget kulturkritikspørgsmålene generelt – migration, identitetspolitik, genus. Man tænker: Hvis vi er ’gode’ her, så bliver vi i hvert fald ikke kritiseret for det. Så kan vi diskutere lavere indkomstskatter. Så højrefløjen har en historisk skyld,” mener Arpi.

Både Sverige nuværende statsminister, Stefan Löfven, og hans mest sandsynlige afløser, hvis de borgerlige skulle vinde valget næste år, Moderaternas Ulf Kristersson, kalder sig feminister. Det samme gør talrige andre prominente svenske mænd. Men hvad med Ivar Arpi, er han også feminist?

”Nej,” lyder svaret prompte.

Arpi påpeger, at hvis det handler om, at kvinder skal have samme rettigheder som mænd, om ligebehandling, at være imod diskriminering, at være imod sexisme, ”så er vel stort set alle feminister”.

”Men i dag betyder feminist noget andet. Det betyder, at du tror på en kønsmagtsorden, som findes overalt. Du tror på et patriarkat, som gennemsyrer os alle. Du tror, at mænd som gruppe er overordnet kvinder som gruppe, og at du må finde forskellige politiske løsninger for at kompensere for dette,” siger Ivar Arpi og slutter af:

”I den henseende er jeg ikke feminist, for jeg mener ikke, at der findes noget belæg for, at det passer.” 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter