Skal vi skrælle os ned til, hvor det grundlæggende er gået galt i vores tid, når det handler om at holde den kurs, som blev afstukket i Vesten med antikkens humanisme og spirende demokratitankegang, og som blev løftet til et nyt niveau med kristendommens gennembrud for lidt over 2000 år siden, er Samuel Huntingtons Civilisationernes sammenstød et godt sted at starte.
Essayet, der udkom som selvstændig bog i 1996, satte som den første analyse fingeren ned præcist der, hvor det begyndte at brænde på for denne civilisation. Efter i århundreder – ja, årtusinder – at have modstået angreb fra barbarerne, fascisterne, totalitaristerne, syndikalisterne, der nok kunne svække vores verdensdel for en stund, men aldrig få skovlen helt under den, trues vi i dag af en ny fjende, der endda er groet i vores egen baghave, nemlig FN.
FN blev som bekendt grundlagt lige efter 2. Verdenskrig med det formål at forhindre, at der nogensinde igen ville kunne ske et sådant civilisationssammenbrud, som det nazismen og fascismen bredt set forårsagede i de formørkede år fra Weimar-republikkens undergang i 1933 til krigens afslutning i foråret og sommeren 1945. I 1948 udsendte organisationen en Verdenserklæring om Menneskerettigheder, der skulle have universel gyldighed fremover.
Erklæringen er interessant at studere i dag. Kort formuleret kan man sige, at den er en fusion af de klassiske civile menneskerettigheder, som vi kender dem fra 1700-tallet, dvs. fra Oplysningstiden, med de sociale menneskerettigheder, som gradvist blev udviklet i frem for alt Europa i løbet af 1800-tallet – og som bl.a. Michael Böss har skrevet skarpsindigt om i Liberalismens vildfarelser fra 2021.
Rækkefølgen er vigtig her. Nærlæser man FN’s menneskerettighedserklæring – som igen ligger til grund for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – så står det ikke til diskussion, at de civile, eller individuelle, menneskerettigheder – også kaldet frihedsrettighederne – kommer først. Dernæst bygges ovenpå med de sociale menneskerettigheder, som skal sikre, at de civile, individuelle rettigheder ikke kun bliver tomt mundsvejr; et nedarvet privilegium for de få, men også en de facto-realitet for de mange.
Man kan sige, at rækkefølgen er logisk, altså giver sig selv. For man kan godt, efter at have sikret det enkelte menneskes frihed, putte noget social retfærdighed oveni. Sådan at friheden bliver ”under ansvar”, som det hedder, og baseret på den enkeltes eget frie valg. Men man kan ikke gå den modsatte vej rundt og sige: Nu tvangsindfører vi først den totale kollektive frihed ovenfra – den positive frihed, som Isaiah Berlin også kaldte det. Og så putter vi – for et syns skyld – lidt individuel frihed, lidt negativ frihed oven i bøtten. Det kan ikke lade sig gøre. Totalitær frihed er et contradictio in adjecto. Alene af den grund, at nogen ville blive tvunget ind i en ”frihed”, de ikke selv ønsker.
Ikke desto mindre er det det, der langsomt er sket med FN. Det grundlæggende vestlige civilisationsfundament suppleres ikke længere med nogle rimelige og nødvendige sociale og fællesskabsorienterede rettigheder, der skaber øget mulighedslighed. Det erstattes simpelthen af en ny doktrin: ”De 17 verdensmål”, der vil skabe resultatlighed.
