For nylig præsenterede forsvaret en ny “diversitetsstrategi”. DR dækkede historien med en længere artikel. I artiklen havde de rådført sig med en “ekspert”. Eksperten var Bjarke Oxlund, dekan ved RUC og uddannet antropolog. Oxlund har – såvidt vides – hverken praktisk eller akademisk indsigt i militærvæsen, endsige i Forsvaret.

Men mikrofonholderne fra DR lod ham ukritisk tale med Tony Blairsk selvfølgelighed om Forsvarets fremtid, og hvorfor det hjælper på krigsførelsen, at man bruger mange ressourcer på at opdigte et såkaldt kønsneutralt sprog. Det fornemmes det, selvom Oxlund ikke kan få sig selv til at sige det, at han mener, at russerne nok ville overveje det en ekstra gang, hvis bare Ukraine havde haft et kønsneutralt sprog i militæret.

Ifølge den nye strategi, skal Forsvaret underlægges diversitetskrav, det kan kun gå for langsomt. Oxlund beskrev bl.a. Forsvaret som »fodslæbende« med hensyn til implementeringen af den danske udgave af DEI (Diversity, Equity, Inclusion), hvilket er ironisk, når man tænker på, at RUC, hvor Bjarke Oxlund er dekan, er et meget ringe universitet på verdensplan ifølge internationale undersøgelser. Han skulle måske feje for egen dør, før han rådgiver andre i krisehåndtering. Vi har at gøre med en “ekspert” fra et meget svagt universitet, der ingen indsigt har i det fagområde, han udtaler sig om. Det er en aprilsnar værdig.

Hundesex og sort feminisme
Lad os blive i det parodiske, herunder dækningen af amerikansk politik i danske mainstreammedier, som jeg har fulgt i mere end et årti. Dækningen består sædvanligvis i kritik af Donald Trump, og det er så det. Kigger man imidlertid om bag facaden, ser man en udvikling, vi også ser kimen til i Danmark.

I 2017 udgav Helen Pluckrose, Peter Boghossian og James Lindsay en række “fup-videnskabelige” artikler i anerkendte “videnskabelige tidsskrifter” i USA. Disse “forskningsartikler” dækkede emner, som f.eks. de politiske konsekvenser af manglende brug af analdildoer til mænd til en artikel om, hvordan hundesex i en dyrepark i Oregon var sexistisk og kunne analyseres på samfundsniveau med »sort feminisme«.

Bevæggrunden for de tre forfattere til at skrive disse fupartikler var at vise, at megen såkaldt forskning er tæt på regulært fup. Og det fik de sat en streg under.

På næsten samme tid fik vi herhjemme selv syn for sagen, da Mette Kim-Larsen i 2018 udgav en forskningsartikel med den påstand, at indtagelsen af mælk er racistisk. Selv for folk med en utrolig fintfølende krænkelsesradar må det have været en overraskelse at finde ud af, at den smule mælk, de netop havde hældt i kaffen, gjorde dem til racister. Mette Kim-Larsen demonstrerede på sin egen måde, at det også i Danmark bliver stedse sværere at vurdere, om noget er satire eller alvorligt ment.

En mand er ikke ikke mand
I Skotland kan de også være med. Den verdenskendte Harry Potter-forfatter J.K. Rowling fik ørerne i maskinen, da hun omtalte “Amy George” ved rette køn. Amy George er nemlig en mand ved navn Andrew Miller. “Amy George” blev for nylig idømt 20 års fængsel for at have bortført og voldtaget en mindreårig.

Det, som fik de vakte op af stolen, var ikke Andrew Millers forbrydelse, men, at J.K Rowling ikke omtalte forbryderen, som kvinden “Amy George”, men som manden Andrew Miller. For at gøre at ondt værre, har man i Skotland vedtaget en lov, der gør det til ulovlig praksis at “miskønne” personer, herunder pædofile voldtægtsforbrydere, der påstår at have et andet køn.

Rowling oplyste, at hun med sindsro ventede på den eventuelle anholdelse. Politiet i Skotland har dog endnu ikke givet udtryk for, at de er på vej hen for at hente Rowling og smide hende i spjældet for at omtale en biologisk mand som biologisk mand.

Som noget fra USSR
Det er som antydet blevet normen og ikke undtagelsen, at ideologisk vanvid griber store dele af befolkningen. Tilbage i Sovjetunionen var Trofim Lysenko en højt værdsat agronom og biolog, fordi han støttede partilinjen, ikke på grund af hans kompetence. Hans inkompetence kostede millioner af mennesker livet, men det vigtige var, at han støttede partiledelsen.

Dette absurde fænomen kaldes lysenkoisme, og netop dette ser vi mere og mere af i et samfund som vores eget, hvor identitetskategorier har forrang for alt andet.

Identitetspolitik er teknisk set i modstrid med meritokrati. Identitetspolitik er for demokrati og meritokrati, hvad det at trække vejret under vand er for menneskets overlevelse.

Når Mette Kim-Larsen udgiver en artikel om racistisk mælk eller pseudoeksperten Bjarke Oxlund ukritisk udbreder sig om en ny diversitetsstrategi for Forsvaret, kan man skrælle lagene af, indtil man ender samme sted: vor tids lysenkoisme. Det vigtige er ikke, om du er dygtig eller i praksis kan demonstrere dine påståede kvaliteter. Det handler i stedet om, hvilken identitetskategori du tilhører, og med hvilken politisk æstetik du klæder dig ud med.

Alvorlige konsekvenser og røde næser
Det får alvorlige konsekvenser. Eksempelvis at Forsvaret bliver ringere. Men konsekvenserne kommer til at kunne mærkes i alle dele af samfundet. Til en start opdager vi det ikke, fordi en stor del af samfundets infrastruktur stadig er delvist meritokratisk. Men efterhånden som vi kommer længere i udviklingen, vil det være tydeligt, hvor galt det står til. Folk i Sovjet mærkede det på den hårde måde: Trofim Lysenkos inkompetence gjorde, at de sultede ihjel. Det er ikke bare tågesnak, men noget, der får benhårde, reelle konsekvenser.

Det er meget muligt, at det næste fly, du sætter dig ind, er mere usikkert på grund af, at piloterne er valgt på baggrund af deres hudfarve, og ikke fordi de scorede højst i deres tests. Jeg bliver mere og mere glad for, at jeg har egen bil, som er bygget i Japan.

Med identitetspolitikkens indtog i Danmark får vi 1. april året rundt. Når meritokratiet ikke længere er vores førende ideal, men erstattes af vores villighed til at lægge os tæt ind til en obskur, politisk korrekt ideologi, så står den på “woke joke” året rundt.

Det triste er, at den dag ideologien for alvor møder virkeligheden, vil den livsvigtige infrastruktur formentlig være smuldret. Det er for sent at opdage, at piloten var uegnet, når flyveren er på vej til at styrte eller, at kirurgen har en høj fejlrate ved øjenoperationer, og du derfor bliver blind på det ene øje. Det er prisen for at være blind for ideologisk vanvid længe før, du kommer under kniven.

Vi har ikke været villige til at korrigere for længe siden, og nu får vi så den ulykkelige klovneverden, som en af identitetspolitikkens fædre, Herbert Marcuse, så aktivt ønskede.

På med den røde næse og lad os danse os igennem krisen.