Jeg har hæftet mig ved, at kulturskribenter og kommentarer ofte refererer til ”tidsånden”. I sin brede forstand betyder ordet tendenser og strømninger i tiden, men siden hvornår er tidsånden blevet en autoritet, der skal tages i ed, før der overhovedet kan fældes æstetiske domme? Mine eksempler stammer fra den erklæret borgerlige, fritænkende avis Weekendavisen, men det ses også i andre medier.
Således blev den populære julefilm Love Actually dømt håbløst forældet (læs: forkert) af Anne Sophia Hermansen i Weekendavisen den 8. december 2023. Hun ser kun stalking, MeToo, fatshaming og generel sexisme - og må så hugge en hæl og klippe en tå for at få handlingen til at passe i den skabelon. Filmen er derimod en ensemblefilm, der bittersødt skildrer menneskelige relationer på kryds og tværs. Hun overser i skyndingen geniale Bill Nighys afdankede rockstjernefigur, der får et uventet comeback, men som alligevel vælger at holde jul sammen med sin utjekkede manager.