”Som justitsminister tog du initiativ til samtykkelovgivningen.” Sådan lød det fra Mette Abildgaard (K) på Det Konservative Folkepartis netop afviklede ekstraordinære landsrådsmøde, hvor Abildgaard gerne ville give sin afdøde ven og partifælle Søren Pape Poulsen et værdigt eftermæle. Og al mulig respekt for det.
Desværre var der to alvorlige faktuelle fejl i talen, som kalder på at blive korrigeret. Ellers kan eftermælet hurtigt få den modsatte effekt. Altså blive til en skamstøtte den dag, fadæsen med samtykkeloven bliver erkendt i sit fulde omfang. Hvilket forhåbentlig kommer til at ske i kølvandet på den åbne høring, der finder sted på Christiansborg den 15. maj.
Lad os for det første slå fast, at Søren Pape Ikke tog initiativ til samtykkelovgivningen i Danmark. Det gjorde derimod det venstreekstremistiske parti Enhedslisten, som Pape var med til at stå op imod gennem hele to afstemningsrunder, før MeToo indhentede og fik skovlen under ham og hans partifæller, så loven blev vedtaget på et manipuleret og usagligt grundlag i december 2020. Lodret imod den betænkning fra Straffelovrådet, som Søren Pape Poulsen selv som justitsminister havde nedsat, og som udtrykkeligt havde bedt rådet formulere en ny voldtægtsbestemmelse baseret på begrebet frivillighed og ikke på begrebet samtykke. Med den begrundelse, at der skulle være balance mellem ofrenes retsfølelse og de tiltaltes krav på retssikkerhed, uden hvilken den civiliserede retsstat selvsagt bryder sammen.
